Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

KU-priser: Indstil ekstraordinære studerende og undervisere

Opslag — Hvert år uddeles flere priser til seje studerende og dygtige undervisere rundt omkring på KU. Kender du nogen, der fortjener en pris, evig hæder eller måske en porcelænsugle? Indstil dem!

Studiemiljøprisen

Hvert år uddeler KU en studiemiljøpris til en person eller samling af personer, der har gjort en ekstraordinær indsats for at udvikle et godt studiemiljø for KU’s studerende.

4 vigtige kriterier for Studiemiljøprisen

1. Indsatser på snitfladen mellem det sociale og faglige. Det vil sige sociale arrangementer, der foregår uden for undervisningen, men alligevel har et fagligt indhold og understøtter den faglige læring.

2. Outreach-tiltag, der rækker ud over universitetet og inddrager det omgivende samfund. Her tænker KU særligt på erhvervslivet og faglige organisationer.

3. Tiltag der gavner det psykosociale studiemiljø. Det kan for eksempel være arbejde der styrker studerendes trivsel eller forebygger stress. Det kan også være tiltag, der skaber fællesskab mellem studerende, eller styrker det fysiske studiemiljø.

4. Frafaldshindrende tiltag. Det ligger lidt i titlen, men det handler om indsatser der direkte har som mål at modvirke frafald eller der indirekte modvirker frafald. Det kan for eksempel være gennem bedre social/faglig integration, bedre praksistilknytning og færre stressede studerende.

Den ekstraordinære indsats og kampen for det gode universitetsliv kan både handle om de fysiske rammer, de studerendes trivsel og om det digitale og kommunikative studiemiljø. Med andre ord kan man indstille folk, der har kæmpet for at KU’s studerende befinder sig godt på uni mens de studerer og har overskud til løbende at tackle faglige udfordringer.

Alle studerende og ansatte kan indsende en motiveret indstilling til hvem på KU, der fortjener prisen. Men ak, man må ikke indstille sig selv, eller den enhed man er en del af.

Alverdens tiltag kan indstilles, men hvis du ikke er helt sikker på om lige præcis den fremragende forening på dit institut falder ind under kategorien, kan vi afsløre at hvis du kan krydse en (eller flere) af de fire kriterier til højre af, burde der være en vinderchance.

Det må også meget gerne være gode tiltag, der kan inspirere andre eller udbredes til andre steder på universitetet. Hvis du allerede ved hvem du vil indstille, kan du hoppe direkte ind på dette link og ellers har du indtil den 15. maj til at tænke over det. Prisen uddeles ved KU’s årsfest den 16. november 2018.

Priser til de studerende

»Kender du nogen, der kunne bruge 25.000 kr.?« spørger Studenterrådet på deres Facebookside. Og det er der øjensynligt mange KU-studerende der gør – i hvert fald er Studenterrådets opslag blevet delt næsten 25 gange.

De 25.000 kroner følger med Studenterrådets årlige pris ‘Aktive Studerendes Pris’, der er rettet mod studenterdrevne initiativer og sørger for at give en hårdtarbejdende gruppe studerende et økonomisk boost. Forrige år vandt den gratis juridiske rådgivning UNG RET, og sidste år var det fire landskabsarkitekturstuderende og deres Dream City Camp på Roskilde Festival, ‘Camp Rolighed’, der løb med æren og den store check.

Du kan indstille initiativer til Aktive Studerendes Pris ved at sende en mail med motivation til srku@srku.dk senest mandag den 7. maj.

»Kender du nogen, der kunne bruge 25.000kr.?«

KUB samf og SAMF-rådet har også en pris til seje studerende. Sammen uddeler de årets studiemiljøpris på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Prisen går til studerende eller studenterorganisationer, der gør noget godt for det fælles studiemiljø, og du er med til at bestemme hvem der skal æres. Det gør du ved at indstille gode initiativer og kræfter på Center for Sundhed og Samfund (CSS).

Her er der også penge i spil. Med den ærefulde titel følger 10.000 kroner, som skal bruges til nye studiemiljøaktiviteter. Sidste års vinder var ‘Pedalarmen’, et tværfagligt og studenterdrevent cykelværksted på campus. For at indstille en eller flere studerende til prisen, skal man sende en mail med en kort motivation til SAMF-rådet på campusdagen@outlook.dk senest fredag den 27. april.

Både studerende og ansatte er velkomne til at nominere. Prisen uddeles i forbindelse med Campusdagen på CSS den 4. maj.

Priser til din underviser

Hvis du har, eller kender en eminent KU-underviser kan du indstille hende m/k til Undervisningprisen 2018. Hvert år uddeler KU Undervisningsprisen Årets Harald til en af universitetets fast- eller deltidsansatte undervisere for god og inspirerende undervisning.

Årets underviser modtager en porcelænsugle og 25.000 kroner. Både studerende og medarbejdere på KU kan frem til den 15. maj 2018 kl. 12.00 indstille kandidater til prisen. Man indstiller kandidater ved at udfylde skemaet her. Undervisningsprisen er opkaldt efter matematikeren Harald Bohr og bliver – ligesom Studiemiljøprisen 2018 – overrakt ved KU’s Årsfest den 16. november 2018.

Årets underviser modtager en porcelænsugle og 25.000 kroner.
*

På SCIENCE har de deres egen undervisningspris. Her er det kun studerende, der kan indstille kandidater, til gengæld kan de både indstille enkeltpersoner og hele underviserhold. Også her er en række kriterier, som kan øge lige netop din kandidats chancer for at vinde prisen. Her handler det om, at underviseren har helt styr på at udvikle undervisningen løbende og at videndele med kollegaer, at vedkommendes undervisning er klart formuleret og engagerende, og at der bliver givet feedback til de studerende og fulgt op på undervisningsevalueringer.

Til denne pris er deadline for at indstille kandidater den 1. maj 2018. Du kan udfylde indstillingsformularen her.

Årets underviser 2018 udpeges af SCIENCErådet, og prisen er på 25.000 kroner, der går direkte til vinderen. Det team som årets underviser er en del af, får 50.000 kroner.

Seneste