Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU-forsker belønnes af Iran

PRIS - Han kom ind fra gaden og overtalte KU til at lade ham udleve sin ungdomsdrøm: At skrive en ph.d. om Iran. Det gjorde 72-årige Hemming Jørgensen så godt, at Iran nu har givet ham en pris for hans arbejde.

»Det er da en sensation, for pokker!« konstaterer Hemming Jørgensen.

I en time har han givet en nøgtern, nærmest klinisk beskrivelse af sit forskningsprojekt, som det sig hør og bør for en seriøs videnskabsmand. Men nu er han talt varm og etiketten er begyndt at slippe i kanten.

Da avisen møder Hemming Jørgensen, er han halvt på vej til Teheran for at modtage en pris fra det iranske kulturministerium for ph.d.-afhandlingen ’Ice Houses of Iran’. En pris, der udover æren også indbringer ham 6.000 euro og hædersplader fra både UNESCO og det iranske ISCS, Institute for Social and Cultural Studies.

Det er ikke i sig selv en stor historie, at en dansk forsker modtager en udenlandsk pris. Men det her er en pris fra den Islamiske Republik Iran, som nyder et mildt sagt anspændt diplomatisk forhold til den vestlige verden.

»Det er da interessant, at Iran, som vi kun hører dårligt om, lige pludselig på den her måde begynder at værdsætte kontakter på det kulturelle område,« siger Hemming Jørgensen.

Institutlederen satsede

For Hemming Jørgensen er der en særlig ære i at blive belønnet for sit akademiske arbejde. Da han i 2006 gik på pension, var det ikke fra et job som akademiker, men fra et liv som ingeniør.

Og i stedet for at slå fødderne op i vindueskarmen og nyde udsigten over vandet fra sin og hustruens lejlighed i Indre København, gik han op til Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS), bankede på institutleder Ingolf Thuesens dør og bad om lov til at skrive en ph.d. om Irans forfaldne og næsten glemte ishuse.

Det fik han, men ikke uden en fornemmelse af, at institutlederen gamblede med sit eget skind som indsats for den 72-årige civilingeniør og civiløkonom, der nu pludselig ville være forsker uden først at have trådt trinene i det akademiske hierarki.

Hvad ville de unge, nyuddannede akademikere, hvoraf yderligere én nu ikke fik en ph.d.-plads, ikke sige, hvis han fejlede?

Det er derfor, Hemming Jørgensen ranker ryggen, så hans allerede lange skikkelse står lodret for enden af spisebordet, hvor vi taler sammen.

Dansk modernisering i Iran

Den iranske Farabi-pris, som han modtager den 29. oktober i Teheran, har dog også en anden, mere personlig værdi for Hemming Jørgensen. Han har haft et nært og passioneret forhold til Iran i 45 år, siden han som ung, nyuddannet, nygift og nybagt far rejste til Iran for det danske ingeniørfirma Kampsax.

Drømmen om at beskæftige sig akademisk med Iran har han haft, siden han i 1966 første gang stiftede bekendtskab med det persiske folk og deres kultur. Dengang arbejdede han som jordbundsingeniør med at lave nye hovedveje »ude i det store mørke« i den østiranske ørken.

Asfaltvejene skulle føre Iran ind i den moderniseringens tidsalder, som shahen, Mohammad Reza Pahlavi, havde sat sit blik på. Det havde hans far Reza Shah også haft i 1930’erne, og også dengang var Kampsax involveret.

Firmaet var i 30’erne ansvarlig for konstruktionen af den Transiranske Jernbane på over 1.000 kilometer, der forbandt hovedstaden Teheran med den Persiske Golf i syd og det Kaspiske Hav i nord. Hvis man tager jernbanen i dag, er det stadig skilte på dansk, der fortæller passagererne, at de ikke må læne sig ud af vinduet.

Overvågning og kommunistskræk

Hemming Jørgensen arbejdede i 60’erne og 70’erne ad flere omgange i Iran, indtil den Islamiske Revolution i 1979 endte Kampsax’ engagement i landet.

»I 60’erne var Iran et eksotisk sted,« husker han. »Det lignede Afghanistan, inden det blev fyldt med talebanere og amerikanere og andre soldater. Det var et samfund domineret af primitive skikke og naturøkonomi, og i modsætning til i dag var der ingen tvang om en bestemt påklædning, selv om store dele af den kvindelige befolkning gik i de store chadors, der dækker hele kroppen.«

På overfladen var der ifølge Hemming Jørgensen også mere politisk frihed, end der er under nutidens præstestyre.

