Kritisk biologiprofessor prikket

Berthe M. Willumsen glemmer sent tirsdag den 12. januar.

Det var dagen, hvor de ansatte på Biologisk Institut per e-mail fik besked på, hvem der skulle til samtale med institutlederen. Alle vidste, at en mødeindkaldelse reelt betød, at de skulle afskediges.

Hvis beskeden dumpede ind inden klokken 11, var det ensbetydende med, at man skulle fyres med det samme. Lå mødeindkaldelsen i indbakken før klokken 14, skulle de varsles om, at der ikke vil være penge til at betale deres løn efter de kommende to år.

»Ventetiden var møg ubehagelig. Hver eneste på instituttet frygtede, at det blev dem, så vi sad alle skiftevis og tjekkede vores mail og snakkede sammen på gangene,« siger hun.

Berthe M. Willumsen husker, at hun åndende lettet op, da indbakken stadig var tom klokken 11, men kort efter meldte uroen sig igen og ganske rigtigt var der post klokken 13.23.

»Officielt er jeg ikke blevet afskediget, men varslet. Nogen håber, der sker et mirakel, men reelt er der tale om en fyring,« siger hun.

Talerør for utilfredshed

Berthe M. Willumsen, der er professor (mso, det vil sige professor med særlige opgaver – hendes inden for undervisning) og desuden forsker i cancerceller, rejste sig på et stormøde sidste år, hvor rektor, dekanen på naturvidenskab og institutlederen var til stede, og forklarede, hvorfor hun og de andre ansatte havde mistet tilliden til deres dekan.

Dengang skulle Biologisk Institut også afskedige, og der var oprørsstemning blandt de ansatte.

Talen var ét langt anklageskrift rettet mod dekan Nils O. Andersen. Han havde ikke indfriet forventningerne til en mere gennemsigtig og professionel ledelse. Dekanatets administration havde vokseværk, og derfor måtte de menige medarbejdere nu bøde, lød kritikken.

»Jeg lagde stemme til det, vi alle gik og sagde til hinanden på instituttet. Det var vigtigt, at rektor forstod situationens alvor, og at vi havde mistet tilliden til dekanen, så jeg fortryder på ingen måde, hvad jeg sagde på mødet,« siger Berthe M. Willumsen.

Hun har fået en del kommentarer fra kolleger, der blandt andet siger, at »sådan går det, når du stikker næsen frem.«

»Jeg ved godt, at mange tror, at det er derfor jeg skal afskediges, men jeg er helt sikker på, at jeg ikke er blevet udpeget, fordi jeg har været kritisk over for ledelsen. Nils O. Andersen tog min kritik pænt, selvom det selvfølgelig var en ubehagelig situation for os alle – det er umuligt for mig at tro, at han ville beordre en afskedigelse. Jeg kender Karsten (institutleder Karsten Kristiansen, red.) godt, og han ville aldrig fyre en, fordi det passede dekanen,« siger hun.

Voldsom omvæltning

Varslingen om, at hun skal afskediges, har fået Berthe M. Willumsen til at spørge sig selv, hvorfor det så netop blev hende?

Er jeg ikke god nok? Har jeg ikke passet mit arbejde ordentligt? Tankerne har rumsteret i hovedet.

Hun er nu nået frem til den erkendelse, at det ikke er hende, der er noget galt med, men at systemet simpelthen har ændret sig på det senere.

Hun peger på, at politikerne har omlagt finansieringen af universiteterne i et tempo, så universiteterne ikke har kunnet følge med. Reformerne betyder, at udgifterne til infrastruktur og lønninger i stigende grad skal komme fra projektmidler i stedet for faste basisbevillinger.

»Du kan med nogen ret bebrejde universitetsledelserne, at de ikke har tilpasset institutionen til forandringerne i tide, men det er på den anden side en enorm omstilling, som vil tage tid, der ikke findes – og derfor kommer til at ødelægge universiteterne, som vi kender dem i dag,« siger Berthe M. Willumsen.

