Kroppen skal styrkes i læringen efter fjernundervisning og corona

I corona-krisens kølvand skal vi igen til at bruge kroppen ikke mindst i læringssituationer. Alt tyder på, at fjernundervisning godt kan supplere, men langt fra erstatte den menneskelige interaktion i undervisningssituationen. Den seneste undersøgelse på området viser, at studerende har deltaget mindre, forberedt sig dårligere og været langt mindre engagerede i corona-undervisningen.

Naturligvis har vi på universitet lært meget af den udstrakte brug af de digitale undervisningsmidler, men ligesom de har oprustet os, skulle vi måske også nu begynde på nye måder at opdatere vores evne til at bruge kroppen og involvere sanserne i undervisningen.

I min nye bog ’Med kroppen ind i kulturen’ giver jeg et bud på, hvordan unge mennesker fra gymnasieelever til universitetets bachelorstuderende kan udvikle deres nysgerrighed over for historie og kultur ved at erkende via kroppen og lære med idrætten og kropskulturen som nøgle.

For at forstå, hvor central en rolle kroppen kunne have i tidligere samfundsformer, kan man pege på udviklingen fra det antikke gymnasion, der var en undervisningsanstalt, hvor unge sportsmænd trænede nøgne, til vor tids gymnasium, der næsten udelukkende er en åndsanstalt. Fra antikkens fokus på kroppen og den antikke sports enorme indflydelse på demokrati, religion, politik og kunst har vi i dag bevæget os til et fokus på ånden, hvor kroppen har trange kår og i vid udstrækning underlægges markedets luner.

Idræt udgør et ’kroppens sprog’, og ligesom man udfører bøjninger i gram­matik, udfører man også bøjninger i gymnastiksalen. Idrætstræning er øvelse i kroppens grammatik. Faktisk forsøgte den danske gymnastikpæda­gog Agnete Bertram at skabe ’et gymnastisk skriftsprog’ i bogen af samme navn fra 1966.

»Virkeligheden er konkret«

Hele ideen om, at der findes en åndelig dannelse, der er uafhængig af kroppen og den konkrete erfaring, er ubegrundet. Den amerikanske forsker i kognitiv lingvistik Marc Johnson har vist, at selve vort højt hævede og åndrige sprog er opbygget ud fra fysiske og kropslige metaforer. For eksempel er udtrykket ’han er i balance’, eller at en forskers teori ’virker afbalanceret’ et udtryk for vores erfaringer med, at genstande eller væsner, der mister balancen, vælter. Kroppen er sprogets byggesten.

Den tyske digter og dramatiker Bertolt Brecht sagde: »Virkeligheden er konkret.« Den franske kunstner René Magritte malede i 1929 et senere verdensberømt billede af en pibe med titlen: Ceci n’est pas une pipe (Dette er ikke en pibe). Herved får han gjort opmærksom på, at maleriet jo gan­ske rigtigt kun er et billede af en pibe, ikke piben selv. Alligevel tilbyder vi næsten udelukkende indlæring via repræsentationer af verden i stedet for også selv at mærke verden.

Endnu i dag anser en del intellektuelle konkurrencesport som lavkul­tur og den sportslige kamp for at vinde som lettere primitiv. Åndsarbej­de overmatcher håndsarbejde. Men modstand kan få én til at yde sit ypperste. Den mest sublime æstetiske nydelse kan opleves, når de bedste fodboldspillere i verden tørner sammen i en spændingsmættet Champions League-kamp.

Netop fordi begge hold vil vinde, kan man her se menneskelegemets ypperste formåen endog under pres eller netop via presset. Jo dygtigere ens modstander er, jo mere tvinger han det bedste frem i én med rytmer, ryk, tempo og positionsskift. At beholde balancen, mens modstanderen prøver alt for at få én ud af balance, skaber en særlig elegance.

Der opstår hele tiden nye smukke mønstre og overrumplende volter og vendinger i forsøget på at holde på bolden og holde modstanderen fra bol­den. Komplekse geometriske mønstre malet – ikke på en græsk vase, men på grønsværen. Hele kroppen – fra isse til fod – er involveret i legen med bolden. Kun bevidsthedens håndlangere, hænder og arme, skal undgå be­røring med bolden, hvilket giver spillet dets intuitive, flydende præg.

Apropos Niels Bohr så er modsætningen mellem krop og ånd ikke større end, at han var målmand for Akademikernes Boldklub

Med Poul Henningsens (PH’s) ord: »Uenighed gør stærk.« Eller med Niels Bohrs ord: Modsætningerne er komplementære, de både udelukker og betinger hinanden. Konflikten afføder en helt ny skønhed og et nyt dra­ma. Og uden denne modsætning ville gassen gå af ballonen. Apropos Niels Bohr så er modsætningen mellem krop og ånd ikke større end, at han var målmand for Akademikernes Boldklub, i hvis klubhus Institut for Idræt og Ernærings hum-sam forskergruppe i dag har kontorer. Hans bror Harald Bohr, der har lagt navn til KU’s underviserpris, Årets Harald, var landsholdsspiller og med til at vinde sølv ved OL i London i 1908.