»Der var ingen synlige restriktioner, men der var allerede en form for overvågning fra sikkerhedspolitiet. Der var stor kommunistskræk, fordi Iran lå inden for sovjetisk interessesfære, og på grund af den stigende amerikanske tilstedeværelse. Der var også en vis islamistskræk, og de islamiske præsters rettigheder var voldsomt beskåret.«

Pudsede vinduer med vodka

»Ellers var det et hyggeligt samfund, hvor man som udlænding følte sig velkommen. På et tidspunkt var vi for eksempel naboer til en politigeneral, så der var god bevogtning i gaden. Han var en af dem, der mistede hovedet i forbindelse med revolutionen.«

Har man hørt historier fra shahens tid, har man med garanti også hørt om ekstravagante fester med champagne og kaviar. Dem hævder Hemming Jørgensen, at han ikke mærkede noget til.

Men en lokal, billig vodkaproduktion var med til at gøre Iran til et væsentlig anderledes sted, end det er under præstestyret i dag, fortæller han.

»Vodka blev både brugt til fester, som aperitif og til maden. En dag, jeg kom hjem fra arbejde, greb jeg vores rengøringskone i at pudse vinduer i vodka. Det fik jeg stoppet med det samme. Det blev en principsag at bruge denatureret sprit, selv om det kostede tre gange så meget.«

Nu er Iran åbent

Da shahen blev væltet i 1979 og Ayatollah Khomeini overtog magten i Iran, blev de fleste udlændinge smidt ud af landet. Hemming Jørgensen vendte ikke selv tilbage før i 1994, hvor det var et fundamentalt anderledes land, der mødte ham.

»Det var et deprimerende samfund at komme tilbage til. Man følte virkelig, at det teokratiske system havde lagt sin klamme hånd over samfundet. Det gode humør og den frie samtale var forsvundet. Alle følte sig bange,« siger han og fortæller, at hans hustru ikke har haft lyst til at besøge Iran igen, fordi hun var knust over, hvad der var sket med især kvindernes påklædning.

Selv om folk stadig er forsigtige med, hvad de siger, så hænger den dystre stemning ikke længere over Iran, mener han. Og som udlænding kan man, hvis man overholder alkoholforbud og ikke opfører sig usædeligt, gøre stort set, hvad man vil. Det er et åbent land igen, modsat hvad mange måske tror.

»I min søgen efter ishuse har jeg rejst 23.000 kilometer rundt i landet. De fleste af dem i bil. Jeg har passeret hundredvis af checkpoints og er aldrig blevet stoppet.«

Ømt punkt for iranerne

Ishusene, som Hemming Jørgensen har dedikeret fire års studier til, er et levn fra en tid, før moderniseringen fik overtaget, og som nu står og forfalder rundt om i landet.

Den danske ingeniør blev fascineret af, hvordan iranerne kunne lave is i ørkenen og satte sig for at kortlægge ishusene, som iranerne selv – og da slet ikke udenlandske forskere – ikke havde brugt megen energi på hverken at studere eller vedligeholde.

Ishusene fungerer ved, at man fører vand fra bjergene via underjordiske kanalsystemer op til 50 kilometer ud i ørkenen, hvor der opstår en oase med overrislet landbrug og derefter en landsby. Om vinteren lader man nattekulden fryse noget af vandet til is, som man opbevarer i ishusene til brug i de glohede somre.

Ruinerne af disse ishuse står rundt om i Iran, uden at iranerne selv har nogen synderlig viden om dem, og derfor udfylder ToRS-forskerens arbejde et stort hul i den iranske kulturhistorie.

»Iranerne har en naturlig, nedarvet bevidsthed om, at den iranske kultur er noget særligt. Hvilket jeg også mener, den er,« siger Hemming Jørgensen, som derfor må træde varsomt.

»Det er et ømt punkt for dem, at de ikke selv har lavet den her forskning. Jeg tror også, det er derfor, jeg har fået prisen. Jeg har hjulpet dem, ikke formuleret mig uforskammet eller bragt dem i forlegenhed ved at sige, at det er for dårligt, at de ikke har passet på deres ishuse. Jeg har sagt alt på en pæn og konstruktiv måde,« smiler han.

Ikke bange for propaganda

Iranerne forstår givetvis også den symbolske værdi i at overrække en pris til en dansk forsker. Har Hemming Jørgensen ikke betænkeligheder over at risikere at blive brugt som rekvisit i det iranske regimes propaganda?

»Nej, det har jeg ikke, for mit felt er kulturarv, ikke politik. Og i og med at en af de medaljer, jeg får, uddeles af UNESCO, og Danmark er medlem af FN, så har jeg ingen problemer. Den danske ambassadør har jo også mødtes med præsident Ahmadinejad. Jeg er hverken for eller imod deres system, for det har de selv valgt.«

Når Hemming Jørgensen den 29. oktober modtager Farabi-prisen i Teheran, lukker han endnu et kapitel i sin historie med Iran. Men åbner måske et nyt senere, for som han siger, har Iran aldrig forladt ham. Nu har de bare genfundet hinanden.

uni-avis@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste