Københavns Universitets værdigrundlag og universitetets civilisation i frit fald

Jeg vil overlade det til læseren at placere ovennævnte citat i verdenshistorien, og jeg vælger at bruge karikaturens skarphed til at understrege det fundamentale tillidsbrud, der har fundet sted ved Det Naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Når man hører mellemledere ved Det Naturvidenskabelige Fakultet beskrive deres egen rolle ved universitetet som svarende til koncentrationslejrenes privilegerede fanger, hører de pressede lederes propagandaapparater i stadig mere skingre reaktioner og kampagner, og hører lederne selv omtale det faglige og kollegiale forfald på gulvet som selvforskyldt, så er der ikke blot tale om svage ledere i trængsel ved håndvasken, så er der tale om en truet universitetscivilisation.

Man hører senest dekan Nils O. Andersen i hyrdebreve opfordre de ansatte til at udvise større fagligt og kollegialt sammenhold og udvise større begejstring for hans monumentale drømme, og man hører prodekan Katherine Richardson i Nature beskylde de ansatte for manglende omstillingsparathed.

I den situation er det naturligvis nærliggende at tænke tilbage på signalværdien af de initiativer, som universitetets første ansatte ledere har eneansvaret for i kølvandet på ledelsesreformen i 2006. Ridende på en bølge af populistisk mistænkeliggørelse af universiteterne fra politisk side, og lakajagtige i deres stræben efter privilegier fratog samme ledere fagene dele af deres allerede skarpt prioriterede basisbevillinger.

Frie midler, som i en ledet proces, herunder en involverende kollegial forankring, allerede var indsat til at styrke og udvikle institutternes faglighed og deres frie, efterspurgte og oppositionelle rolle i samfundet. En række ambitiøse og allerede iværksatte udviklingsplaner, som bl.a. ønskede at sikre et bredt og kritisk fagligt beredskab ved universitetet, blev fejet af bordet, og budgetterede basismidler blev inddraget til at støtte allerede stærke forskningsområder.

Forskningsområder, der netop gennem deres adgang til eksterne danske og internationale bevillinger kunne have sikret og endda frigjort basisbevillinger til den brede og vigtige grundforskning. En bred forskningsbaseret faglighed, som netop er grundlaget for, at universitetet kan leve op til sin langsigtede uddannelsesopgave, blev hermed truet.

Ledelsens begrundelse for inddragelse af allerede disponerede basismidler var en påstået tvang fra udviklingskontrakten med VTU. Denne pålagde en intern konkurrenceudsættelse af basisbevillingerne og krævede et stærkere engagement fra universiteterne i samfundets strategiske forskning.

Alle basismidler var dog allerede konkurrenceudsatte. Der skete langt de fleste steder en meget kvalificeret indsættelse af basismidler til at understøtte ambitiøse og kollegialt forankrede udviklingsplaner, og der var en betydelig interesse for med respekt for universiteternes frie forskning også at tage et medansvar for en udbygning af den strategiske forskning.

Med de ansatte og mandatfri lederes indsats udvikledes dog hurtigt en arbejdskultur, hvor kynisk selvhævdelse og dominans blev et mål i sig selv, og interessen og respekten for universitetets fælles opgave stort set forsvandt. Derudover blev den legitime vækst i den strategiske og erhvervsorienterede forskning, i stedet for et spændende og tæt samarbejdende supplement til universiteternes frie forskning, til en stadig mere påtrængende snylter, som udsulter og amputerer fagligheden ved universiteterne.

Der findes naturligvis stærke demokratiske alternativer til universitetscivilisationens pågående frie fald, alternativer som respektfuldt kan imødekomme alle de interesser, der knytter sig til en stærk dansk universitetstradition. Dette gælder også gennemskuelige modeller for universiteternes overskudsgivende deltagelse i den strategiske og erhvervsorienterede forskning og udvikling.

Vi må have modet til, i et stærkt internationalt samarbejde, at fastholde ambitionen om en unik dansk universitetesvision, hvor både forskningen og uddannelserne baserer sig på hele det danske uddannelsessystems dialogprægede og antiautoritære tradition, med det mål at det store innovative og kreative potentiale i Danmark også fortsat kan folde sig ud.

Man kunne håbe på, at KU’s bestyrelse og folketinget besad modet til genetablere en reel tillid til et frit universitet, hvor universitetets ledere både har og står til ansvar baseret på et kollegialt mandat.