Krænkelses-kultur - made by medier

»MÅ MAN NU HELLER IKKE omtale mennesker med ’han’ og ’hun?« Sådan lød overskriften på en artikel i Jyllands-Posten i midten af januar. Et par timer senere havde de øvrige store danske aviser lavet kopi-artikler – fra Ekstra Bladet og BT til Berlingske og Politiken. På de sociale medier fik læserne clickbait-overskrifter som ”Ny krænkelsessag på Københavns Universitet: Lektor i biologi kom til at tale om mænd og kvinder”.

JOURNALISTERNE KØRTE HISTORIEN som en episode i en krænkelsesserie. Den er heldigvis mere medieskabt end universitetsvirkelig. Fakta fortaber sig et sted i forargelsen. Flere af de genbrugte oplysninger fra Jyllands-Posten var forkerte, og de blev ikke mere rigtige af at blive gentaget.

PÅ TWITTER KRITISEREDE nogle, at små sager bliver pustet store. Andre undrede sig over, at ingen journalister fandt og talte med de såkaldt klagende og krænkede studerende. Det er der gode grunde til: Der er ingen klagesag, og det er ikke en sag, der har været drøftet bredt på instituttet eller i studienævnet blandt studerende og forskere.

SAGEN HANDLER OM en kommentar givet efter en undervisning på Biologi. I forbindelse med sandsynlighedsberegning i statistikundervisningen blev en underviser spurgt ind til brugen af eksempler med kvinder og mænd (opfundne data). Episoden blev første gang nævnt i december som andenhåndsberetning på et internt dialogmøde om universitetets personalepolitiske retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd. Efter det jagtede Jyllands-Posten den pågældende forsker.

I DEBATTEN OM KRÆNKELSER spiller medierne en særlig rolle i forhold til at eksponere enkeltsager og polarisere debatten. Som rektor har jeg svært ved at få øje på alle de krænkelsesparate studerende, som medierne prøver at fremmane. KU modtager hvert år kun ganske få formelle klager over undervisningen og ikke et stigende antal. Sidste år var der 7 klagesager over undervisere og året inden 12.

DET ER MERE end velkomment, at studerende rejser spørgsmål om såvel akademiske, didaktiske og trivselsmæssige temaer. En forsker på KU bør altid kunne begrunde undervisningsmæssige valg og prioriteringer fagligt og i forhold til akademiske standarder. Spørgsmål eller indvendinger fra studerende medfører naturligvis ikke per automatik ændringer af undervisningens gang.

DEN OFFENTLIGE DEBAT har vendt tingene på hovedet. Uanset hvad udgør de studerende ikke en trussel for de udlærte akademikere ved at stille kritiske spørgsmål. Forskere og politikere må acceptere, at de studerende stiller spørgsmål, som ikke overholder spillereglerne for den akademiske debat. De studerende er netop ikke professorer eller lektorer, men studerende. Forskerne skal vise deres faglige overskud og overblik og vejlede de studerende om, hvad der udgør lødige videnskabelige argumenter og belæg, og hvad der ikke gør det. Universitetet har først for alvor et problem, hvis en underviser ikke kan forklare og forsvare sine eksempler, sine valg af teorier eller for den sags skyld sin adfærd i undervisningen med akademiske argumenter.

DE STUDERENDE HAR alle dage udfordret underviserne. Det er godt. Det er både et udtryk for den ikke-uddannedes kritiske blik på underviserens akademiske belæg. Og det er de unges nye perspektiver, der brydes med de ældres måske mere konservative blik på verden. Professorerne skal tåle spørgsmål uden at føle deres faglige integritet og autoritet truet.

VIDENSKABEN TÅLER MEGET og udholder alt. Og jeg håber på, at alle ikke tror på alt, hvad de læser i medierne om en såkaldt krænkelseskultur på KU.