KU knægter forskeres ytringsfrihed med ulovlige tavshedsklausuler

Københavns Universitet bruger stadig kontrakter med tavshedsklausuler, der begrænser forskernes ytringsfrihed, når de udfører forskning for ministerierne – såkaldt myndighedsbetjening. Det til trods for, at tavshedsklausulerne kritiseres for at være ulovlige af både flere jurister og Dansk Magisterforening.

De akademiske mundkurve har været omdiskuterede i årevis. Blandt andet skrev KU-forskerne bag en undersøgelse bestilt af regeringens burkaudvalg under på en kontrakt med en tavshedsklausul i efteråret 2009. Klausulen betød, at de ikke måtte udtale sig, da rapporten efter at være blevet lækket til Dagbladet Information i januar 2010, blev voldsomt kritiseret af flere politikere.

Senest fik AU- forskere mundkurv på i 2015, mens daværende miljøminister Eva Kjær Hansen forsvarede landbrugspakken, hvor det kom frem, at ministeriet havde manipuleret med forskernes tal for at få regeringens lovforslag igennem.

Alligevel fortsætter KU med at benytte de ulovlige tavhedsklausuler, viser en aktindsigt som Universitetsavisen har fået.

Læs mere:

Flere forskere tvinges til tavshed

Bryder forvaltningsloven

I to kontrakter mellem Miljøministeriet og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi fra henholdsvis 2015 og 2016 står der blandt andet i paragraf 14.2, at »leverandøren og deres medarbejdere, skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til fortrolig information. Overtrædelse heraf vil kunne straffes i henhold til gældende lovgivnng. Tavshedspligten påhviler leverandøren og dennes medarbejdere efter kontraktens ophør, samt efter erhvervets henholdsvis ansættelsens ophør.«

Den ulovlige tavshedsklausul. Se begge kontrakterne nederst på siden. 

Men den formulering er ulovlig ifølge juraprofessor på SDU med speciale i ytringsfrihed Sten Schaumburg-Müller:

»Forvaltningen og ministeriet og universitetet kan efter min vurdering ikke aftale til sig til yderligere tavshedspligt, end hvad der fremgår af forvaltningslovens paragraf 27. Oplysninger som er personfølsomme eller angår rigets sikkerhed er fx omfattet af tavshedspligt, men i stk. 5 står der ordret, at der ikke kan pålægges yderligere tavshedspligt. Forvaltningen kan præcisere – fx hvad betyder de generelle regler på dette område, men de kan ikke aftale sig til mere, fordi det er politisk opportunt.«

»Forvaltningen og ministeriet og universitetet kan efter min vurdering ikke aftale til sig til yderligere tavshedspligt, end hvad der fremgår af forvaltningslovens paragraf 27. « Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller

Sten Schaumburg-Müller tilføjer:  

»Der kan heller ikke straffes for overtrædelse af en kontrakt, sådan som 14.2. bestemmer. Denne bestemmelse er ulovlig. Og paragraf 14.4. taler om erstatningsansvar for brud på tavshedspligten, hvilket selvfølgelig også er problematisk.«

Dekan: Beklageligt

I Miljø- og Fødevareministeriet er de opmærksomme på de ulovlige tavshedsklausuler, og i slutningen af marts i år bekræftede ministeriets embedsmænd over for DR1s ‘Orientering’, at tavshedsklausulerne var på kant med forvaltningsloven, og at de ville gennemgå deres kontrakter for forskere. Indtil videre er der dog ikke sket noget i sagen.

På Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Det Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) på KU, mener dekan John Renner Hansen dog ikke, at problemet er så stort.

»Det er selvfølgelig beklageligt, hvis der i kontrakterne sniger sig formuleringer ind, som kan fortolkes på en sådan måde, at de bliver i strid med gældende lov. Vi er derfor kun glade for, at Ministeriet for Fødevarer og Miljø er i gang med en tilretning af deres kontraktformater.«

Hvordan kan du vide, at forskernes forsknings- og ytringsfrihed ikke er blevet begrænset?

»Jeg har været i kontakt med både den tidligere institutleder på IFRO, Henrik Zobbe, og den nuværende, Bo Jellesmark Thorsen, vedrørende de to omtalte kontrakter. De udtaler samstemmende at konkret i relation til disse to kontrakter, har de på ingen måde oplevet, at der har været indskrænkninger i forskningsfrihed eller andet knyttet til arbejdet. Uanset de formelle juridiske spørgsmål, der kan rejses vedrørende de nævnte formuleringer,« skriver dekan John Renner Hansen fra SCIENCE i sit svar per e-mail.

Udbredt praksis

Professor emeritus på Sociologi Heine Andersen er i gang med at lave en udredning, der undersøger forskeres forskningsfrihed – i forbindelse med såkaldt myndighedsbetjening, hvor et ministerium bestiller en forskningsopgave på et universitet.

