Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

KU skal uddanne flere læger

Halvtreds ekstra studiepladser på Medicin allerede til sommer. Dekanen glæder sig, mens de studerendes organisationer frygter for kvaliteten

Allerede til sommer optager Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Sund) halvtreds ekstra studerende på det eftertragtede medicinstudium. Også Odense og Århus øger optaget med henholdsvis 50 og 100 flere studerende. Alt i alt en kraftig tilgang af reflekshammerbankende lægeaspiranter som nu tæller 1400 om året.

Initiativet kommer fra videnskabsminister Helge Sander. På medicinstudiet er det nemlig ham og ikke universiteterne selv som fastlægger antallet af pladser. Ulla Wewer, dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i København, var dog allerede ude i pressen i efteråret 2007 og erklære at hun var klar til at optage flere. Den bold har Helge Sander altså grebet nu. Det glæder Ulla Wewer:

»Jeg er positiv. Hvis samfundet mangler læger, så er vi klar til at løse problemet,« siger hun til Universitetsavisen.

Den er de studerende ikke helt med på. Line Engelbrecht Jensen som er medlem af det uddannelsespolitiske udvalg for Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL), siger:

»Ærlig talt kan jeg ikke se den dybere mening med udvidelsen. Vi mangler speciallæger i Danmark, men det problem løser vi ikke ved at optage flere. Allerede nu står de yngre læger i kø for at få et speciale fordi der ikke er nok videreuddannelsespladser. Nu putter man bare flere bag i køen.«

Studerende frygter fald i kvalitet
De studerendes fagforening frygter at de ekstra studerende vil medføre dårligere undervisning.

»Vi er i forvejen for mange når vi skal have undervisning i de kliniske fag på hospitalerne. Det går ud over kvaliteten hvis vi skal presse endnu flere rundt om en sygeseng når lægerne lærer fra sig,« siger Line Engelbrecht Jensen fra FADL. Samme kritik har de studerendes repræsentanter rejst i studienævnet.

Dekan Ulla Wewer ser derimod de ekstra studerende som en kærkommen mulighed for at ryste posen: »Jeg tror at vi kan løfte kvaliteten ved at organisere den kliniske undervisning på en ny måde.«

Hun vil dele de studerende i hold som på forskellige tidspunkter i løbet af semestret er på hospitalsafdelingerne.

»Vi skal have studerende på hospitalerne næsten hele tiden i stedet for kun i nogle perioder af året. Det vil også betyde at de studerende kan blive bedre integreret i afdelingens daglige arbejde,« mener Ulla Wewer.

Hun har allerede været i dialog med hospitalerne og melder om positiv respons. Hvordan der helt konkret bliver plads til de nye studerende, vil hun bede et udvalg med repræsentanter fra undervisere og studerende at se nærmere på.

Besparelser for 40 millioner kroner
Udvidelsen falder sammen med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets helt egen finanskrise. I 2009 skal Sund spare 40 millioner kroner i forhold til sidste år. Budgettet er stadig ved at blive filet til, men der er bebudet direkte besparelser på undervisningen for 2,4 millioner kroner.

Ulla Wewer indrømmer at investeringerne til de ekstra studerende belaster et i forvejen trængt budget, men påpeger at pengene jo kommer igen så snart de nye studerende har bestået eksamen. Hun mener dog at opgaven kan løftes inden for den eksisterende budgetramme, og løsningen ligger lige for:

»Vi må vi spørge os selv: Gør vi det mest effektive?«

Seneste