Koreografien er ikke nedskrevet på forhånd, men er uforudsigelig og bliver skabt for øjnene af os i et svimlende nu, hvilket giver sporten dens forunderlige præg af nærvær eller med æstetikforskeren Hans Ulrich Gum­brechts begreb: ’presence’, der med hans ord gør elitesport til »nutidens gi­vetvis mest populære og mest slagkraftige form for æstetisk oplevelse«.

Bevæg dig i den verden, du vil kende

I læringen kan sansningen involveres på flere måder. For det første kan den overordnede samfundsudvikling analyseres ud fra idrætten, hvorved den studerende får dette sanselige drama som udgangspunkt for at forstå kultur og historie. For det andet kan idrætten ses i en brede­re kontekst af kropskultur, som inkluderer nøgenhed, seksualitet, kroppen i kunsten, kristen askese og meget mere. For det tredje kan der fremlægges et visuelt materiale i form af billeder, videoer og spille- og dokumentarfilm, hvor bil­leder udvælges ikke kun til illustration, men også til dokumentation. Der kan derudover arbejdes med pro­blemløsning som et vigtigt læringsværktøj. Når man selv tumler med spørgs­mål og svar, bliver erkendelsen ikke udvendig lærdom, men en del af én selv.

For det fjerde kan der gives en sanselig tilgang til kulturen ved ’på stedet’-guid­ninger både på udenlandske idrætskulturelle steder (Athen/Olympia, Rom og Berlin) og på danske (Ollerup og Østerbro) à la ’Med kroppen til Athen/Rom/Berlin’. Når man ople­ver kropshistorien ’på stedet’, giver det en stor motivation og god forståelse af temaet. Samtidig får man bevæget sig, uanset om man går, cykler eller løber i byens rum.

Det kræves selvfølgelig, at der vælges at guide i hovedstæder, fordi de har en særlig interes­sant kropskulturel historie. Det kropslige aspekt kan ligefrem bliver en indfaldsport til en by, ved at man for eksempel oplever en fodboldkamp med byens lokale hold eller genoplever udløbere af nøgenkulturen i det gamle Østtyskland gennem at besøge det nutidige Berlins utallige saunaer, spa-og wellness-centre, hvor man stadig bevæger sig omkring uden en trevl på kroppen.

Men mere end det: Man kan gå på byvandring, men man kan også gå på ’byklatring’, altså tilegne sig byen vertikalt ovenfra, uanset om man be-væger sig op i kongepaladset i Rom eller i tv-tårnet på Alexanderplatz i Berlin, hvorfra man kan få et fantastisk fugleperspektiv på den by, man skal besøge. På vej op i kongepaladset i Rom kan man se byen fra stadig nye per­spektiver, når man når højere og højere niveau, hvorved der træder stadig nye detaljer frem.

Man kan også løbe sig ind i historien ved ligefrem at tage en joggetur på det antikke stadion i Olympia. Alternativt en løbetur på den store antikke hestevæddeløbsbane i Rom, der i dag bruges som rekreativt område, eller på Olympia Stadion i Berlin, hvor OL i 1936 blev afholdt.

Ens egen krop skulle også gerne blive involveret, uanset om man stu­derer statuer af sportsmænd i vores parker og idrætsanlæg, om man helt bogstaveligt går i kejser Augustus’ fodspor i hans fredsalter i Rom, om man fornemmer ubehaget ved at stå i et nazistisk kultrum oven på den tyske rigs­sportsførers urne på det olympiske anlæg i Berlin, eller om man som de troende katolikker lader sin hånd bevæge sig hen over foden på statuen af Sankt Peter i Peterskirken i Rom og dermed bidrager til at gøre den drå­beformet som et tegn på millioner af troendes hengivenhed. Det kan man kalde hands-on-erfaring. Men det er desværre langtfra altid tilladt.

Her er et eksempel på guidning af bachelorstuderende på KU: Med kroppen til Rom.

I erkendelse af faghistoriens begrænsede rækkevidde er historikerne gennem de senere år begyndt at eksperimentere med nye formidlingsfor­mer, ved at de studerende selv prøver at leve, som deres forfædre gjorde – reenactment hedder det. I idrætsundervisningen på Københavns Universitet ud­fører de studerende således en svenskinspireret gymnastik, som andelsbønderne gjorde det omkring år 1900, og siden prøver de Niels Bukhs efterfølgende tempogymnastik, der var langt mere dynamisk og svedfrembringende.

