Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
MINISTERBESØG - KU skal gøre en hel masse, hvis vi skal klare os i fremtiden, formaner ministeren. Men heldigvis gør KU allerede det hele. KU vil gerne gøre endnu mere, siger KU.
»Pak kufferten og kom af sted.«
Morten Østergaard (R) indleder sin debat-debut som Uddannelsesminister på Københavns Universitet (KU) med en opfordring. Vi er i økonomisk krise, og det skal vi innovere os ud af. Der er brug for vækst, og det kræver friske ideer. De kan meget vel komme med hjem i kufferten efter et udlandsophold. (Vi er ikke mere i krise, end at vi stadig har råd til at rejse).
Men det er ikke kun for samfundets skyld, at de studerende skal pakke kufferten.
»Jeg har lige læst en undersøgelse. Der står, at 40 procent af dem, der ikke har været på udveksling, fortryder, at de ikke kom af sted. Kun tre procent af dem, der tog af sted, fortryder,« fremfører Morten Østergaard.
Dagens Semester Kickoff er blevet flyttet fra den storslåede festsal til det ydmyge Brandes auditorium. Kun 75 har tilmeldt sig, og af dem er ca. 50 mødt frem. Det er til gengæld ikke hvem som helst: KU’s ledelse, Studenterrådet og nogle ansatte er mødt op. Selv Universitets-tv (Universitetsradioens nye knopskydning) har taget opstilling.
Og et dusin ’almindelige’ studerende og forskere har også forvildet sig ind til debatten.
»Fordi vi er fattige, behøver vi ikke være dumme,« siger rektor Ralf Hemmingsen. Oprindelig er det Frederik d. 6.’s ord, men de passer meget godt på i dag, mener rektoren. Og det er ministeren enig i.
»Vi kan ikke blive kloge nok,« kommenterer Morten Østergaard. Men universiteterne fremmer ikke lysten til at bruge den erhvervede viden.
»Når børn går ud af Folkeskolen, drømmer de fleste om at lave deres egen virksomhed. Efter gymnasiet er det lidt færre, men dog stadig en del. Men når folk er færdige på universitetet, er der næsten ingen tilbage, der drømmer om at starte deres eget,« har Morten Østergaard læst i en undersøgelse. Og det må universiteterne gøre noget ved.
Efter ministerens oplæg er det tid til debat. I stedet for at stille spørgsmål, vælger de fleste dog at holde et oplæg af længere varighed. Det gælder også KU’s ledelse.
Først forsikrer Ralf Hemmingsen om, at KU er i gang med en masse initiativer. Ja, de er faktisk færdige, og nu bliver de studerende rigtig innovative. Jørgen Honoré, KU’s direktør, vil også berolige ministeren. Faktisk innoverer KU helt vildt. Og mere er på vej, blækket skal bare lige tørre, og så kan vi få lov til at se initiativerne. Og hvis den ikke er feset ind hos ministeren endnu, så banker prorektor Thomas Bjørnholm sømmet i. KU gør en hel masse. Men kan vi få lov til at pleje eliten ved at give dem lov til at tage flere ECTS-point? spørger han.
»Det må I gerne, hvis bare det ikke koster flere penge,« svarer Østergaard. Og sådan er det meget med ministerens svar i dag. Han lytter, tager med hjem og undersøger, men penge har han ikke taget med.
Efter en lille times tid forlader Østergaard scenen.
Studenterrådet synes, at ministeren har sagt nogle fine ord, men de er frustrerede over, at han henviser alle diskussionsspørgsmål til udviklingskontrakterne, som ministeriet styrer universiteterne efter. KU’s ledelse synes, at ministeren har holdt en god tale, og at KU har sin ryg fri. Thomas Bjørnholm er dog ked af, at der ikke er 200 studerende til arrangementet.
Men det bliver bedre næste gang, håber han. KU har allerede lagt en plan for hvordan.