Krematoriet bliver til aske

»Udført i brutalistisk stil men med et humanistisk touch.«

Sådan beskrev prodekan Jens Erik Mogensen gammel KUA, da det i onsdags lå på dødslejet. Som i et sidste forsvar for betonmareridtet forklarede han uddybbende, hvordan den flade byggestil, som i sin tid blev tegnet af Eva og Niels Koppel, skulle mime en flad magtstruktur.

Tilsyneladende blev alle ideer om æstetik ofret på de sociale utopiers bål ved samme lejlighed. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra den almindelige holdning blandt folk, hvor der er langt mellem dem, som med hånden på hjertet beskriver byggeriet som kønt – eller om end ikke andet – så bare til at bære at se på.

Som tidligere beboer på Tietgenkollegiet med direkte udsigt til monstrummet bliver jeg, til min egen overraskelse, alligevel ramt af blandende følelser, som jeg går rundt mellem saltstangsspisende og papkrusholdende KUA-ansatte:

Var det overhovedet så slemt, når det kommer til stykket? Har gammel KUA været en art universiteternes askepot, som vi glemte at sætte pris på, mens tid var? For at lodde stemningen spørger jeg et par gæster, om nedrivningen i deres øjne er trist eller tiltrængt?

Miljø tager tid

Jette Bank fra økonomiafdelingen tøver ikke: »Jeg glæder mig. Meget. Jeg har altid syntes, stedet var indeklemt og utiltalende.«

Lis Schröder, TAP’er på KUA gennem mange år, har dog en anden opfattelse: »Det er trist. Jeg har været meget glad for at være her.«

Vi smalltalker lidt, og da jeg fortæller, at jeg ikke synes, det endnu helt er lykkedes at skabe et levende og hyggeligt miljø på for eksempel Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, hvor jeg kommer fra, sukker hun lettere opgivende: »Ja, den slags tager lang tid«.

Jeg er altså ikke den eneste, som har det en smule ambivalent med udslettelsen af gammel KUA, men jeg kan stadigvæk ikke helt pinpointe hvorfor. Bygningen er og bliver en arkitektonisk fadæse – de gange jeg har forbandet dens nedjusterende indflydelse på solnedgangen fra min altan er utallige – men Lis har en pointe, synes jeg. Miljø tager tid. Tanken om det endeløse antal frivillige timer, som skal lægges i det nye KUA 2, før det opnår samme kaffebar- skråstreg opslagstavlesagtige atmosfære, giver mig helt sved på panden.

Vejret gør heller ikke noget godt for det nye KUA 2 i dag. Som golde industrikomplekser tårner det sig op i forårssnestormen. Jo, det er da pænt og stilrent. Og ser ikke mindst dyrt og eksklusivt ud. Og ja, jeg vil nok, når det kommer til stykket, hellere til forelæsning i lyse lokaler med højt til loftet end sidde i mystiske lokaler og barakker, hvor indeklimaet er mildest talt tvivlsomt.

Men jeg hæfter mig alligevel ved, at mine medstuderende og jeg på trods af dette alligevel altid valsede over i kaffebaren i gammel KUA, når nu vi havde chancen for at hænge ud i nye fancy bygninger. Der var bare hyggeligere og mere retro chickt.

Et sted hvor ånd ikke kan leve

Tilbage til prodekanens gravtale. Gammel KUA’s øgenavne i pressen og litteraturen gennemgås, og der fnises i krogene. Herunder Erik Nielsen fra Weekendavisens udråbelse af bygningen som et sted, hvor »ånd ikke kan leve« og i den mere hårdtslående ende; Jan Sonnergaards beskrivelse af bygningen som et stort krematorium.

»Nu kan man så sige, at krematoriet bliver til gravaske.«, afslutter han, og folk hvisker og griner skiftevis, inden der udråbes en skål for gammel KUA og fremtiden på KUA 2.

Til spørgsmålet om nedrivningen er tiltrængt eller trist hælder jeg, efter flere overvejelser, til lidt småtrist, selvom jeg sagtens kan følge alle modargumenterne, og mine skriverier nu på pinlig vis går hen og får karakter af en ophøjende nekrolog. Kald mig bare nostalgiker. Men hvor jeg alligevel under den nuværende beboer på mit tidligere kollegieværelse en mere nydelig solnedgang.

Uni-avis@adm.ku.dk