Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

KU ramt af snyd med eksamensbeviser

FUP – Københavns Politi har sigtet 27 personer for at have benyttet et forfalsket eksamensbevis til at søge ind på videregående uddannelser, heriblandt på Københavns Universitet.

27 studerende er blevet sigtet for dokumentfalsk, da de har uploadet uægte gymnasiale eksamensbeviser til deres ansøgninger på ansøgningsportalen Optagelse.dk.

Ifølge politikommissær Thomas Dürr fra Københavns Politi havde de søgt ind på Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Professionshøjskolen Metropol, Copenhagen Business School og Copenhagen Business Academy.

De 27 personer er sigtet for i alt 31 forhold i sagen.

Strafferammen for almindelig dokumentfalsk er op til to års fængsel og ved grov beskaffenhed op til seks år.

Styrelsen gik ind i sagen

Nogle af de sigtede ansøgere havde ikke en gymnasial eksamen, mens andre har en gymnasial eksamen med et væsentligt lavere karaktergennemsnit end det, der fremgik af det uægte bevis, fremgår det af en pressemeddelelse fra Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Sager om uægte eksamensbeviser er normalt et anliggende mellem uddannelsesinstitutionen og ansøgeren, men i 2013 fik styrelsen mistanke til 19 ansøgere.

Deres eksamensbeviser lignede hinanden og var sendt til institutioner på tværs af flere københavnske politikredse, står der i pressemeddelelsen.

Direktør for Styrelsen for Videregående Uddannelser Niels Agerhus udtaler:

»Det er vigtigt, at vi sender et klart signal om, at det er uacceptabelt og ulovligt. Uddannelsesinstitutionerne og Styrelsen for Videregående Uddannelser gør en stor indsats for at kontrollere eksamensbeviserne, og forsøg på snyd anmeldes til politiet.«

Halvdelen meldte fra

Politikommissær Thomas Dürr oplyser, at halvdelen af de studerende meldte fra, inden de overhovedet var startet på uddannelserne, men ifølge DR Nyheders oplysninger er der blandt de efterforskede stadig personer, som går på den uddannelse, som de mistænkes for at have snydt sig ind på.

DR skriver, at det var flere mistænkelige e-mails fra de kommende studerende med en lidt særlig ordlyd, der tilbage i 2013 fik flere uddannelsesinstitutioner til at reagere. Flere blev dengang smidt ud fra uddannelserne.

Mindst én bagmand har angiveligt produceret de falske studentereksamensbeviser og solgt dem videre for op mod 20.000 kroner.

clba@adm.ku.dk

Seneste