Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
Udveksling — Universitetet nåede knapt at indføre lodtrækning om udvekslingspladser, før ordningen blev skrottet igen. »Vi har klokket i det,« siger vicedirektør for uddannelse.
Først var det karaktergennemsnittet, der afgjorde, hvor studerende ved Københavns Universitet kunne komme på udveksling. Så blev det lavet om, så pladserne blev fordelt ved lodtrækning. Og nu er det altså igen karaktergennemsnittet, der gælder.
Forvirret?
»Vi har klokket i det.«
Så klar lyder meldingen fra Rie Snekkerup, der er vicedirektør for uddannelse på KU.
»Vi har fået rigtig mange reaktioner fra studerende på, at vi overgik til lodtrækning. Vi har simpelthen været for hurtige, og vi har ikke haft helt styr på reglerne.«
Uniavisen kunne i begyndelsen af oktober fortælle, at universitetet ville overgå til lodtrækning ved næste udvekslingsrunde i november 2025. Det mødte kritik, blandt andet fra den statskundskabsstuderende Villum Graglia, som mente, at det ikke gav mening at basere et fagligt ophold på tilfældighed.
»Når karakterer ikke bliver brugt til at fordele de mest eftertragtede pladser, undergraver universitetet sin egen meritokratiske praksis,« sagde han dengang.
Og nu er planen om lodtrækning altså taget af bordet, inden den overhovedet blev en realitet.
Vi har simpelthen været for hurtige, og vi har ikke haft helt styr på reglerne.
Rie Snekkerup, Vicedirektør for uddannelse på KU
LÆS OGSÅ: Udveksling skal nu fordeles ved lodtrækning. Det falder ikke i god jord hos alle
Rie Snekkerup forklarer, at der ligger flere årsager bag kovendingen. Ifølge regler om udveksling skal der være faglige kriterier på plads, før universitetet kan benytte lodtrækning.
»Ifølge bekendtgørelsen skal vi fordele baseret på faglighed først, og det er uklart for os, hvornår vi må benytte lodtrækning.«
Vicedirektøren fortæller, at KU har fået mange reaktioner fra studerende, som har oplevet det nye system som uklart og været frustrerede over, at de ikke vidste, hvordan de skulle planlægge deres studieophold og melde ind til universitetet.
Rie Snekkerup, skulle I ikke have undersøgt de her ting, inden I tog beslutning om at overgå til lodtrækning?
»Jo, det skulle vi.«
Hvorfor skete det ikke?
»Vi har været under et kæmpestort arbejdspres i administrationen. Det er min fejl, og jeg burde have tænkt, hold your horses. Det duer ikke, at vi sætter gang i et nyt system, mens vi er i gang med at flytte opgaver og skabe nye samarbejdsflader. Jeg påtager mig det fulde ansvar, og nu retter vi op på det.«
LÆS OGSÅ: Politiske reformer bremser de studerendes lyst til udveksling
For en måned siden blev beslutningen om at overgå til lodtrækning ledsaget af et argument om lige adgang for alle studerende uanset karakterer:
»Udveksling skal være en faglig mulighed, der er åben for en bred gruppe af studerende, og det har aldrig været meningen, at man skal have topkarakterer for at få mulighed for at komme afsted,« lød det dengang fra Rie Snekkerup.
Gælder de vidtløftige ord om lighed stadig?
»De gælder stadig. Vi gjorde det for hurtigt, og vi har kvajet os, men udveksling er en ressource, der skal komme alle studerende til gode, og jeg vil arbejde benhårdt for, at det lykkes.«
Hvornår det bliver, har vicedirektøren ikke et klart svar på. Næste skridt bliver, at jurister skal kigge på reglerne og hjælpe KU med at finde en måde, hvor både faglige kriterier og lodtrækning kan komme i spil. Og når det lykkes, skal det meldes ud i god tid, siger Rie Snekkerup.
»Jeg kan godt forstå, hvis der sidder nogle frustrerede studerende, som havde håbet på at komme i betragtning til en populær udvekslingsdestination, som de nu ikke kan komme til alligevel. Jeg kan til fulde forstå det. Det er så ærgerligt, at vi har begået denne fejl, og nu må vi rette op på det.«