Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
UDDANNELSESKVALITET - Den kommende innovationscamp, hvor 500 studerende skal give deres bud på at forbedre uddannelserne på KU, bliver holdt i Den Grå Hal på Christiania.
Københavns Universitet (KU) er med sine mere end 500 år på bagen mest kendt for sine ældgamle traditioner, nobelprismodtagere og flotte gamle bygninger.
Men den 11. november bryder Nordeuropas ældste universitet med formerne og flytter på Christiania for en dag i selskab med 500 studerende for at holde en såkaldt innovationscamp.
LÆS OGSÅ: Studerende filosoferer over den gode uddannelse.
Rektor Ralf Hemmingsen virker dog ikke bekymret for at sætte sit universitets gode ry og rygte over styr.
»Vi har vist mahogni nok sat ind på kontoen på KU, til at vi kan holde campen der,« svarede han en studerende, der mente at KU’s image kunne lide skade ved at holde et møde i Fristaden.
Ifølge vicedirektør for uddannelse Hanne Harmsen var det primært af praktiske årsager, at valget faldt på Den Grå Hal. Ingen ledige lokaler på KU levede op til kravene, og så stod valget mellem et traditionelt kedeligt konferencelokale og hallen i Fristaden.
»Vi ledte efter en spændende bygning med højt til loftet, så de 500 studerende kan tænke frit, men vi havde slet ikke tænkt på, at det måske ville virke lidt alternativt,« siger Hanne Harmsen.
Baggrunden for innovationscampen er, at KU med rektor i spidsen har sat sig for at gøre universitetets uddannelser endnu bedre og mere brugbare.
Tanken er, at den gode uddannelse starter hos de studerende, da det er dem, der ved, hvad der rykker. Så KU har brug for dem til at fortælle, hvordan den gode uddannelse skal skrues sammen.
Til gengæld for at de studerende er villige til at afsætte en dag i deres liv til at gøre KU bedre, lover Hanne Harmsen at tage deres ideer alvorligt.
»Jeg tror, at alle nuværende og tidligere studerende går rundt med en, to, ja ti gode ideer til, hvad der kunne gøres anderledes.«
»Nu tilbyder vi at lytte, og de får tilmed mulighed for at udvikle deres egen ide til et projekt og derefter gennemføre det. Det kunne for eksempel være et konkret undervisningsforløb, som de mener, burde køres anderledes,« siger hun.
Ifølge Hanne Harmsen allierede KU sig med professionelle proceskonsulenter, der blandt andet har arbejdet med innovation på Lego, da programmet for innovationscampen skulle sammensættes.
Hun vil ikke afsløre for meget om dagen på forhånd, men de studerende kommer til at arbejde inden for syv temaer:
1) Uddannelsesbaseret forskning, 2) Undervisningsformer der rykker, 3) Brugbare uddannelser, 4) En levende campus, 5) Uddannelse på tværs, 6) Karriere i undervisning, og 7) Indflydelse på uddannelse.
Deltagerne får også et ‘kit’ med materiale om innovative processer med hjem, som de kan have gavn af i forbindelse med deres studier, og så kommer der en række såkaldte ‘vandrende vildmænd’ på besøg i løbet af dagen.
Det er offentlige opinionsdannere, der holder et oplæg, som skal inspirere de studerende til at tænke anderledes.
»Jeg kan godt love en spændende og udfordrende dag, hvor de kan prøve sig selv af i en intensiv innovations-proces sammen med studerende fra andre fakulteter og fra studier uden for KU,« siger Hanne Harmsen.
Hvis det ikke er tilstrækkeligt til at få de studerende til at melde sig, så kommer der også et (endnu unavngivet) band og spiller efter den seriøse del af campen er veloverstået.
clba@adm.ku.dk
Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.