Kontrol af fusk

Medfører konkurrence om forskningsbevillinger og stillinger mere fusk?

I et nyligt debatindlæg i Politiken giver prorektor for Københavns Universitet, Thomas Bjørnholm, udtryk for, at dette ikke er tilfældet, fordi der er meget få dokumenterede sager om videnskabelig uredelighed. Han mener i øvrigt, at det er svært at snyde kolleger, når de bedømmer videnskabelige artikler eller ansøgninger om forskningsmidler og stillinger. Alt i alt skulle videnssamfundet fungere som et økosystem, som er selvregulerende. Gid det var så vel!

Opdaget fusk er toppen af isbjerget

I en artikel i Nature (2005, vol 435, side 737-738, af Martinson, Anderson and de Vries), fremlægges hårdtslående dokumentation for, at uredelighed er meget hyppigere, end man hidtil har troet. En anonymiseret spørgeskemaundersøgelse med flere tusinde forskere viste desværre, at en tredjedel af disse, inden for de sidste tre år inden undersøgelsen, havde handlet på måder, som burde sanktioneres.

Det er velkendt, at forekomsten af opdagede tilfælde af de alvorligste former for uredelighed (falsifikation, fabrikation og plagiat) er lav. Men at bruge dette som sovepude viser, at man ikke har forstået, at uredelighed og de hertil hørende omfattende gråzone-fænomener (manglende/sjuskede protokoller, undertrykkelse af uønskede resultater, manglende patienttilladelser, inhabilitet, manglende oplysninger om støtte fra firmaer og så videre) kun opdages i meget ringe omfang ved de anvendte bedømmelsesprocedurer.

Hertil kræves gennemgang af primært materiale og data, og det er ikke bedømmernes opgave. Bedømmere går normalt ud fra, at data i artikler og afhandlinger er fuldt troværdige, men i henhold til Nature-artiklen er dette desværre ikke tilfældet. De opdagede tilfælde af uredelighed anses derfor kun for at være toppen af isbjerget.