Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

KU mister 930 millioner kr. til uddannelse

Nedskæringer — Regeringens omprioriteringsbidrag rammer Københavns Universitet hårdt de kommende år, viser ny opgørelse. Uddannelsesalliancen indkalder til demonstration den 5. oktober.

VLAK-Regeringen har siden 2016 årligt skåret to procent af universiteternes tilskud til uddannelse.

Hvis vi skal være klar til at gribe fremtiden, så spiller videregående uddannelser og forskning i verdensklasse en helt central rolle.

Søren Pind (V), uddannelses- og forskningsminister

Den årlige ’åreladning’ – kaldet omprioriteringsbidraget – skulle stoppe i 2020, men bliver nu forlænget til 2021, hvis regeringens forslag til finanslov for 2018 bliver vedtaget af Folketinget.

Hvis man sparer to procent årligt længe nok, løber det op, viser en ny intern opgørelse fra Københavns Universitet (KU), der er blevet offentliggjort på universitetets intranet, KUnet.

930 mio. kr. vil KU samlet miste i uddannelsestilskud i perioden 2016-2021.

Alene næste år vil tabet være på 123 mio. kr. ud af en samlet uddannelsesbevilling på 2,1 milliarder kr.

Lektor Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant for de videnskabeligt ansatte på KU, kalder det en forkert prioritering for samfundet at spare på uddannelse.

»Det vil uvægerligt føre til faldende uddannelseskvalitet. Jeg kan ikke se, at det er muligt at effektivisere mere, som regeringen snakker om,« siger han.

Besparelser i verdensklasse

I forbindelse med offentliggørelsen af finansforslaget sendte Uddannelses- og Forskningsministeriet en pressemeddelelse ud, hvor ministeren – Søren Pind (V) – blandt andet udtalte:

»Hvis vi skal være klar til at gribe fremtiden, så spiller videregående uddannelser og forskning i verdensklasse en helt central rolle.«

uddannelsestilskud per studerende (kroner, årligt)

2012: 75.800
2013: 74.000
2014: 72.800
2015: 71.600
2016: 71.100
2017: 69.900
2018: 68.700
2019: 67.400
2020: 66.100
2021: 64.900

Kilde: Regeringens forslag til finanslov 2018

Af finanslovsforslagets side 59 fremgår det dog, at realiteten er, at der bliver færre og færre penge per studerende at gøre godt med for uddannelsesinstitutionerne.

Der årlige tilskud per studerende var 75.800 kr. i 2012, i 2018 falder det til 68.700 kr. og i 2021 vil det være nede på 64.900 kr.

I perioden 2012-21 vil der således være blevet skåret 8,5 pct. af universiteternes uddannelsesbevillinger.

KU’s rektor Henrik Wegener kalder finanslovsforslaget »uambitiøst« og »uden tro på, at vejen frem er forskning, uddannelse og innovation.«

Det er en hån, at regeringen systematisk skærer ned, og samtidig bilder folk ind, at den satser på uddannelse, for det gør den ikke.
Sana Mahin Doost, forkvinde Danske Studerendes Fællesråd og talskvinde for Uddannelsesalliancen

»Det er en hån«

Sana Mahin Doost, forkvinde for Danske Studerende Fællesråd og talskvinde for Uddannelsesalliancen – et samarbejde mellem 40 organisationer, der er modstandere af milliardbesparelserne på uddannelse – mener, at regeringens snak om uddannelser i verdensklasse efterhånden er grinagtig.

»Det er en hån, at regeringen systematisk skærer ned, og samtidig bilder folk ind, at den satser på uddannelse, for det gør den ikke,« siger Sana Mahin Doost.

Hun tilføjer, at uddannelsesinstitutionerne allerede er hårdt ramt af fyringsrunder, lukninger af fag og biblioteker, større hold, færre instruktortimer og forældet og dårligt udstyr.

»Vi frygter, hvilke nye nedskæringer vi skal være vidne til, men det er desværre sandsynligt, at regeringen fortsætter besparelserne, til det ikke kan undgås at ramme kerneydelserne, og der slet ikke vil være kvalitetsuddannelser tilbage,« siger Sana Mahin Doost.

Uddannelsesalliancen har indkaldt til demonstration i protest mod nedskæringerne den 5. oktober.

Målet er blandt andet at få politikerne til at droppe omprioriteringsbidraget i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

»Vi demonstrerede ikke, hvis vi ikke troede på. at det nytter. Vi bliver ved med at råbe op, til der bliver lyttet,« siger Sana Mahin Doost.

Seneste