Koteletter uden grænser

Vi er selv ude om det, det ved vi godt. At gletsjerne smelter og havene stiger; at korallerne dør og den danske sommer måske bliver lidt lunere – og mere blæsende – i fremtiden. Men de der lægger ryg til de største prygl når regningen skal betales, er med stor sandsynlighed verdens fattigste. Sådan er det altid, og det ved vi også godt.

For selv om man kan gøre et mere eller mindre helhjertet forsøg på at regulere sit CO2-udslip inden for nationalstatens rammer, er klimaforandringerne et ubestrideligt globaliseret fænomen. Og et brummende kulkraftværk i Europa slår igen som en knasende tørke i Afrika. For nu at stille det malerisk op.

Universitetsavisen har mødt Anette Reenberg som er professor i Geografi ved Københavns Universitet (KU) og specialist i geografiske forhold i det vestafrikanske Sahel-område, og særligt Burkina Faso. Anette Reenberg var sessionsleder ved KU’s klimakongres 10.-12. marts (Session 34: Adapting Human Land Use to Climate Change), og hun mener at klodens fattigste kontinent kan blive hårdt ramt af klimaforandringerne.

Men én ting er skiftende vejrforhold, noget andet er alle de andre udfordringer Afrika står over for.

»Det er rigtigt at Afrika er mere skrøbeligt end andre kontinenter. Især fordi Afrika har så mange forskellige udfordringer der spiller sammen. Fattigdom, høj sygdomsfrekvens og en dramatisk befolkningsvækst,« siger Anette Reenberg og fortæller at Afrikas befolkning sandsynligvis vil blive fordoblet i løbet af de næste 25 år. Det medfører et enormt pres på kontinentets landressourcer, og netop menneskets udnyttelse af klodens landareal er ifølge Anette Reenberg et centralt problem ved klimaændringerne.

En globaliseret kotelet
»En tredjedel af CO2-udslippet de sidste 200 år skyldes omdannelsen af skov til landbrugsjord. Og de sidste 100 år er det areal der er til rådighed per person, faldet fra otte til to hektar på grund af befolkningsvæksten,« forklarer Anette Reenberg og giver et eksempel på hvordan presset på klodens ressourcer udspiller sig i Afrika.

»Jeg har netop vejledt en bachelorstuderende der undersøgte hvilke konsekvenser det kan få at Saudi-Arabien nu har problemer med klimaet og har brugt nationens grundvandsressourcer til kunstvanding. Saudierne har nu svært ved at dyrke deres landbrugsjord og er begyndt at leje jord i Sudan. Ressourcemanglen får ofte sådan nogle kaskadeeffekter, så det er meget svært at skille tingene ad,« forklarer hun og afviser at se på klimaforandringerne i Afrika som et isoleret fænomen.

»Verden er globaliseret på godt og ondt. Saudi-Arabiens involvering i Sudan er ét eksempel. Et andet er landbrugsproduktionen som tidligere i høj grad var lokalt orienteret, men som nu er langt mere globaliseret. Når du for eksempel spiser din danske svinekotelet, ligger en fjerdedel af det fødevareareal der indgår i grisens foder, i Argentina hvorfra man henter sojabønner. Samtidig eksporteres 85 procent af den danske svineproduktion,« fortæller Anette Reenberg.

»På den måde kan befolkningsvækst og velstandsstigning nogle steder i verden sætte sit aftryk helt andre steder.«

Biobrændsel truer fødevarer
Presset på klodens ressourcer øges yderligere af den stigende interesse for biobrændsel, forklarer Anette Reenberg som er skeptisk over for idéen om at udnytte landbrugsareal til dyrkning af biobrændsel.

»Det man kalder andengenerationsbiobrændsel som ikke skal dyrkes, kan have en positiv effekt. Men for eksempel majs og raps fylder enormt meget, og hvis det skal dyrkes i konkurrence med fødevareareal, skaber det et uhyggeligt pres på ressourcerne,« siger hun og giver et regneeksempel fra en konference hun deltog i for nylig.

»For at dyrke biobrændsel nok til at forsyne Spaniens transportsektor med energi, ville man være nødt til at dyrke hele landets areal op. Det er jo slet ikke holdbart.«

Ved klimakongressen ledte Anette Reenberg en session der omhandlede hvordan arealanvendelsen kan tilpasses klimaforandringerne, og hvilke konsekvenser menneskelig udnyttelse af jorden har for det globale miljø. Men klimaet har ikke altid været overskriften på hendes forskning. Medierne og den overordnede retorik i forskningsverdenen har altid været med til at sætte en forskningsdagsorden, fortæller hun.

»Først handlede det om ørkenspredning, senere om bæredygtig udnyttelse af naturressourcegrundlaget, og nu laver vi projekter der handler om tilpasning til klimaet. Men det drejer sig jo alt sammen om at forstå hvordan mennesket tilpasser sig ressourcegrundlaget.«

»For mig handler det i høj grad om at forstå koblingen mellem systemer af mennesker og miljø, og om at forstå hvordan forskellige udfordringer spiller sammen,« siger Anette Reenberg som siden slutningen af 80’erne har beskæftiget sig særligt med Burkina Faso.

