Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Krænkelser som sproghandlinger - og ytringsfrihed

Krænkelser — Peter Harder foreslår, at universitetets retningslinjer for krænkende adfærd slår fast, at formuleringer i eller om det læste stof ikke gælder som en krænkelse i en forstand, som åbner for klager over undervisere.

Den øgede opmærksomhed omkring krænkelser, som man i mange år har haft i USA og England, er i det sidste halvår for alvor kommet til danske universiteter. Efter de første iøjnefaldende sager har den meget negative reaktion fra medarbejdere og offentlighed for tiden skabt en tænkepause hos de ansvarlige ledelser. Forhåbentlig bliver den brugt fornuftigt. Stefan Hermanns kronik  i Politiken 27/1 (kræver login) kan tjene som inspiration til hvordan en besindig reaktion fra ledelsen kan se ud.

Nedenstående er et bud på hvordan problematikken kan opdeles i bestanddele, så man kan slå ned på reelle krænkelser og samtidig undgå konflikt med ytringsfriheden. Da det er en kompleks problemstilling der omfatter en sammenfiltret klump hvor me-too-bevægelsen og arven fra oplysningstiden bare er to aspekter, tror jeg det kan være nyttigt at gå lidt forsigtigt og nørdet frem.

Først er det nødvendigt at skelne mellem håndgribelige og sproglige krænkelser – de to ting kan ikke skæres over én kam. Det er kun sproglige krænkelser der rejser spørgsmålet om ytringsfrihed (og om hvilke jeg kan påberåbe mig en vis sagkundskab).

Sproglige krænkelser

Den sprogvidenskabelige diskussion om krænkende adfærd bygger på en metafor om’ansigt’ (face).  Det metaforiske ansigt kan karakteriseres som den andens ’værdighed i situationen’. På tværs af kulturforskelle gælder det at hvis man siger noget som angriber den andens ansigt/værdighed, skaber det en ubehagelig situation, især for dem det går ud over, men også for de øvrige deltagere. Det er derfor en god ting at alle institutioner har en politik for at undgå dem som led i at have en ’civiliseret omgangsform’, som det hedder i KU’s personalepolitik. At afstå fra dem (såvel som fra de mere håndgribelige krænkelser) hører med til at opføre sig ordentligt, simpelthen.

Noget der gør det kringlet at være præcis om sprogforhold, er at de involverer to forskellige niveauer, som kræver forskellig behandling, men kan være svære at skille ad. Sproghandlinger er forankret to steder – dels i et fælles offentligt normsæt, dels i en konkret handlingssituation. Ved at indgå i sproglig kommunikation appellerer man automatisk til det forudsatte kollektive normsæt, som gør det muligt at tale sammen; det er det, der bestemmer hvad ordene betyder, fx at ordet ko betyder ’ko’. Dette offentlige normsæt omfatter også almene regler såsom den om at undgå trusler mod den andens værdighed, samt normer for hvilke ord der pr. konvention udtrykker nedvurdering (’skældsord’; ’minusord’). Det kan derfor være svært at skelne det generelle normsæt fra det der hører til den konkrete kommunikationssituation.

Det er derfor afgørende at pointere følgende: Når man skal afgøre om en sproglig krænkelse har fundet sted, er det den konkrete handling i situationen det drejer sig om. Hvilken handling man foretager, kan aldrig sluttes alene af ordlyden. Konteksten skal altid med.

Det handler ikke om hvilke ord vi bruger, men om hvordan vi omgås

Men kan det nu være rigtigt? Er det fx ikke ALTID en nedvurdering at bruge n-ordet? Dette er blevet påstået, også i en akademisk sammenhæng. Forfatteren hævder endda at det kun reducerer krænkelseseffekten fra 10 til 9 på en skala 0-10, hvis ordet blot er nævnt, ikke brugt imod nogen.

Dette synspunkt er imidlertid uholdbart. Det fremgår bl.a. af at unge sorte i amerikanske storbyer som en selvfølge bruger det om hinanden i daglig tale. Jeg sad i engang i en bus, hvor der kom en gruppe ind og begyndte at tale om crazy niggers, mens alle andre passagerer så ned i gulvet og sad musestille. Og hvis man (som jeg ofte har gjort) skal gøre rede for den problematik i en undervisningssammenhæng, er det svært at komme uden om n-ordet. Igen: man er nødt til at kende den konkrete kontekst, hvis man ønsker at bedømme om der er foretaget en krænkende (sprog)handling.

