Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU snupper militær forskningsenhed

KRIG - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har fået en militær analyseenhed op under neglene

Kan Københavns Universitet (KU) samarbejde med det israelske Tel Aviv Universitet, når man dernede har forbindelser til det israelske forsvar? Spørgsmålet blev diskuteret for nylig i en artikel i Universitetsavisen.

LÆS: KU’s israelske forbindelse

For sit eget vedkommende har KU dog ikke berøringsangst over for Forsvaret. Fra 1. april bliver Dansk Institut for Militære Studier (DIMS) en del af KU.

Med overførslen af DIMS til KU følger en årlig bevilling fra Forsvarsministeriet på ni millioner kroner frem til udgangen af 2014.

Militære tanker for folket

DIMS har til opgave på forskningsmæssig baggrund at kortlægge, analysere og debattere de sikkerheds- og forsvarspolitiske valg, som Danmark står over for i en globaliseret verden.

De militære analyser skal ikke blot holde Forsvarsministeriets strateger skarpe, de skal også, som det hedder, »åbent og kritisk stimulere den offentlige debat om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik«.

På DIMS’ nuværende hjemmeside findes rapporter med æggende titler som »Hold hovedet koldt!« om Danmarks militære opgaver i Grønland frem til 2030, »Piratpatrulje Afrikas Horn« om sørøverforholdsregler og »Århundredets våbenhandel« med overvejelser om, hvilke nye jagerfly, nationen fornuftigst kan investere sine milliarder i over de kommende år.

BESØG: DIMS hjemmeside, hvor du kan læse rapporterne.

Omfattet af forskningsfriheden

DIMS beskæftiger i øjeblikket otte videnskabeligt ansatte, herunder to majorer og en orlogskaptajn, foruden en håndfuld studentermedarbejdere. Den konstituerede leder er major Henrik Ledig Jørgensen.

På KU får DIMS status af center ved Institut for Statskundskab på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Samtidig ændrer det navn til Center for Militære Studier (CMS).

I en pressemeddelelse skriver KU og Forsvarsministeriet, at man ser med stor tilfredshed på aftalen og vurderer, at CMS vil give mulighed for yderligere styrkelse af dansk sikkerheds- og forsvarspolitisk forskning. CMS vil ligeledes fremme formidlingen af analyser og forskningsresultater på området til den danske og internationale offentlighed.

Det nye center bliver omfattet af KU’s forsknings-, metode- og publikationsfrihed.

chz@adm.ku.dk

Seneste