KU Derude: Det betaler sig at gøre noget

Hvis man altid skal have beviser for at det man gør rent faktisk hjælper, så kan man jo lige så godt lade være at gøre noget som helst, og det tror jeg ikke man får et bedre liv af.«

Ordene er 25-årige Anne Norups. Hendes lyst til at engagere sig i humanitært arbejde har senest betydet at hun i et halvt år har lagt statskundskabsstudierne på hylden til fordel for en praktikstilling i udviklingsorganisationen Ibis.

Interessen for samfundsspørgsmål startede på Ikast Gymnasium hvor Anne var politisk aktiv i SFU og desuden arbejdede frivilligt for organisationen Amnesty.

»Vi var en idealistisk aktivistgruppe der ville ud og sprede det gode budskab om menneskerettigheder ved at arrangere alt fra foredrag til børnedage og fakkeloptog,« fortæller hun og smiler lidt over sin egen ‘humanistiske godtroenhed’.

Det var den hun gerne ville have sat i perspektiv da hun valgte at starte på Statskundskab i 2001.

»Jeg ville gerne have en klarere fornemmelse af hvad det er for nogle mekanismer der spiller ind i den globale politik, og hvilke hensyn der bliver taget i beslutningsprocesserne,« mindes hun.

Trods de tidskrævende studier fortsatte hun det frivillige arbejde – nu som rådgiver i et asylcenter for Ungdommens Røde Kors.

Velfærdspuppen
Statskundskab har givet Anne et bredt indblik i forskellige måder at anskue verden på, men det teoretiske har stået meget alene, mener hun.

»Studiet handler jo meget om metode og om at tilegne sig analytiske evner, så jeg har savnet at der var lidt mere vekselvirkning mellem teori og praksis,« fortæller hun.

Derfor skiftede hun i efterårssemesteret 2005 skolebænken ud med et praktikophold hos Ibis. Her var Anne tilknyttet et nyt satsningsområde om uddannelsesinitiativer i krise- og konfliktsituationer.

Hendes arbejde bestod blandt andet i at indsamle internationale erfaringer og skrive en håndbog der skal ligge til grund for fremtidige Ibis-projekter på området. Selv om det praktiske arbejde lå længere væk fra teoribøgerne end hun havde forventet, var hun begejstret for sit praktikophold.

»Mit studie er meget statsfikseret, så det har været spændende at komme ud i et område som opererer mere under, over og ved siden af staten,« siger hun.

Arbejdsmiljøet i Ibis er præget af at de fleste ansatte selv har boet i et udviklingsland inden for de seneste år, forklarer Anne.

»Kendskabet til de vilkår mennesker lever under andre steder i verden, giver en følelse af globalt ansvar og af at det er muligt at ændre på verdens uligheder. Der er en moralsk fundering som jeg synes er meget tiltalende,« siger hun eftertænksomt og tilføjer:

»Det er en god måde at blive udfordret til at se ud over sig selv og den danske velfærdspuppe.«

Ingen fløjkrig
Anne er et eksempel på at interessen for statskundskab ikke nødvendigvis er det samme som en drøm om at blive beslutningstager på Christiansborg.

Hun oplever ikke at miljøet på studiet er præget af en partipolitisk opdeling mellem de studerende, men af engagement i bredere forstand.

»Da jeg startede, overraskede det mig meget at der er så mange, der er aktive i alt muligt lige fra revy til studenterpolitik, foreningen International Debat, integrationsarbejde og organisationer som fx Ibis,« fortæller hun.

Engagementet blandt de studerende viser sig også ved at der på instituttet er mere end én studenterpolitisk organisation. Statskundskab, Økonomi og Jura er de eneste steder på Københavns Universitet hvor Studenterrådet ikke er enevældig når det kommer til at varetage de studerendes interesser.

Det betyder at der bliver afholdt valg når Statskundskabs repræsentanter til Studenterrådet skal findes.

Der er nu ingen fløjkrig at spore mellem de studerende i Statskundskabs gange på det gamle kommunehospital, mener Anne.

»Der har fra starten været en rigtig god social ånd på mit hold. Der er altid nogen der tager hånd om fællesskabet; det er ikke ren individualisme.

Folk tager et ansvar. Og det betyder også at man selv bliver inspireret og styrket i sin lyst til at gå aktivt ind i noget,« forklarer hun.

Praktisk idealist – ikke engel
Indblikket i hvordan en politisk organisation fungerer, og erfaringer med at arbejde sammen med mennesker fra forskellige faggrupper, er noget af det Anne tager med sig fra det halve år hos Ibis.

Hendes ønske om at få praktiske erfaringer som supplement til den teori hun har med i bagagen fra statskundskab, er også blevet opfyldt.

»Jeg føler jeg har en større erfaringsmæssig ballast nu end jeg havde før praktikken. Når der bliver rejst en problemstilling i undervisningen, er der flere konkrete eksempler jeg kan relatere det til.

Ofte er det letteste jo at bevare diskussionen på et meget teoretisk plan, og så skøjte hen over at der altså er nogle praktiske ting der aldrig lige går som forventet,« forklarer hun.

Uanset hvor Anne ender når hun er færdig med studiet, er hun overbevist om at hun vil kunne bruge meget af det hun har fået med i rygsækken fra praktiktiden.

Lige nu er fremtidsdrømmen ikke helt klar, men hun bliver sandsynligvis ikke vores første kvindelige statsminister.
»Jeg har al respekt for dem der går ind i politik og forsøger at få deres værdier gennemført ad den vej, for der er virkelig mange hensyn at tage.

Det er nok lidt lettere at bevare en ren intention i NGO-verdenen,« funderer hun selv om hun samtidig understreger at hendes syn på verden ikke er helt så ‘engleagtigt’ som i gymnasietiden.

Derfor har hun også lagt de store drømme om at redde hele verden lidt på hylden.

»Lige nu er mit mål bare at blive ved med at gå til de steder hvor jeg kan blive udfordret, og hvor jeg ikke synker tilbage i selvtilfredshed og mister perspektivet.

Den udfordring finder jeg i mødet med fattigdomsproblemer og global ulighed. Det vigtigste er at blive ved med at tro på at man selv i det små kan man gøre en forskel. Og det tror jeg,« siger hun.