Kønsdiversitet i forskning: »Vi ved, at der er et problem. Nu ser vi på løsningerne«

I en grønmalet balsal i Videnskabernes Selskab har omkring 70 interesserede indfundet sig mandag aften den 21. november blandt storladne vægmalerier, guldlakerede søjler og brede mahogniborde. Rummet tæller flest kvinder, men også en håndfuld mænd har sat sig til bords. Alle har det tilfælles, at de er kommet for at høre om kønsdiversitet i den danske forskning.

»Jeg er her, fordi jeg oplever, at det er et kæmpe problem,« fortæller Stine Falsig Pedersen, som er professor og viseinstitutleder for forskning på Biologisk Institut ved Københavns Universitet. »På mit institut er der ca. 70 procent kvindelige studerende, men kun 20 procent kvindelige undervisere. Så er der jo noget galt.«

Mere når hun ikke at sige, før dagens arrangement går i gang, og roen i salen indfinder sig.

»Jeg er virkelig glad for det her arrangement, for nu kan vi endelig kigge fremad,« proklamerer Anja C. Andersen, da hun går på talerstolen som direktør for Videnskabsår22 – et projekt, der er søsat i anledning af 100-året for Niels Bohrs nobelpris i fysik, og som har til formål at videreformidle grundforskning.

»Normalt har det handlet om diskrimination af kvinder, og det bliver hurtigt lidt offeraftigt, og man bliver så deprimeret. Nu konstaterer vi bare, at vi godt kunne bruge mere diversitet i akademia, og så kigger vi fremad. Vi vil kigge på, hvilke tiltag der har været fra fonde, universiteter og ministerier, og så vil vi erfaringsudveksle,« fortæller hun, inden hun giver ordet videre til dagens moderator, Louise Drivsholm.

Ordstyreren nævner, at arrangementet sluttes af med spørgsmål og debat, og lokalet summer. Alle har meget på hjerte.

Ingen one-size-fits-all-løsninger

Programleder for forskning og innovation i tænketanken DEA, Jeppe Wohlert, dokumenterer, at manglen på diversitet særligt indfinder sig på de højere karrieretrin, og at kvinder genereæt er længere tid end mænd om at avancere i deres karriere på grund af mere undervisnings- og administrativt arbejde.

»Der er ingen hurtige løsninger, men rapporten viser, at der er flere greb til at arbejde med diversitet,« fortæller programlederen og starter en opremsning.

Ønsker man mere diversitet i forskning er et generelt politisk fokus med transparens og en klar ansvarsfordeling vigtigt. Fra forskningsinstitutternes side er det nødvendigt med klare, gennemsigtige kriterier for forfremmelse, familievenlige politikker og en generel øget fleksibilitet. Der bør også være en højere grad af diversitet i bedømmelses- og ansættelsesudvalgene, og så har mentorordninger vist sig nyttige, viser rapporten fra DEA. Hvad angår forskningsfonde kan en løsning være at øremærke midler til underrepræsenterede grupper såsom kvinder, ligesom en gentænkning af excellencebegrebet kan have en gavnlig effekt.

»Der er altså ingen one-size-fits-all-løsninger,« fastslår Jeppe Wohlert.

»Men der er løsninger!«

Øremærkede midler – brugbar eller barriere?

Efterfølgende falder snakken på øremærkede bevillinger til kvinder som en måde at opnå mere diversitet. Lone Gram fra Danmarks Frie Forskningsfond fortæller, at de hos dem har uddelt bevillinger til kvindelige forskningstalenter gennem forskningsprogrammerne FREJA, YDUN og Inge Lehmann.

»Kvinderne har fået flotte karrierer efterfølgende, men vi kan ikke vide, om der er kausalitet. Måske havde de også klaret sig fremragende uden disse bevillinger. Det er ikke til at sige,« proklamerer hun, inden Lene Oddershede, som er Senior Vice President, Natural & Technical Sciences fra Novo Nordisk Fonden, tager ordet og starter en debat, som deler vandene i salen.

»Personligt ville jeg til enhver tid foretrække at få en bevilling, fordi jeg var den bedste, og ikke fordi den var øremærket til mig,« siger hun, og ordstyreren må minde de fremmødte om, at der først må debatteres og stilles spørgsmål til sidst.

Lene Oddershede fortsætter og fortæller, at de i Novo Nordisk Fonden, i stedet for at anvende øremærkede bevillinger, har haft succes med at benytte sig af NERD-programmet som et skridt på vejen mod mere kønsdiversitet i forskningen. Programmet dækker over anonymitet i ansøgningsprocesserne og partial ramdomization.

»Det står skrevet i vores strategi, at det er vigtigt at få diversitet og inklusivitet som en del af kulturen på universitet. Vi mener, at det er nødvendigt for at opnå topresultater inden for forskning internationalt set, og det her er en af måderne at gøre det.«

Uklare mål

Da alle dagens fem oplægsholdere har været på talerstolen, går den afsluttende debat i gang, hvor de fremmødte kan erfaringsudveksle og stille spørgsmål til oplæggene. Pludselig vågner salen op, og en skov af hænder farer i vejret og slås om at blive hørt.

»Jeg kan allerede nu se, at vi får svært ved at nå alle spørgsmål,« griner ordstyreren lidt nervøst og minder salen om, at der efterfølgende er planlagt en reception, hvor der vil være rig mulighed for at diskutere videre.

Panelisterne bliver spurgt ind til både CV-bias, headhunting og NERD-programmet, før en tilhører stiller et spørgsmål, der får både forskere og bestyrelsesmedlemmer til at stoppe op og overveje deres svar.

»Hvornår har vi egentlig ligestilling? Hvad er succeskriterierne?«

En af oplægsholderne mener, at den kønsmæssige ligestilling kan gøres op rent procentuelt, og at målet er nået, når mindst 30-40 procent af forskerne er kvinder, mens andre synes, at tallet skal hæves til 50 procent. Leder af Gender Equality Team på Syddansk Universitet, Eva Sophia Myers, anskuer det fra en lidt anden vinkel:

»Jeg vil sige, at 40-60 er en god balance. Og når der ikke længere falder bemærkninger i tråd med, at man hellere vil gives bevillinger og stillinger, fordi man er den bedste, og ikke fordi det er øremærket bestemt, så begynder det at ligne noget,« siger hun med slet skjult reference til Lene Oddershedes bemærkning tidligere på aftenen. Igen må ordstyreren minde salen om, at tiden er knap, for deltagerne står i kø for at få deres kommentarer med.

Sidste ord får vicepræsident for Videnskabernes Selskab, Susanne Ditlevsen.

»Jeg har fået smidt i hovedet, at det var, fordi jeg var kvinde, uanset om jeg har fået en øremærket bevilling eller ej. Og det er jeg sikker på, at mange af jer andre også har oplevet. Men når man har et godt forskningsprojekt, må man da tro så meget på det, at man tager imod pengene uanset hvad.«

Flere omkring hende klapper, mens andre ryster på hovedet. Anja C. Andersen må med et udglattende smil genne oplægsholdere og publikum mod receptionen i det tilstødende lokale, hvor en intens summen fra den diskussionslystne flok kan høres, længe efter de har forladt salen.

»Jeg er meget tilfreds med arrangementet. Det var virkelig spændende og lærerigt,« fortæller viceinstitutlederen Stine Falsig Pedersen, der har siddet som tilskuer under hele arrangementet og nu er på vej til reception. »Men det er tydeligvis også noget, vi kan snakke meget mere om.«