Det betyder at den legitime interesse i at undgå krænkelser i undervisningen KUN handler om konkrete handlinger som lærere udsætter studerende for. Det handler ikke om hvilke ord vi bruger, men om hvordan vi omgås. Derfor kan krænkelser i den relevante forstand, der handler om at opføre sig ordentligt, aldrig opstå på grund af udtalelser der indgår i eller handler om fagets indhold. Efter samtalens grundlæggende regler udgør det ikke en personlig krænkelse at skulle læse og diskutere tekster som man ikke kan lide eller som siger noget grimt.

Ronkedorer og magtmisbrug

Der er to kendte former for krænkelsesproblemer, som der er god grund til at være på vagt overfor. Man kan kalde dem for ronkedor-problemet og magtmisbrugsproblemet. Ronkedor-problemet optræder når en lærer som et levn fra fortidens autoritetsforhold behandler studerende arrogant eller nedladende. Magtmisbrug drejer sig om forhold hvor lærere bruger deres magt til fx at stille krav der reelt forhindrer en ph.d. i at holde ferie. Men der kan tænkes mange andre situationer hvor lærere bærer sig ad på måder som studerende oplever som et problem.

Det første skridt bør her være at de tages op i den konkrete sammenhæng hvor de optræder. En model foreslået bl.a. af Thomas Brudholm er at indføre ’konfliktråd’, hvor problemet tages op i diskussion mellem lærer og studerende (med den nødvendige bistand udefra). Tjenstlige samtaler med eventuelle sanktioner bør kun komme på tale når det er sandsynliggjort at en lærer gentagne gange gør sig skyldig i den slags adfærd; og når anklager herom rejses, må man iagttage normale retssikkerhedsprincipper. Hvis det drejer sig om adfærd i undervisningen, kan man fx ikke nøjes med at spørge klageren.

Som de fleste andre vil jeg mene at det netop på universiteterne vil være i strid med formålet at have kollektive begrænsninger for hvad man må læse
*

Men hvad skal man så gøre hvis nogen, såsom medlemmerne af studenterorganisationen FRONT, siger at de gerne vil ændre det overordnede normsæt?  Det er der jo i sig selv ikke noget utænkeligt i, for normer ændrer sig under alle omstændigheder hele tiden. Man kan med henvisning til denne generelle klausul argumentere for en norm om at det er uacceptabelt at der indgår racistiske ord eller synspunkter i det faglige indhold, eller at kursusindhold domineres af døde hvide mænd.

Den krænkedes oplevelse

Dette synspunkt må så diskuteres, men ikke på niveauet for personlige krænkelser, hvor det ikke har noget at gøre. Det gælder på niveauet for fælles kollektive normer. Et eksempel er loven om blasfemi: Vi kan vedtage at den slags ting ikke er OK, hvis vi synes. Det er lige meget hvad den enkelte føler, herunder om nogen konkrete studerende synes det er krænkende – det er bare forbudt.

Pointen er så at indtil denne specifikke norm er indført, kan man ikke slå enkelte undervisere i hovedet med en sådan regel – uanset om nogle studerende ville føle sig bedre tilpas hvis reglen allerede var indført.

Denne sprogvidenskabeligt motiverede sondring kan kaste lys over den centrale formulering i KUs nye retningslinjer – at man skulle tage udgangspunkt i den enkeltes oplevelse af at være krænket. Denne formulering giver god mening hvis klagen går ud på at en lærer i en konkret situation har behandlet en studerende på en nedværdigende eller sårende måde. Det kan der jo netop ikke gives generelle kriterier for – det kommer an på situationen.

