Københavns Universitets nysprog?

Det snart forgange år har budt på mange nye, spændende universitets- og fakultetsinitiativer. Jeg nævner i flæng: Strategi 2016, fusion og nybyggeri på Panum.

Året har også bragt fokus på begreber som ’medarbejderinvolvering’, ’studenterindflydelse’ og ’styrkelse af undervisningen’, hvilket har fået mit studielederhjerte til at banke af glæde.

Desværre har jeg også haft forkerte tanker, haft mørke tidspunkter, hvor jeg frygtede, at begreberne var mit universitets nysprog, som jeg måtte lære at forstå. Jeg har dog indset, at det er en forkert, og nok også lidt syndig tankegang, fra min side.

Forkert læsning

Når der i høringsudkastet til strategipapiret stod: »Universitetet vil øge vægtningen af uddannelse og formidling ved akademiske ansættelser – men ikke på bekostning af forskningskvalifikationer,« så skal det selvfølgelig ikke læses sådan, at den bedste strategi for at opnå fastansættelse som videnskabsmand ved universitetet er at blæse på undervisningsopgaver og satse hele butikken på forskningen.

Den tolkning, indså jeg, var min egen lidt komplotagtige udlægning. Jeg har deltaget i mange ansættelsessamtaler til professorater og lektorater, og vi har altid drøftet ansøgers undervisningsmeritter.

Når jeg desværre på det seneste har været nødt til at nedprioritere min deltagelse i samtalerne, så skyldes det ikke, at jeg engang blev overfuset at formanden for et bedømmelsesudvalg, fordi jeg spurgte en ansøger om vedkommendes syn på curriculums afgrænsning: »Hvordan ser du på frit lærebogsvalg kontra faste pensumlister?«

Spændende opgaver

Her retrospekt kan jeg godt se, at mit spørgsmål var utidigt i forhold til en så velmeriteret forsker, som ansøger var. Min nedprioritering skyldes heller ikke, at jeg har hørt ovennævnte strategisætning gentaget fra kollegaer; nej, det skyldes simpelthen, at jeg, som nævnt indledningsvist, har fået så mange nye, spændende opgaver, der også skal passes.

Faglig udvikling af et universitetsstudie gør det efter min mening bydende nødvendigt, at nøglepersoner som for eksempel kursusledere er aktive forskere. Ingen universitetsstudier kan være tjent med, at kursusledelse er en retrætefunktion, og med det øgede fokus på undervisningsmeritter er jeg fuld af fortrøstning.

Fremover bliver det klart nemmere at få gode, aktive forskere til at tage en tørn med udviklingen af den prægraduate undervisning.