KU Økonomi efter reformen: »Det er klart, at det betyder meget, om man selv har valgt at flytte«

Efter heftig debat trådte den nye organisering af administrationen på KU i kraft i marts, og medarbejdere og studerende har nu haft et halvt år til at vænne sig til den nye virkelighed efter reformen.

I en artikelserie på KUnet fortæller vicedirektørerne for KU’s otte koncernenheder, hvordan de har oplevet de første måneder og giver en status fra deres administrative felt.

LÆS OGSÅ: KU Uddannelse efter reformen: »Sagt pænt, så er der stadig mange ting, der er oppe i luften«

På Uniavisen laver vi nu en lignende serie, hvor vi i stedet taler med medarbejdere og tillidsrepræsentanter fra de forskellige områder.

Første område var KU Uddannelse. I denne uge tager vi fat i KU Økonomi.

Flyttet imod sin vilje

Sidste gang, Bettina Starup Mentz var glad for sit arbejde, var i sommeren sidste år. Hun havde ellers elsket sit job på KU i alle de 12 år, hun havde været ansat i forskellige enheder. Senest i Biotech Research & Innovation Centre (BRIC), hvor hun havde været siden 2017 og de seneste to år havde haft rollen som indkøber.

Men da bladene begyndte at falde af træerne i 2024, ændrede det sig.

»Jeg blev kaldt ind til et møde og fik at vide, at jeg skulle flyttes. Ikke delvist som nogle af de andre, bare fuldstændig flyttes.«

Den nye rolle, som hun altså stod til at få tildelt, lå i KU’s interne webshop, som har til huse på Panum. Et nyt arbejdssted, nye kolleger og helt nye opgaver.

»Det kom virkelig bag på mig. Jeg havde ingen idé om, at jeg kunne være én af dem, de flyttede. Men man kan jo ikke sige nej. Det var ikke en mulighed.«

Inden mødet havde hun ikke haft nogen fornemmelse af, at hendes stilling skulle nedlægges. Det gav ikke nogen mening, heller ikke inden for rammerne af reformen, mente hun.

Det var en forkert beslutning, og det endte de jo også med at indse

Bettina Starup Mentz, tidligere ansat i BRIC

»Funktionen var en vigtig del af min enhed, og det gav ikke mening at flytte de her opgaver. Det var en forkert beslutning, og det endte de jo også med at indse.«

Bettina Starup Mentz fortæller, at hendes gamle stilling endte med alligevel ikke at blive nedlagt, men i stedet blive besat af en anden medarbejder, som altså overtog Bettinas gamle opgaver. Derfor skulle hun, inden hun imod sin vilje flyttede arbejdsplads, lære en ny person op i den stilling, som hun gerne selv ville have beholdt.

»Det var en absurd og ydmygende situation. Ovre i webshoppen havde de ikke fået besked om, at jeg kom. Det var hele vejen igennem rigtig dårlig kommunikation og dumme beslutninger.«

Hendes nye kolleger var eller søde nok, siger Bettina Starup Mentz. Men da hun først var landet i jobbet derovre, kulminerede det pres, hun havde været udsat for i månederne op til, i en stressreaktion.

»De tog rigtig pænt imod mig. Det var de sødeste mennesker, virkelig. Men da jeg sad og skulle løse mine nye opgaver, virkede min hjerne ikke. Jeg havde fået en grundig oplæring og plejer at lære hurtigt. Men jeg huskede ingenting. Jeg kunne simpelthen ikke.«

Derefter blev hun sygemeldt med stress, og da der var gået seks måneder, blev hun opsagt.

»Når jeg kigger tilbage på forløbet, virker det så meningsløst. Jeg mener, jeg var der stadig, og jobbet var der stadig. Og jeg var virkelig, virkelig glad for det job. Det skulle bare ikke være mig. Jeg forstår det ikke.«

Hvis hun skulle pege på noget i processen, der kunne have hjulpet hende, ville det have været en større følelse af medbestemmelse:

»At man ikke bare blev rykket rundt som en eller anden ludobrik, fuldstændig uden hensyn til ens egne ønsker. Det bliver man sgu ked af.«

Uniavisen har foreholdt Bettina Starup Mentz’ kritik for administrationschef i BRIC Bitten Dalsgaard. Hun oplyser, at hun var blevet pålagt at flytte en medarbejder til webshoppen på Panum, og at Bettina var den eneste, der havde de rigtige kvalifikationer. Hun genkender ikke, at de nye kolleger ikke skulle have fået besked om, at Bettina kom, men siger, at hun er ked af at høre om Bettinas oplevelse.