Alt hvad man kan finde på at sige om et kontroversielt emne, er en potentiel tankeforbrydelse

Den giver derimod ikke mening, hvis den åbner for at man kan klage over lærerens udsagn om fagligt indhold som man selv personligt opfatter som krænkende. Det ville skabe en situation analog med Orwells 1984, som professor Flemming Dela med rette sagde. Alt hvad man kan finde på at sige om et kontroversielt emne, er en potentiel tankeforbrydelse. Hvis man fx har en diskussion om national eller religiøs identitet, vil læreren skulle løbe spidsrod imellem dem som identificerer sig med den opblomstring der er sket i disse former for identitetskonstruktion, og dem som på grund af denne opblomstring mener der er stærkt behov for at dekonstruere dem.

Derfor vil jeg foreslå at den omformulering af retningslinjerne som for tiden er på dagsorden, refererer eksplicit til denne sondring – fx ved at slå fast at formuleringer i eller om det læste stof ikke gælder som en krænkelse i en forstand som åbner for klager over lærere.

I det øjeblik dette er slået fast, er spørgsmålet om hvad man eventuelt skal have af ændringer i de kollektive normer, frigjort fra den giftige krænkelsesproblematik. Så kan man forhåbentlig få en fornuftig diskussion om hvad man kollektivt vil betragte som dårlig stil.

Som de fleste andre vil jeg mene at det netop på universiteterne vil være i strid med formålet at have kollektive begrænsninger for hvad man må læse. Det ville (som mange har påpeget) stride imod de oplysningsidealer som al uddannelse bygger på i dansk sammenhæng. Hvis man kan kræve at blive skånet for at høre hvad racister siger, kan man fx ikke som led i uddannelsen lære at analysere og imødegå racistiske udtalelser – og det vil betyde at man bliver mindre oplyst på dette centrale punkt.  Det taler for høfligt, men bestemt at afvise alle krav om ’safe spaces’ og ’trigger warnings’ der beskytter imod indhold der af den enkelte kunne opleves som ubehageligt (som også Stefan Hermann siger med sin rektorkasket på).

Kursusindhold og afdøde hvide mænd

Der er en anden og vigtig diskussion om hvorvidt bestemte kurser anlægger et for snævert eurocentrisk perspektiv på temaer som berører race, migration og kulturel forskellighed. Men det er en faglig diskussion. Den handler (heller) ikke om krænkelser.

Klager begrundet i ønskelige udvidelser af perspektivet må begrundes i en helhedsbedømmelse, ikke i en kritik af et bestemt kursus

Undervisning er konstant udsat for historiske forandringer, som fx gør at man ikke kan bruge Luthers lille katekismus i skolen i dag – men det skyldes ikke at nogen føler sig krænket over den. Det er en diskussion man må have i fagmiljøerne (og studienævnene). Og de allerfleste universitetskurser er snævre i en eller anden forstand og handler ofte om ting udforsket af nu afdøde hvide mænd.

Klager begrundet i ønskelige udvidelser af perspektivet må begrundes i en helhedsbedømmelse, ikke i en kritik af et bestemt kursus. (Men studerende kan naturligvis tage det op i en faglig diskussion med læreren, snarere end som en anklage om at være krænket – og en sådan diskussion vil de fleste lærere tage op som et naturligt led i et aktivt undervisningsmiljø).

Nogle vil mene at spørgsmålet om konkrete sproglige formuleringer også bør behandles som et spørgsmål om ’god tone’. Skal universiteterne indføre regler om ’tonen’?

Mht. den debat er det vigtigt at forholde sig til at ’tonen’ lige siden den kom på dagsordenen i 1700-tallet, har været et våben fra de dominerende (’toneangivende’) grupper overfor ’ubehøvlede’ eller ’vulgære’ personer.  Derfor er der meget der taler for at lade det være op til den almindelige samtalekultur, snarere end ledelsen, hvordan man taler sammen.

Erfaringerne fra USA tyder på at regler om ’tonen’ let vil få overtoner af Stasi, og kun kunne håndhæves med stor vilkårlighed. Mehmet Necef har beskrevet hvordan hvad han kalder den ’antiracistiske diskurs’ og dens normer for hvad man måtte sige, endegyldigt tabte slaget i Danmark efter karikaturkrisen. Det vil yderligere isolere ledelsen fra den almindelige samtalekultur blandt lærere og studerende, hvis man prøver at liste den ind ad bagvejen via adfærdsregler på universiteterne.

Seneste