Konkurrencestaten kort fortalt

»Konkurrencestaten« af Ove Kaj Pedersen udkom i 2011 og redegør for en bestemt forståelse af moderne stater – nemlig ideen om »nationernes konkurrence«, dvs. ideen om at alle lande i dag er del af en bestandig international kamp på kompetencer, viden og udvikling. Og at denne kamp er et grundvilkår, som vi ikke kan undsige os.

Ifølge Ove Kaj Pedersen er der en klar sammenhæng mellem globalisering på den ene side og de sidste mange års forandringer i den danske velfærdsstat – dens opgaver, organisation og ledelse – på den anden. Statens primære opgave er ikke længere at beskytte borgerne, men at ruste dem til international konkurrence.

LÆS OGSÅ: “Universiteterne er spydspidser i konkurrencestaten”

Hvor velfærdsstaten forsøgte at beskytte produktionsfaktorerne, herunder arbejdskraften, ser konkurrencestaten det som sin opgave at mobilisere alle samfundets ressourcer til konkurrencen med andre nationer. Det en stat, som kræver noget af den enkelte, som pålægger pligter, og som hele tiden tilstræber at effektivisere sig selv.

Velfærdsstaten voksede frem på ruinerne af 2. Verdenskrig og blomstrede under den kolde krig. Den forsøgte at beskytte og kompensere borgerne mod markedets og konkurrencens negative konsekvenser gennem sociale ordninger, som fx efterløn og understøttelse. Med Ove K. Pedersens ord var velfærdsstaten »en kulturinstitution til at skabe fremtidens menneske og samfund, hvor demokrati og demokratisering af individet stod i centrum.«

I 1970’erne var velfærdsstaten i knibe. De økonomiske konjunkturer var dårlige, og de talrige sociale ordninger gjorde ondt på de offentlige finanser. Rundt om i den vestlige verden blev socialdemokratiske regeringer skiftet ud på stribe, og i stedet begyndte neo-liberale statsledere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher op gennem 1980’erne at støbe fundamentet til konkurrencestaten.

Udviklingen tog for alvor fart gennem 1990’erne med USA’s præsident Bill Clintons første økonomiske program, hvor han erklærer, at USA be?nder sig i en konkurrence med nationer jorden rundt (og ikke længere blot Sovjetunionen). Også etableringen af EF’s Indre Marked og den første strategi for EF’s globale konkurrenceevne sætter turbo på konkurrencestaten, der bliver underlagt regulative rammer fra de store institutioner som EU og WTO.

I Danmark styrrer både røde og blå regeringer fra 1990’erne med udgangspunkt i konkurrencestaten. På uddannelsesområdet betyder det bl.a., at formålet med uddannelse langsomt skifter fra et dannelses- og demokratiperspektiv til et færdigheds- og arbejdsmarkedsperspektiv. Med andre ord gøres folkeskole og ungdomsuddannelser i stigende grad til genstand for konkurrenceevne. En udvikling, der kun bliver stærkere i de kommende år og som nu også har ramt universiteterne, mener Ove K. Pedersen.

Kilder: Diverse uddrag fra nettet