KU-demonstranter marcherede ind i OK-hæren

Parolerne bliver langsomt flere på Vor Frue Plads.

Ti demonstranter bliver til tyve, tyve til fyrre, da ansatte og studerende på Københavns Universitet stimler sammen for at kræve højere løn og sikring af den betalte spisepause.

De bannere, der blafrer i vinden og skiltene, der higer mod himlen, er prydet med slagord, der lige så godt kunne bæres af pædagoger, lærere eller politibetjenten. »En løsning for alle«. »Sammen er vi stærkere«. »Jeg kæmper for respekt for vores arbejde.«

Daniel Pedersen, en TAP’er fra Dansk Magisterforening, bærer et skilt med det sidste budskab. Han lader det hoppe op og ned, mens dagens første taler, HK-fællestillidsrepræsentant Ingrid Kryhlmand, tester den transportable højttaler:

»Der er ingen lønfest i det offentlige. Det er fake news!«

Pedersen og de andre hujer. Senere fortæller han, hvis skriggule vest bærer omtrent samme budskab som hans skilt, at reallønnen og den betalte spisepause er værd at demonstrere for, men at han ikke er mødt op for sin egen skyld.

Jeg er ikke værd at fyre

»Jeg demonstrerer ikke for de KU-ansatte, men for alle offentligt ansatte. Det er vigtigt for mig at støtte op om det her. For vi står stærkere sammen,« siger han.

»Der er ingen lønfest i det offentlige. Det er fake news!«

Ingrid Kryhlmand, HK-fællestillidsrepræsentant

De i alt tre talere, der træder op på trinnene foran universitetet, lader enkelte gange ordene kredse om de KU-ansatte. Én siger, at hun slet ikke er værd at fyre, fordi hendes arbejdsvilkår i forvejen er så ringe. En anden nævner, at ingen bliver postdoc for pengenes skyld.

Men ellers er det de brede budskaber, der slynges ud over forsamlingen.

Da arbejdsgivernes forhandlere trak lockoutkortet i 2013, var det kun over for lærerne. De stod isoleret tilbage i forhandlingerne. I år binder en musketered alle offentligt ansatte sammen, og det er talerne ikke blege for at betone.

Det handler om »kvalitet og stolthed«, om at stå »skulder ved skulder« og »undgå rådne kompromisser«. Og det handler om at give verbale prygl til Michael Ziegler og Sophie Løhde, chefforhandlerne for henholdsvis de kommunale og statslige arbejdsgivere, der indtil videre modsætter sig de offentligt ansattes krav: Sikring af den betalte spisepause, en arbejdstidsaftale for lærerne og en større lønstigning, end arbejdsgiverne hidtil har lagt op til (de statsansatte kræver 8,2 procent over de næste tre år).

Det er de krav, Daniel Pedersen og de øvrige KU-ansatte er mødt op for at råbe højt, mens forhandlerne i disse timer og dage forsøger at finde et kompromis i forligsinstitutionen.

Moderniseringsstyrelsen som fjende

Et rødt banner i udkanten af forsamlingen udpeger en anden skurk med krasbørstige gloser: »Alle hader moderniseringsstyrelsen,« postulerer det i versaler.

Bag banneret står blandt andre økonomistuderende Magnus Ørberg fra det nyoprettede SNAS, Solidaritetsnetværk for Arbejdere og Studerende. Efter eget udsagn er SNAS en platform, der på trods af modsætninger aktivt støtter de ansatte på undervisningsinstitutionerne og deres krav i forbindelse med OK18.

Det er ikke tilfældigt, at de har udpeget Moderniseringsstyrelsen som skurk, forklarer Ørberg:

»Lige nu kommer det til udtryk i OK18, men det er ikke første gang, vi ser det her pres på løn- og arbejdsvilkår og ønsket om, at alting skal gå hurtigere, og der skal skæres ned. På en måde er Moderniseringsstyrelsen et meget godt billede på det pres. Hele den her tankegang om at modernisere gennem besparelser, effektiviseringer og krav nedad om at folk skal løbe hurtigere.«

March mod Slotsholmen

Talerne på Frue Plads har travlt. De bruger 2, måske 3, minutter hver og langer så mikrofonen til den næste i rækken. Og efter et kvarters tid vender bannere og skilte og deres bærere front mod Slotsholmen.