Vant til tilpasning
Hvordan opfatter afrikanerne selv klimaændringerne?

»Det kommer jo an på hvad du mener med ‘afrikanerne’,« smiler Anette Reenberg, overbærende med journalistens generaliseringer.

»For bønderne i det vestafrikanske Sahel-område, som ligger på kanten af ørkenen, er klimaændringerne ikke det mest presserende problem. Der er meget der tyder på at klimaforandringerne ikke vil medføre et fald i nedbøren i Sahel. Så kan der være andre problemer som vindforhold, eller at nedbøren bliver mere variabel og falder på ubelejlige tidspunkter i forhold til vækstsæsonen. Men bønderne har på grund af vejrforholdene i meget, meget lang tid været nødt til at tilpasse deres levevilkårsstrategier for at klare sig. De har andre og større bekymringer, for eksempel om der er vestlige bistandsprojekter på vej,« forklarer hun.

»Derimod er alle ret enige om at det sydlige Afrika vil blive meget mere tørt, så hvis du stiller spørgsmålet i det område, får du et helt andet svar. Afrika er jo et kæmpe kontinent som man ikke kan skære over én kam, og i netop Sahel-området viser klimamodellerne stor uenighed om den forventede udvikling,« siger geografi-professoren for igen at understrege at man skal passe på med at lave kvikke generaliseringer.

»Og så skal man huske at der både er en tilpasningsside og en forebyggelsesside af klimaproblematikken. Hele den diskussion vi har herhjemme om nedbringelse af CO2, er jo ikke voldsomt interessant i forhold til Afrika, bortset fra diskussionen om afbrænding af skov.«

Anette Reenberg er ikke klimatolog, men – som hun siger – geografer har altid beskæftiget sig med klimaet. At alle andre fag nu også skal arbejde med afsæt i klimaproblematikken, kan hun godt finde tankevækkende.

Kan du forstå hvis nogle synes at forskningen bliver gjort poppet når alle fag skal beskæftige sig med klima?

»Jeg synes da også at det er bemærkelsesværdigt at alle nu stimler sammen og laver kurser om klimaet og forsker i klimaudvikling. Så fra et universitetspolitisk synspunkt er det da lidt underligt, men omvendt er klimaændringerne en meget stor del af den globale dagsorden og noget som optager næsten alle. Men jeg synes ikke det er poppet,« siger hun.

Kongres skuer fremad
Klimakongressen i marts var en af KU’s største satsninger nogensinde. I løbet af tre dage og 58 planlagte sessioner delte forskere fra hele verden viden med hinanden. Resultatet blev en opsummerende rapport der ligger til fri afbenyttelse og inspiration for politikerne op mod FN’s klimakonference i København i december.

Kritikere mener at KU’ klimakongres ikke var så strengt videnskabelig som den burde være, mens andre forsvarer kongressen med at det er nødvendigt at oversætte videnskaben til lettere forståelig information hvis den faglige viden skal nå politikerne. Hvilke resultater forventer Anette Reenberg at kongressen vil afføde?

»Retorikken bag kongressen sætter den videnskabelige viden i et handlingsperspektiv. På den måde har kongressen et fremadrettet sigte. Og det synes jeg er en spændende fornyelse,« siger hun.

Apropos fremtiden – er du optimistisk?

Her tøver Anette Reenberg for første gang i samtalen, vel vidende at et bekræftende svar ville være på sin plads. Alligevel svarer hun:

»Hvis man for at være optimist skal kunne forestille sig at hele kloden skal kunne fortsætte med at leve på det niveau vi har nu, så er jeg nok pessimist. Der tror jeg faktisk at vi får nogle problemer.«

»Men,« tilføjer hun, »min egen holdning er at man ikke nødvendigvis behøver at leve på så højt niveau som vi i vesten gør i dag. Det bilder jeg mig i hvert fald ind at jeg sagtens kan lade være med.«

Anette Reenberg mener at også her er landbruget en vigtig faktor. Hun vender tilbage til svinekoteletten.

»Produktionen af animalske fødevarer kræver mellem to og ti gange så store arealer som vegetabilske produkter. Med vores forhøjede velstand har vi ændret fødevarepræferencer fra at være primært vegetabilske til primært animalske,« forklarer hun og peger på velstandsstigningerne i Asien som noget der kan skabe problemer.

»Det er ikke utænkeligt at der vil ske et mægtigt skifte hen imod en efterspørgsel på animalske fødevarer, og det vil virkelig sætte ressourcerne under pres.«

Med al ærefrygt for grønne afgifter og indian summer, så er danskerne nok ikke de mest udsatte for klimaforandringerne. Alligevel får klimaet stor opmærksomhed i Danmark – og langt mere end hungersnød og borgerkrige eksempelvis gør. Inden jeg forlader Anette Reenberg, udtrykker jeg min undren over at kampen mod den globale opvarmning kan mobilisere så stor folkelig opbakning i Danmark. Hun er ikke enig.

»Det er jo ikke min generation der kommer til at mærke klimaforandringerne på egen krop. Det er din. Men jeg synes ikke at de yngre generationer lader til at kunne forholde sig til klimaforandringerne. Synes du det?«

ser@adm.ku.dk