Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

KU er en bureaukratisk jungle

NY SERIE – Efter en sand læserstorm i kølvandet på et debatindlæg om manglende service på universitetet bringer Uniavisen en serie om den omfattende studenterkritik af KU's administration.

Kandidatstuderende Rasmus Westphal Rasmussen bad i august 2012 om at få sit bachelorbevis fra Københavns Universitet (KU). I dag har han – mange måneder efter – stadig ikke modtaget det, men han må væbne sig med tålmodighed; studerende melder, at de venter helt op til to år på at modtage både bachelor- og kandidatbeviser. Og så er det svært at tage på udveksling, få praktikpladser eller bare et job.

Siden Uniavisen i maj bragte studerende Christiane Rudolphs kritik af serviceniveauet på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (Science), er det strømmet ind med henvendelser fra frustrerede studerende, der ofte kommer til kort i mødet med KU’s »administrative helvede,« som fysikstuderende Ann-Sofie Bak Nielsen benævner det.

LÆS OGSÅ: Christiane Rudolph: Service? Ikke på KU!

»KU er en mammut, der aldrig havde overlevet som en moderne virksomhed på grund af omfattende bureaukrati og dårlig service,« skriver ‘Tobias Todsen’ i en kommentar til Christianes klumme.

Optagelseskrav: tålmod i overmål

Mange klager over laaange behandlingstider i forbindelse med forhåndsgodkendelser af kurser, meritoverførsler og udstedelse af eksamensbeviser. Og i det bureaukratiske vildnis er det ifølge de forurettede studerende næsten umuligt at finde ud af, hvordan man får hjælp.

»Jeg bliver oftest bare sendt videre til næste kontor, indtil jeg ender ved første sted. Og det værste er, at jeg bliver forsinket, da jeg ikke kan gå til eksamen, før jeg har hørt fra Studenterservice,« skriver ‘Maria’, hvis problem startede som en sag om meritoverførsler, i en kommentar til ovenstående artikel.

»Jeg føler mig meget ensom i hele dette forløb, og det eneste, jeg indtil videre har opnået, er stress i en sådan grad, at jeg blandt andet næsten ikke tør åbne min mailboks og har ondt i maven, hver gang jeg bare tænker på KU. Det tager fokus fra det egentlige: selve studiet!«

Giv os ro til at studere, tak

‘Maja S.’ og ‘Nina Kjeldgaard’ advokerer også for, at det skal være »lettere for studerende at være studerende.« Fejl i forbindelse med eksamensopgaver og -bedømmelser, ufrivillige eksamensafmeldinger og ligefrem udmelding af studier præger KU-studerendes hverdag.

»Har sågar oplevet hele to (2!) gange at være blevet udmeldt/udskrevet af samme studie, begge gange endda lige op til eksamen. Så kunne man da passende lige løbe rundt og forsøge at lave ‘damage control’, for fejlen opdages ikke, førend man banker i bordet og klager sin nød,« skriver ‘Søren Larsby’ og konkluderer:

»Man skal stå tidligt op, hvis man vil have bare en nogenlunde fair chance for at følge med KU’s bureaukrati i kampen om at få sin uddannelse i hus!«

Serviceniveauet har på mange måder afgørende indflydelse på de studerendes studieoplevelser, og derfor efterlyser de involverede aktion fra de ansvarlige ledere, der bør tage kritikken og problemernes omfang meget alvorligt.

»Held og lykke til alle de stakler, som starter på KU med julelys i øjnene og håb om et dejligt studieliv, hvor universitetet hjælper, for de vil hurtigt opdage det grusomme helvede, som administrationen på universitetet er,« lyder det foruroligende i en mail fra Ann-Sofie Bak Nielsen.

Uniavisen sætter i en sommerserie fokus på servicemanglen og de mange store og små problemer, studerende dagligt kæmper med rundt omkring på universitetet. Følg med her på siden.

therese.hjorth@adm.ku.dk

Seneste