Forsamlingen vandrer ned ad Store Kannikestræde og til højre ad Købmagergade. Butiksassistenter træder ud i døråbningerne for at bevidne postyret, turisterne ligner spørgsmålstegn, og dem, der ved, hvad der foregår, har gerne en kommentar: »Så giv dem da de penge,« siger en mand med nørrebrodialekt, mens en kvinde ser misbilligende ud lidt længere nede ad gaden.

Ved storkespringvandet blender jordemødre og sygeplejersker ind, og da fødderne rammer Slotsholmen atomiseres KU-forsamlingen totalt i mængden.

»Når vi står sammen, får vi vist, at der ikke er nogen, der kan knække os. I sidste ende er det alle dem, der står her på pladsen – de studerende og de offentligt ansatte, der står med magten.«

Magnus Ørberg, økonomistuderende og en del af SNAS

Daniel Pedersen holder stadig sit skilt højt hævet over hovederne, mens han smilende trasker nærmere de øredøvende kampråb. Han stiller sig på cykelstien ved siden af den scene, der er opstillet på Bertel Thorvaldsens Plads – tættere kan man ikke komme for hujende lærere, sygeplejersker, sågar djøf’ere.

Han spejder lidt rundt i forsamlingen, tilsyneladende efter den flok af KU-ansatte, han fulgtes med, men den eksisterer ikke længere.

Tak til Løhde og Løkke for at fremkalde solidariteten

Fra scenen får de liberale nok en dragt prygl – »de kræver fandme skattelettelser!« – og når Ziegler og Løhde nævnes ved navn, rejser et kollektivt »buuuuh« sig fra mylderet foran scenen.

Rundt omkring demonstranterne trasker avisuddelere rundt, og deres produkter har samme farve: Arbejderen, Revolution, Socialistisk Arbejdsavis.

Efter et protestband har krænget de sidste strofer ud fra scenen, snupper dagens ordstyrer, næstformand i Landsforening for Socialpædagoger Jan Hoby mikrofonen, og han skåner ikke tilhørerne for eder og forbandelser, når han sender stikpiller mod den blå side af det politiske spektrum.

»Men måske skulle vi sige tak til Løhde og Løkke,« siger han så. »For de har bragt solidariteten og sammenholdet frem i os.«

Daniel Pedersen blæser i noget, der minder om en kazoo, og udveksler grinende nogle ord med sine følgesvende. Kun en enkelt gang løsriver han blikket fra scenen: Da to busser mødes på Vindebrogade, og den ene er nødt til at bakke 100 meter, forbi demonstranter, christianiacykler og de politifolk, der ikke demonstrerer, men arbejder.

»Det er os, der står med magten«

Det er nok svært at spotte KU-demonstranterne, men ikke de højlydte repræsentanter fra SNAS.

På trappen bag scenen holder de deres banner udstrakt, så alle kan se, at de hader Moderniseringsstyrelsen. De blafrer med banneret og råber, hver gang styrelsen bliver nævnt.

Magnus Ørberg skuer ud over myriaderne af offentligt ansatte, og som alle andre må han have svært ved at se, hvem der er hvem.

»Jeg synes, det her er vildt fedt, fordi man netop møder så mange forskellige grupper. Studerende støtter op, der en masse djøf’ere og alle mulige andre. Det viser virkelig, hvad vi kan opnå som almindelige mennesker, når vi ikke bliver splittet op i forskellige grupper,« siger han.

»Når vi står sammen, får vi vist, at der ikke er nogen, der kan knække os. I sidste ende er det alle dem, der står her på pladsen, de studerende og de offentligt ansatte, der står med magten.«