KU Derude: Forskningsmekanikerne

Reagensglas, mikroskoper og sterile handsker er skiftet ud med drejebænke, boremaskiner og metervis af skruenøgler i et stort lokale på Medicinsk Fysiologisk Institut.

Sindrige konstruktioner i metal, plexiglas, små plastslanger og farvede ledninger hober sig op på arbejdsbordene på Finmekanisk Værksted.

Under plakatparaden af letpåklædte damer på væggen er lærling Lars Hansen i gang med at konstruere en rottelabyrint i gennemsigtig plast.

Finmekaniker Kurt Sørensen er ved reparere en rotterespirator mens Svend Lohmann slipper en mikroventil og venligt viser ind på kontoret ved siden af værkstedet.

Svend kom i lære som finmekaniker på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i 1968. Dengang lå Sundhedsvidenskab primært i Rockefeller-bygningen på den anden side af Rigshospitalet.

Bortset fra et års værnepligt har Svend Lohmann arbejdet som finmekaniker på Sundhedsvidenskab lige siden.

»Det er et spændende og alsidigt job hvor du er din egen lykkes smed, derfor har jeg aldrig drømt om at få et arbejde med treholdsskift ved en maskine,« siger Svend Lohmann.

Finmekanisk værksted er det største af tre værksteder i Panum-bygningen. Engang var der ti værksteder på Panum, men universitetets håndværkere er så småt blevet overflødige efterhånden som produktionen af forskningsudstyr er blevet større.

»Før i tiden lavede vi det meste selv, men i dag er der jo masser af udstyr som det bedre kan betale sig at købe. På den måde er vi nok en uddøende race. Der er dog stadig brug for os for at få forskning og undervisning til at gå op i en højere enhed,« mener Svend, der snart bliver alene på pinden når kollegaen Kurt om kort tid går på efterløn.

Georg Gearløs-maskiner
Men Finmekanisk Værksted har fået lov til at blive liggende midt i forskningens smeltedigel.

På den måde kan forskere, ph.d.er og laboranter smutte ned ad gangen og tage en snak med Svend og Kurt om hvordan de kan lave lige nøjagtig den lille dims der gør hverdagen nemmere eller som betyder at et forsøg kan lade sig gøre.

»Vi laver alle de ting der ikke kan købes ude i den store verden. Udover det tager vi os selvfølgelig af reparationer hvis de er for dyre at få lavet ude i byen. Men vores største opgave er nok tilpasningen af videnskabeligt udstyr.

For når forskerne køber videnskabeligt udstyr, passer det ikke altid nøjagtig til det forsøg der skal laves. Og så laver vi det om,« fortæller Svend.

Andre gange eksisterer det udstyr forskeren har brug for, slet ikke på markedet. Og her kommer Svend og Kurts fingerfærdighed og opfindsomhed på prøve.

»Konstruktion er nummer ét. Det er når vi står og opfinder og laver prøver med forskeren eller underviseren at det virkelig bliver spændende,« forklarer Svend mens han viser nogle af sine små Georg Gearløs-maskiner frem.

Et lille blåt apparat med små vægtlodder kan måle hvordan en muskel trækker sig sammen. En rød plastkasse med et plexiglaskammer der er beregnet til at trække en frønerve igennem, og ved hjælp af guldelektroder kan de studerende observere hvordan nerver fungerer.

Begge opfindelser bliver i dag brugt i undervisningen af de studerende på Panum.

Uundværligt håndværk
Henne ad gangen viser Svend et af værkstedets større værker frem: En sparkemaskine der består af en opstilling med et bilsæde monteret på.

Forsøgspersonen sidder i sædet, og via en påsat støvle der er forbundet til nogle metalstænger, udøves et træk til en kraftig motor.

Motoren kan indstilles til at yde forskellig modstand på forsøgspersonen i sædet. På den måde kan forskeren undersøge hvordan kroppen forbrænder eller musklerne reagerer på forskellige belastninger.

Lektor Flemming Dela er en af de forskere der bruger sparkemaskinen.

»Vi har et helt unikt samarbejde med finmekanikerne. Det ville være så godt som umuligt at finde håndværkere med den samme ekspertise ude i byen, og desuden ville det koste en formue,« forklarer han.

I etagen ovenover bevæger vi os ind i et kaos af elektriske installationer, mikroskoper og computere.

»Det er et typisk fysiologilaboratorium,« forklarer Svend.

Post doc Christian Mellentin dukker op. Han er endnu en af de forskere der har nydt godt af Svends fingerfærdighed.

En tilretning af en ægcentrifuge og et apparat der kan trække mikroelektroder af glas, har Svend blandt andet lavet til laboratoriet der undersøger hvordan forskellige proteiner fungerer.

»Hver forsker ønsker at skabe forsøg udfra de ideer han har; derfor er det helt uundværligt at få hjælp med det tekniske.

Mange af de tekniske løsninger værkstedet laver for os, kan ikke købes eller bliver uforholdsmæssigt dyre ude i byen. Det er faktisk en af vores styrker at vi kan lave forsøg andre ikke kan købe sig til,« siger Christian Mellentin.

Bioanalytiker Birthe Lynderup der hjælper til i laboratoriet stemmer i med ros til Svend. Hun har blandt andet fået lavet et såkaldt injektionskammer.

»Når jeg skal sprøjte genetisk materiale ind i et frøæg, så er det vigtigt at ægget ligger ordentligt, så det ikke smutter,« fortæller hun og viser en lille bakke i plexiglas frem.

Rillerne i bakken spidser ind mod bunden så frøægget ligger fast. Og, vupti, en ny lille opfindelse er født af forskningsmekanikerne på Panum.