For små fremskridt

Forandringerne betyder, at en forsker i fremtiden skal være helt fremme i skoene på alle de områder, stillingen indebærer – intet kan køres på lavt blus.

»Man skal skaffe bevillinger, forske, køre sin forskergruppe, publicere, vejlede bachelor- og specialestuderende, undervise store hold, udvikle laboratorieøvelser, kunne benytte diverse kursus-administrative computersystemer og formidle sin

viden, sidde i råd og udvalg; og ingen er super stærke i det hele, ligegyldigt hvor meget vi alle ønsker sådan nogen findes.«

Trods en forskningsrådsbevilling, der løber til slutningen af 2010, kan Berthe M. Willumsen godt mærke, at hendes forskningsfelt ikke længere er in, og at bevillingsgiverne har vendt blikket i en anden retning. I dag er det af stigende betydning at få sin forskning offentliggjort i store anerkendte tidsskrifter for at skabe medieomtale og dermed tiltrække flere bevillinger.

»Jeg har fået resultater, der giver ny erkendelse, men som er svære at sælge. Det betyder ikke, at det ikke er god forskning med vigtige opdagelser, men jeg er helt sikkert blevet prikket, fordi min forskning ikke længere trækker så mange penge til,« siger Berthe M. Willumsen.

Gode undervisere ryger

Hun mener, at alle forskere på et eller andet tidspunkt når til en skillevej i deres akademiske karriere i konsekvens af, at det emne, deres karriere tager afsæt i, udforskes og afdækkes.

En gruppe kaster sig over en ny gren af forskningen, mens en anden i stigende grad bliver interesseret i at undervise og lære fra sig.

Berthe M. Willumsen hører til sidstnævnte, så det var naturligt, at hun i 2003 fik en ny stilling som professor med særlige opgaver. Hun blev dermed ansvarlig for at udvikle dele af undervisningen på sit institut, hvilket naturligt nedprioriterede hendes egen forskning.

»Et institut har både brug for forskere, der er gode til at trække penge hjem, og for forskere, der er gode til at undervise. De to typer supplerer hinanden virkelig godt, men det ser ud til, at i en situation, hvor der skal prikkes medarbejdere, ryger der mange af de gode undervisere. Det er urimeligt, da vi i de sidste ti år er blevet tudet ørerne fulde af, at god undervisning skulle være kvalificerende,« siger hun.

Straffes for holdspil

Berthe M. Willumsen mener også, at det nu koster hende dyrt, at hun har været en god holdspiller, der har passet sine pligter og gjort tingene ordentligt. Hun har blandt andet også brugt tid på arbejde i Akademisk Råd og mange typer udvalg for instituttet.

»Du får med tiden indsigt i, at du kan bidrage til institutionen med andet end at skaffe forskningspenge hjem. Et institut fungerer godt, fordi der er ansatte, der holder sammen på det i det daglige. Sådan en er jeg,« siger hun.

Pølsefabrik er ikke løsningen

Hun frygter for Biologis fremtid, da hun nu kan se, at mange dedikerede undervisere er på vej til at blive fyret.

En mulighed nogen ser for at redde noget, er at lægge undervisningen af biokemikerne, biologerne og biomedicinerne sammen på store hold på bachelordelen, men Berthe M. Willumsen mener, at det blot vil forværre frafaldet.

»Erfaringerne viser, at vi kan holde på de studerende, hvis vi formår at give dem en faglig identitet og stolthed ved deres fag. Men hvis vi propper dem ind i en biologi-pølsefabrik, bidrager det ikke til at opbygge identitetsfølelsen, og så falder de fra,« siger hun.

Berthe M. Willumsen har endnu ikke haft overskud til at tænke på fremtiden, så hun ved ikke, hvordan hun vil forlænge sit arbejdsliv, når de to år er gået.

clba@adm.ku.dk