Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
RENE HÆNDER – Under en stort anlagt politirazzia blev ni rengøringsfolk på KU anholdt for ulovligt arbejde og identitetsfusk. Universitetet og rengøringsfirmaet placerer ansvaret hos myndighederne.
Tidligt mandag den 19. marts blev ni rengøringsfolk anholdt på fire forskellige adresser tilknyttet Det Humanistiske Fakultet. Fire personer er siden blevet varetægtsfængslet og sigtet for personelfalsk, ulovligt ophold i Danmark og ulovligt arbejde.
Uden arbejdstilladelser har de sigtede, der var ansat af rengøringsfirmaet Forenede Service, lejet andres identiteter for at få adgang til det danske arbejdsmarked. En kendsgerning, firmaet ikke har haft kendskab til, fordi de falske id-kort har været tilstrækkeligt veludførte.
Derfor er sagen delvist myndighedernes ansvar, mener såvel Københavns Universitet som Forenede Service, som umiddelbart efter mandagens razzia blev offentligt frikendt af politiet, der roste begge parter for deres håndtering af sagen.
LÆS: Illegale rengøringsfolk anholdt
Men selv om hverken rengøringsfirmaet eller KU kan stilles til juridisk ansvar, er begge parter berørte af sagen.
»Alt forløb stille og roligt, men når politiet kommer og arresterer ens kolleger, virker det jo alligevel voldsomt. Folk har været chokerede, det er klart,« fortæller driftschef på HUM Stig Andersen om rengøringspersonalets reaktion.
For de fire personer, der i forlængelse af mandagens aktion blev varetægtsfængslet, ser situationen lidt værre ud. Vicepolitikommissær Kjeld Farcinsen, der leder politiets udlændingekontrolgruppe, fortæller til Universitetsavisen, at de sigtede ud over fængselsstraffe kan forvente efterfølgende udvisning og indrejseforbud i op mod seks år.
De egentlige skurke skal imidlertid findes et andet sted. For bagmændene er der rigtig mange penge at tjene på at udleje deres identitet, og de forstår som regel at udnytte lejerne. Rengøringsfolkene fra Forenede Service har således betalt op mod halvdelen af deres løn for den falske id.
»De er i høj grad ofre, og det er et kummerligt liv, de har. Det psykiske pres er utrolig stort, fordi de er helt klar over, at de opholder sig i landet ulovligt, og fordi det på alle måder er bagmændene, der sætter betingelserne,« siger Kjeld Farcinsen.
Netop bagmændene er politiets største fokus. Indtil videre er en 27-årig kvinde blevet sigtet for at have udlejet sin identitet til en af de fire rengøringsfolk. Kjeld Farcinsen forventer, at der i den nærmeste tid vil finde flere anholdelser sted.
Mens det er de identitetsudlejende bagmænd, der er i politiets søgelys, er der de seneste måneder blevet sat spot på Forenede Service af flere medier, der har fremført anklager om elendige arbejdsforhold hos underleverandører til firmaet. Driftschef Stig Andersen kontaktede derfor firmaet allerede i januar for at få forsikring for, at alt var i orden.
»Vores kontrakt er overholdt til punkt og prikke, og vi er blevet fortalt, at arbejdsforholdene er i orden,« siger han og mener derfor ikke, at der er grund til at betvivle firmaets virke på KU.
Se indslag i DR 21 Søndag om den pressede rengøringsbranche (bragt den 8. januar 2012).
Koncernchef Peer C. Krogh fra Forenede Service bedyrer ligeledes firmaets uskyld i den aktuelle sag om de sigtede rengøringsfolk: »Der er evig og altid mulighed for, at folk svindler. Det er svært at tage forholdsregler i situationer som denne, men vi gør alt for at kontrollere, at vores medarbejdere er, hvem de siger, de er.«
Trods tilliden til at Forenede Service har rent mel i posen, har KU ifølge driftschef Stig Andersen nu indkaldt firmaet til et møde om sagen om de fire varetægtsfængslede rengøringsfolk. Begge parter forventer dog, at samarbejdet vil fortsætte uændret.
»Vi har et rigtig godt samarbejde, og jeg tror, at KU godt kan se, at det her kunne vi ikke gøre noget ved. Selvfølgelig synes vi ikke, det er rart, at det sker, men desværre kan jeg ikke love, at det ikke sker igen i morgen. Det er for nemt at få id-kort, som det ser ud i dag, og det er svært for firmaer som os at sikre os imod den slags svindel,« siger koncernchef i Forenede Service Peer C. Krogh.
Stig Andersen er enig i, at det ikke er hos rengøringsfirmaet, problemet findes. »Det er hos bagmændene, at svineriet opstår,« siger han og retter samtidig et angreb mod de ansvarlige myndigheder og den nemme adgang til falske id-kort: »Hvis myndighederne ikke får taget sig sammen, vil de her problemer accelerere.«
uni-avis@adm.ku.dk