Kortere kandidatuddannelser er et nødvendigt tiltag

Vi har brug for universitetskandidater. Men vi har også brug for skolelærere, pædagoger og sygeplejersker – og el-installatører, industriteknikere og maskinmestre.

Der er ekstrem mangel på arbejdskraft fra en lang række faglige og mellemlange uddannelser. Alligevel søger flere og flere unge mod universitetsuddannelser, hvor beskæftigelsesgraden ikke er i top, selvom den heller ikke er dårlig. Det er en ubalance, som enhver ansvarlig regering må håndtere.

Regeringen foreslår at forkorte kandidaten fra 2 til 1,25 årsværk (svarende til 75 ECTS-point) for 70 procent af pladserne på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser og 30 procent for de naturvidenskabelige. Når regeringen foreslår at forkorte kandidatforløbet for mange studerende, vil det måske nudge flere nybagte studenter i retning mod de faglige og mellemlange uddannelser:

• For unge, der er usikre på studievalget, kan forslaget gøre det lidt mindre attraktivt at vælge en universitetsuddannelse.
• Samtidig gør forslaget det lidt mere attraktivt at vælge en faglig eller mellemlang uddannelse ved at overføre en del af de sparede midler hertil.

Lad os prøve andre formler end 3+2

bliver vi virkelig dummere af at få lidt færre akademikere, der til gengæld har bedre tilknytning til arbejdsmarkedet?

Reformkommissionen, hvis anbefalinger udspillet bygger på, foreslår, at de reducerede kandidatuddannelser kan strækkes til to år på deltid sideløbende med relevant erhvervsarbejde. Kommissionen anbefaler desuden gratis efteruddannelse til den nye type kandidater, så de kan få suppleret kompetencerne efter et par år på arbejdsmarkedet. Endelig slår kommissionen fast, at mange – f.eks. kommende gymnasielærere – har brug for den nuværende ordning.

Der er stort potentiale i at mindske dimittendledigheden ved at forbedre kandidaternes kontakt til arbejdsmarkedet. Hvis vi griber det rigtigt an og faktisk relaterer studiet til parallelt erhvervsarbejde, så tror jeg ikke, at den nye type kandidater vil komme bagved de traditionelle kandidater i køen på arbejdsmarkedet. Tværtimod.

Der er dog mindst fire udfordringer:

1. Den første udfordring er at undgå, at de nye kandidater bliver udnyttet som gratis praktikanter ved siden af studiet. Her må fagforeninger og arbejdsgivere garantere, at det supplerende erhvervsarbejde bliver med overenskomstmæssig løn.
2. Den anden udfordring er at give de nye kandidatstuderende et forløb med personlig vejledning. Man kan ikke blot spise dem af med kurser på store hold og så slutte af uden videre, når de 75 ECTS-point er opnået.
3. Den tredje udfordring er at hjælpe bachelorstuderende til at få studierelevant arbejde inden deltidskandidaten.
4. Den fjerde udfordring er, at skræddersyet efteruddannelse vil være dyr sammenlignet med pladser på eksisterende kurser.

De tre sidste punkter antyder, at den reelle besparelse kan blive minimal, selvom staten også sparer SU for ¾ år per kandidat. Men hvis man ser objektivt på arbejdsmarkedets balancer, er der næppe nogen vej udenom. Så lad os overveje, om vi kan påvirke processen konstruktivt i stedet for at skyde forslaget ned. Det kunne jo være, at gode akademikere kan opstå efter andre formler end 3+2 år på fuld tid.

Vi har ikke råd til det hele

Hvorfor kan vi ikke bare tildele flere offentlige midler til alle uddannelsesinstitutioner? Fordi vi ikke har råd. Vi skal også bruge midler til en lang række akutte formål. Jeg nævner blot fire eksempler fra den nuværende valgkamp: Energiomstilling, sundhedsvæsen, forsvar, klimabistand til udviklingslande. Fortsæt selv remsen. Det er næppe realistisk at tro, at universiteterne fortsat kan trække både en større andel af de statslige midler (inkl. SU) og en større andel af ungdomsårgangene.

Hvordan kan vi så få bedre økonomi på universiteterne? Det kan vi ved at tvinge de private fonde til at give det overhead, som deres bevillinger reelt koster. Husk, at fondenes midler er meget lempeligt beskattede. Det er kun retfærdigt, at fondene betaler de fulde, reelle omkostninger ved deres donationer. Lad os få politikerne til at hjælpe os med det. Der er nok flere penge at hente med den strategi end ved at slås med de mellemlange uddannelser om smulerne fra politikernes bord.

Nogle synes at mene, at regeringens forslag vil gøre os dummere som nation. Men bliver vi virkelig dummere af at få lidt færre akademikere, der til gengæld har bedre tilknytning til arbejdsmarkedet? Bliver vi dummere af at få flere skolelærere, pædagoger og maskinmestre? Det mener jeg ikke. Hånden på hjertet: Gør du?