Han kender til i hvert fald fem sager fra Københavns Universitet inden for de sidste ni år, hvor forskere er blevet pålagt at underskrive kontrakter med paragraffer, der begrænser deres forsknings- eller ytringsfrihed.

Læs mere:

Burka-undersøgelsen: værner universitetet om god videnskabelig praksis?

»Jeg er stødt på disse kontrakter på seks ud af landets otte universiteter – og KU er ikke engang de værste. Og jeg er blevet mødt med megen modstand – både fra mange af forskerne og fra universiteternes ledelser. Man kan ikke lade være med at tænke, at vi kender til sagen om burkarapporten og gyllegate, hvor forskerne fik mundkurv på – men tænk på de sager, der aldrig er kommet frem i offentligheden,« siger Heine Andersen og fortsætter så:

»Jeg forstår ikke, at dekanen i forbindelse med KUs burkarapport i 2010 var ude og forsvare, at forskerne havde fået tavshedspligt af ministeriet. Det vidner om en problematisk, ja syg, kultur.«

Nægtede at underskrive

Han begyndte at interessere sig for emnet, efter han selv blev bedt om at underskrive en kontrakt fra den daværende Forsknings- og Innovationsstyrelse i 2008 i forbindelse med et forskningsprojekt. Det afviste han.

»Der stod, at styrelsen havde ophavsretten og publiceringsretten til resultaterne, og at jeg havde absolut tavshedspligt – det vil sige, at jeg kunne risikere at tage resultaterne med i graven. Det ville jeg selvfølgelig ikke skrive under på. Men så ændrede de kontrakten, så den formulering var fjernet. Det var ikke noget kontroversiel forskning, men jeg tror slet ikke, at de tænkte over, at formuleringerne var ulovlige,« siger Heine Andersen.

Forskningen bliver embedsgjort

Morten Rosenmeier er professor i jura på KU med speciale i ophavsret. Som formand for UBVA, Akademikernes Udvalg til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, har han de sidste ti år set lignende kontrakter fra landets øvrige universiteter. I nogle aftaler er forskerne og universiteterne blevet pålagt en ekstremt vidtgående tavshedspligt om alt, hvad de fandt ud af.

Han har også set aftaler, hvor alle forskernes ophavsrettigheder til rapporterne uden videre gik over til det ministerium, der havde bestilt rapporterne. Kontrakterne betød, at ministerierne havde lov til at ændre i rapporternes indhold uden at spørge forskerne.

»Jeg forstår ikke, at dekanen i forbindelse med KUs burkarapport i 2010 var ude og forsvare, at forskerne havde fået tavshedspligt af ministeriet. Det vidner om en problematisk, ja syg, kultur.« – Professor emeritus Heine Andersen, Sociologisk Institut

»Det er en dybt betænkelig udvikling. Nogle af de tavshedspligtsklausuler, jeg har set, har krænket forskernes forsknings- og ytringsfrihed. Desuden er de ugyldige efter forvaltningsloven. Og kontrakter om, at alle ophavsrettigheder tilhører ministeriet, så det kan kan bearbejde resultaterne, er ugyldige og i strid med ophavsretsloven,« siger Morten Rosenmeier og fortsætter:

»Jeg tror, det handler om, at embedsmændene i ministerierne har overtaget nogle formuleringer fra kontrakter med private virksomheder. Men så har de bare ikke tænkt over, at et universitet ikke er et konsulenthus – og heller ikke skal være det.«

Læs mere:

Slør over forskningsfrihed

Han understreger dog, at kontrakterne er blevet bedre end dem, han så for nogle få år siden. 

»De er ikke helt i mål, men det er helt klart blevet bedre. Det går den rigtige vej. De lægger ikke bånd på forskernes forskningsfrihed i så udpræget grad, som det var tilfældet tidligere.«

Økonomisk afhængige af ministerierne

Det store spørgsmål er, hvorfor danske forskere går med til at skrive under på kontrakter, der begrænser deres ytrings- og i nogle tilfælde også forskningsfrihed. Svaret er enkelt: Flere af landets universiteter – blandt andet Aarhus Universitet – er økonomisk afhængige af de millioner, de får ind fra forskningsopgaver for ministerier.

»Universiteterne bliver mere og mere kommercialiserede, og vi er udsat for et stort økonomisk pres. Mit fakultet laver typisk ikke rapporter til ministerier og lignende. Men hvis der i morgen var en kontrakt med tavshedsklausul, hvor mit fakultet kunne få en million til forskning, så ville jeg skrive under«, siger Morten Rosenmeier og holder en lille pause, inden han fortsætter:

»Jeg ville sikkert brokke mig, men hvis ikke det hjalp, ville jeg skrive under. Og det tror jeg, at de fleste forskere ville. Jeg har faktisk ikke hørt om nogen forskere, der ikke ville skrive under på en kontrakt med tavshedsklausul – bortset fra Heine Andersen.«

uni-avis@adm.ku.dk