Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU-forsker med dårlig klimanyhed har leveret Årets Danske Forskningsresultat

Hæder — Gary Shaffer, professor emeritus på Niels Bohr Institutet, og Jens Olaf Pepke Pedersen fra DTU har ifølge brugerne af Videnskab.dk gjort årets vigtigste videnskabelige opdagelse.

En klimanyhed, som forskerne selv kalder »dårligt nyt for menneskeheden«, er blevet kåret som Årets Danske Forskningsresultat 2016 af brugerne af Videnskab.dk.

Gary Shaffer, professor emeritus på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet har i samarbejde med Jens Olaf Pepke Pedersen fra DTU opdaget, at jordens temperatur kan stige mere end hidtil antaget som følge af menneskets udledning af drivhusgasser som CO2.

Vi kan beskrive temperaturerne og klimafølsomheden med en langt større sikkerhed end andre undersøgelser

Prisvinder Gary Shaffer

Det prisvindende studie viser, at når Jordens temperatur stiger, får vanddamp, skyer og andre komponenter i Jordens atmosfære drivhusgasserne til at virke kraftigere, så klodens temperaturer stiger endnu mere end ventet i en selvforstærkende proces.

Ifølge Gary Shaffer kan det betyde, at stigningen måske bliver 4-5 grader i stedet for de ventede 2-3 grader, så undersøgelsen understreger vigtigheden af at reducere udledningen af drivhusgasser så hurtigt som muligt, mener han.

Trods de dystre fremtidsudsigter glæder Gary Shaffer sig alligevel over prisen, da han ser den som udtryk for, at der i befolkningen er en stigende erkendelse af, at klimaændringer er afgørende for menneskeheden.

56 millioner år gamle data

Forskerne har beskrevet effekten ved at studere klimaet under en global opvarmning, som skete for cirka 56 millioner år siden.

Opvarmningen blev dengang sat i gang af massive udslip af kulstof til atmosfæren, og kan derfor sammenlignes med nutidens globale opvarmning.

»Vi er ikke de første, som beskriver klimaet i denne periode, men vi har brugt mange forskellige slags data, lagt dem sammen i vores undersøgelse, og tolket dem på en ny måde. Det betyder, at vi kan beskrive temperaturerne og klimafølsomheden med en langt større sikkerhed end andre undersøgelser,« siger Gary Shaffer, som er hovedforfatter på det prisvindende studium.

Valgt af brugerne

Undersøgelsen, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Geophysical Research Letters, løb med hæderen i konkurrence med 93 forskningsresultater, som var blevet indstillet af forskere, universiteter, forskningsmiljøer og brugere af Videnskab.dk.

Et af kriterierne for at vinde prisen for Årets Danske Forskningsresultat er, at resultaterne skal have afgørende betydning for samfundet

Birgitte Hjortlund, redaktør for Videnskab.dk

Blandt de indkomne forslag nominerede redaktionen 10 forskerhold, hvorefter brugerne valgte vinderen ved en afstemning i februar i år.

»Et af kriterierne for at vinde prisen for Årets Danske Forskningsresultat er, at resultaterne skal have afgørende betydning for samfundet. Det gælder i høj grad årets vinder, der afdækker ny evidens for, at klimafølsomheden stiger med den globale opvarmning, som dermed kan få en hidtil overset selvforstærkende effekt,« siger Vibeke Hjortlund, chefredaktør for Videnskab.dk

Andre KU’ere med i opløbet

Videnskab.dk skriver, at to resultater fra KU-forskere lå tæt i hælene på årets prismodtagere.

Forskerne bag disse modtager hædrende omtale for deres videnskabelige arbejde.

Det ene resultat demonstrerer solid evidens for, at risikoen for at føde et barn med astma daler, hvis moderen har spist fiskeolie den sidste tredjedel af graviditeten. I spidsen for forskerholdet står professor og overlæge Hans Bisgaard fra COPSAC og Københavns Universitet.

Det andet resultat viser, at spionage mellem bakterier gør dem ekstremt ‘omstillingsparate’. En opdagelse, der kan hjælpe os i kampen mod antibiotikaresistente bakterier. Her er det adjunkt Jakob Krause Haaber fra Københavns Universitet, der er hovedforfatter.

Seneste