Budgetter, der ikke er flyttet med

Anderledes ser det ud for chefkonsulent og økonom Søren Kristoffer Jensen. Og han er ovenud begejstret for de nye muligheder, reformen har ført med sig:

»Administrationsreformen har helt sikkert været en stor gevinst for mig, og det skal den nok også blive for KU på sigt,« siger han.

»Jeg er rigtig glad for de nye opgaver, jeg sidder med nu, og vi har også et fantastisk kollegaskab i koncernøkonomienheden, selvom rigtig mange er nye. Der er et super gå-på-mod, masser af ambitioner og også en frisk tone.«

Han fortæller, at det faktisk er langt de fleste, der er kommet dertil fra andre enheder. Men han mener, at det for alle hans kollegers vedkommende er sket af egen fri vilje. Det spiller selvfølgelig ind på arbejdsglæden:

»Det er klart, at det betyder meget, om man selv har valgt at flytte. Og jeg er jo heller ikke blind for, at andre har oplevet det her meget mindre positivt, end jeg har. Både generelt, at der sker så store forandringer. Og specifikt, hvis man er blevet flyttet imod sin vilje.«

LÆS OGSÅ: Rektor om besparelser på SCIENCE: Der er ingen vej udenom

Søren Kristoffer Jensen er ikke ukritisk over for reformen, siger han. Faktisk søgte han blandt andet ind i Koncernøkonomi, fordi han kunne se, at de måske havde brug for ham.

»For mig som økonom er det meget vigtigt, at der ikke bare bliver beskåret budgetter, men at der gennemføres ændringer, så der fortsat bliver leveret administrativ understøttelse af KU’s kerneopgaver på samme niveau som tidligere – og helst lidt bedre. Det, vi foretager os, skal virke i yderste led,« siger han og fortsætter:

»Jeg kunne se, at der var noget med økonomistyringen generelt, hvor mine kompetencer kunne udnyttes bedre, end hvor jeg sad i forvejen.«

Så du bad faktisk selv om at komme ind i Koncernøkonomi og slukke nogle brande?

»Sådan kan du godt sige det.«

Undervejs i forløbet har han ikke været imponeret over, hvor langsomt, han synes, det hele er gået. Både med at beslutte ting og kommunikere dem og med at afklare tvivlsspørgsmål undervejs.

»Der ligger for eksempel stadig rester af driftsmiddelbudgetter alle mulige steder på fakulteterne. Det er kommunikationsaktiviteter, uddannelsesaktiviteter og så videre,« siger han.

»De budgetter skulle jo have været flyttet for længe siden. Men der har ikke været afklaring om, hvad der skulle ligge hvor, og det burde man have været længere med at aftale på forhånd.«

1. marts – en ufed skæringsdato

Ud over at de forskellige budgetter burde have været flyttet, så snart reformen trådte i kraft, har Søren Kristoffer Jensen også studset over selve ikrafttrædelsesdatoen.

»Det er simpelthen ikke særlig fedt at lave sådan en ændring 1. marts, i stedet for at gøre det 1. januar,« siger han.

Normalt ville man altid sørge for, at store organisationsændringer og budgetoverdragelser foregik i skellet mellem to regnskabsår, mener økonomen.

Det er simpelthen ikke særlig fedt at lave sådan en ændring 1. marts

Søren Kristoffer Jensen, chefkonsulent i Koncernøkonomi

»Der er jo en masse driftsomkostninger, der ligger som årlige engangsbeløb i et regnskab, det kunne være abonnementer, systemlicenser og alt sådan noget. Så er det jo besværligt at skulle flytte budgettet midt i det hele,« siger han.

»Altså, man har to måneders budget liggende ét sted, og så 10 måneder et andet sted.«

Hvad tror du, grunden er til, at det blev 1. marts og ikke bare 1. januar?

»Det var fordi, man ikke kunne nå at blive færdig,« siger Søren Kristoffer Jensen uden tøven.

Det har dog næppe haft store økonomiske konsekvenser, mener han. Mest af alt har det bare gjort alting mere besværligt.

»Det har mest bare givet administrativt bøvl og besvær for alle parter.«