Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

KU-forskere skal løse årtiers gåde om danskernes middagsborde

Hvorfor kan danskerne ikke lide den samme slags ketchup? Det spørgsmål skal forskere fra Københavns Universitet nu bidrage til at komme nærmere et svar.

 

(DETTE ER EN APRILSNAR).

Selv om Søndagsavisen allerede i 2017 kunne referere en forbrugerundersøgelse fra supermarkedsmastodonten Coop om det bemærkelsesværdige forhold, at jyder og fynboer foretrækker Beauvais, mens danskere bosat på Sjælland bedre kan lide Heinz, har forskerne indtil videre tumlet frugtesløst videre med det store, grundlæggende ketchup-spørgsmål, som er:

»Hvorfor?«

Vi vil bare gerne vide, hvorfor jyderne spiser én type ketchup, og folk herovre spiser en anden

Rane Willerslev, direktør for Kraft Heinz’ Research Foundation

Hvorfor kan danskerne ikke lide den samme slags ketchup? Og er det kulturbaggrund og etnicitet, der betinger den enkeltes præference, eller er der nogle egenskaber ved ketchuppen i sig selv, der virker så stærkt på mennesker, at selve eksponeringen over for et bestemt ketchupprodukt kan føre til de bemærkelsesværdige geografiske forskelle, vi ser i dag?

De spørgsmål skal forskere på Københavns Universitet nu forsøge at besvare, når et nyt Kraft Centre for Condiment Analysis åbner i juni måned 2020 med en årlig bevilling på $1,354 milliarder (svarende til ni milliarder kroner) i fem år fra den amerikanske fødevareproducent Kraft Heinz’ Kraft Heinz Research Foundation.

Intet overhead

De ni milliarder kroner årligt skal ifølge aftalen mellem KU og fonden gå til ren forskning alene. Der er således ikke tilknyttet midler til såkaldt overhead, altså de udgifter, som værtsinstitutionen har til bygningsdrift, it, HR, ejendomsskat osv.

Ifølge en beregning fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet SCIENCE koster det i snit 87 øre i afledte udgifter at tage imod én krone til forskning fra en ekstern fond. Beløbet er højere, hvis der, som på Kraft Centre for Condiment Analysis, bliver behov for avanceret og energikrævende laboratoriebyggeri, tomatgartnerier m.v.

Jeg er ketchup-agnostiker
Henrik Wegener, rektor på KU

Da Københavns Universitets budget udgør omkring en otte-ni milliarder kroner, betyder bevillingen til ketchupforskningen, at universitetets samlede økonomiske ramme er fuldt ud disponeret, hvilket igen betyder, at uddannelse og forskning, der ikke vedrører spørgsmålet om, hvilken ketchup, der smager bedst, ikke kan finde sted i perioden 2020-2025.

Af den grund er centret da også fra begyndelsen tænkt tværfagligt, hvilket betyder, at man nedfælder noget i brochuren om, at der sikkert er nogen fra Antropologi eller Filosofi, der kan bidrage med et eller andet ufokuseret.

Fri forskning

Selv om virksomheden Kraft Heinz har en kommerciel interesse i at fremme salget af Kraft Heinz-produkter, understreger direktør for Kraft Heinz Research Foundation Rane Willerslev, at forskningen ved det nye center bliver fri og ubundet.

»Det er grundforskning i ketchup-præferencer, vi er ude efter at støtte. Forstår du, hvad jeg mener? Det er hele fødekæden til fremtidens bæredygtige, salte, sure, søde sovsefremstillingsarbejdsmarked, vi skal til at opbygge, og vores håb er, at hovedstadsregionen med overborgmester Frank Jensens hjælp kan blive en hub for innovation inden for ketchup, hvor også konkurrenterne som Beauvais, og brands som K-salat og hele vækstlaget af nye små spillere, der udvikler next generation-typer tomatbaseret sovs, kan etablere sig. Forskerne vælger selv deres metoder, det er fuldstændig frit; vi vil bare gerne vide, hvorfor jyderne spiser én type ketchup, og folk herovre spiser en anden.«

Jeg skal sige dig, hvad jeg slet ikke kan leve foruden: HP-sovs!

Henrik Wegener, rektor på KU

Rektor på Københavns Universitet Henrik Wegener er ikke i tvivl om, hvilken sovs, han personligt foretrækker at pøse på sin middagsmad.

Det fremgår af en video, som han har publiceret på universitetets intranet (kræver login) under formatet “Spørg mig om alt”, som ifølge KU-ledelsen er inspireret af programmet “Aló Presidente”, der i en årrække kørte på venezuelansk stats-tv. Her kunne almindelige borgere på telefon ringe til præsident Hugo Chavez, frem til hans død i 2013.

Så kan Henrik Wegener bedst lide Beauvais eller Heinz?

»Jeg er ketchup-agnostiker,« svarer Henrik Wegener i videoen på spørgsmålet, som er stillet af en 56-årig professor fra Værløse ved navn Stig.

»Jeg spiser til hver en tid den ketchup, der står på bordet. Sådan er det. Men jeg skal sige dig, hvad jeg slet ikke kan leve foruden: HP-sovs! Jeg er helt gal med det. Jeg spiser det på alt. Cornflakes, rugbrødsmadder, jomfruhummer, you name it.«

Seneste