Herigennem kan de studerende få en fornemmelse af, hvordan landboerne via kroppen lærte sig at løfte i flok i en tid, hvor de fik brug for at samar­bejde økonomisk gennem andelsbevægelsen, men også hvordan der i takt med, at der kom mere gang i hjulene i landbruget, kom mere fart over gymnasternes bevægelser. De studerende udfører altså de historiske aktørers bevæ­gelser i form af den danske kollektive, lineære og rankende landbogymna­stik fra omkring 1884 som erkendelsesvej til landboernes kropslige forbere­delse på at disciplinere sig til at bidrage til både andelsbevægelse og politisk systemskifte i 1901.

Samfundet forandrer sig ikke uden kroppen som dynamisk faktor

En sådan tilgang forekommer relevant i en tid, hvor det bliver stadig mere tydeligt, at erkendelse via krop og bevægelse fremmer indlæringen også i de boglige fag. Motion og emotion hænger sammen. Kroppen kan altså via gymnastikken trænes til det samfund, mennesker er i gang med at forme. De studerende kan selv udføre de forskelli­ge gymnastiksystemer lige fra svensk gymnastik til Niels Bukh-gymnastik­ken og til J.P. Müllers verdenskendte hjemmegymnastik.

Lidt dristigt kan man sige, at der ikke sker større samfundsforandringer, uden at kroppen er med som en dynamisk faktor.

Lidt dristigt kan man sige, at der ikke sker større samfundsforandringer, uden at kroppen er med som en dynamisk faktor: Selve ideen om, at alle frie mandlige borgere kunne stille nøgne – og dermed distinktionsløse – op bag startsnoren ved de antikke græske sportslege blev en vigtig forudsætning for udviklingen af de det græske demokrati på folkeforsamlingerne. Også kristendommen fik gennem middelalderen et højst aktivt forhold til kroppen, der via askesen skulle bygge bro til frelsen.

Her kan man inspireres af den fænomenologiske metode, hvor man i stedet for at tro, at man på forhånd med hovedet har begrebet et fænomen, igen og igen forsøger at sanse det på ny. Meget tyder derudover på, at bevægelse i forbindelse med læring øger hukommelsen. For eksempel har man gode erfaringer med, at dementes udøvelse af ungdommens danse kan genaktivere dele af hukommelsen.

Inden for den moderne læringsforskning er der i dag opmærksomhed over for at involvere kroppen i læringen. Med lektor emeritus Ole Laurid­sens ord: »Man skal sylte folk ind i sanser. Hvis du både ser det, rører det og hører det, er der således hele tre tilgange til det, og så skal du nok huske det.« Ole Lauridsen afviser også, at mennesker skulle have fundamentalt forskellige læringsstile. Alle mennesker får stimuleret deres indlæring ved at benytte sig af flere skriftlige, auditive, visuelle og taktile indlæringsformer.

Tendensen til at inddrage alle sanserne i læringen er led i en større kul­turel bølge. Tidligere måtte ”græsset ikke betrædes”, der var ”ingen boldspil i gården”, og det hed, at ”udstillingsgenstandene må ikke berøres”. Nu bliver næsten alle offentlige parker indrettet til jogging, boldbure og kurve sættes op over alt, og museerne arrangerer sanseudstillinger, hvor børn og barnlige sjæle kan røre ved kunstværkerne. ’Græsset skal betrædes’!

Dog er det ikke altid nemt at få mennesker til at sanse med hele kroppen. For at fornemme, hvordan århundreders disciplinering sidder i os, kan man iagttage et publikum til en koncert. Mange sidder selv til en rockkon­cert stille eller står og svajer kun ganske lidt. Heroverfor har forfatteren Elias Canetti i bogen Masse og magt fremdraget et eksempel, hvor et fransk ma­tros-orkester spillede den franske nationalmelodi, Marseillaisen, for en gruppe tasmanske urfolk, der reagerede ved at vride og vende kroppen i en forunderlig rytmik. Deres respons foregik ikke kun gennem øret, men gennem hele kroppen. Mange steder i Afrika danses der i øvrigt stadig til arbejdet, hvorved arbejdet bliver leg og legen arbejde.

Skønt ovenstående især er møntet på undervisning i historie og kultur, skal det understreges, at de samme kropsligt involverende processer ligger lige for inden for mange naturfag. For mit eget vedkommende opstod en af de stærkeste oplevelser af nærvær og erkendelse, da jeg på Geologisk Museum september sidste år fik mulighed for at røre ved et stykke af Månen og Mars samtidig med, at jeg på min Skyview-app havde lokaliseret, hvor himmellegemerne befandt sig i. En himmelsk kontakt.

Afslutningsvis skal det understreges, at digital og analog læring naturligvis ikke står i modsætning til hinanden. Analytiker Stanis Elsborg og jeg har derfor udviklet en hjemmeside til ovennævnte bog med film og opgaver under stadig fornyelse. Dertil kommer vores podcastserie på Mediano om de moderne olympiske lege, samt vores meget velbesøgte hjemmeside om idrætshistorie.