Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

KU som spydspids for det kønskvoterede samfund

SYNSPUNKT - Kvotefeminismen er blevet den bærende ideologi i KU's top. Hvordan kan man være så gold over for det andet køns retsstilling, spørger professor Hans Bonde i denne replik til professor Bente Rosenbecks kritik af hans kritik af KU's ligestillingspolitik i Universitetsavisen nummer 8.

I Universitetsavisen har professor Bente Rosenbeck skrevet en artikel med overskriften ”Ligestilling: Ingen grund til bekymring”.

LÆS: Ligestilling: Ingen grund til bekymring

Det er fuldt forståeligt, at Rosenbeck ser lyst på fremtiden nu, hvor det er lykkedes at gøre kvotefeminismen til bærende ideologi i KU’s top. Den kvindelige belønningsplan fra 2008 blev senest fejret med pomp og pragt i KU’s festsal i anledning af 100-året for kvindernes internationale kampdag 8. marts 2011 med sigende taler à la ‘Fra kvindekamp til queer-feministisk aktivisme’ og ‘Kvinder og mænd har ikke ulige muligheder, fordi vi er meget forskellige. Vi er meget forskellige, fordi vi har ulige muligheder.’

Den ellers videnskabelige institution Københavns Universitet har altså helt accepteret favoriserings-feministernes ideologiske dagsorden og gjort deres idégrundlag til officiel politik.

Center for Kønsforskning rolle

Skiftet er tydeligt markeret i KUs eget Center for Kønsforsknings centrale rolle i udviklingen af belønningsstrukturerne, herunder ikke mindst centrets leder, Bente Rosenbeck, der da også sad både i arbejdsgruppen bag belønningsplanerne, selv fik et professorat i 2009 og sejrsstolt kunne holde åbningstalen ved konferencen i KU’s festsal. Aldrig før eller siden har et enkelt center haft så stort held til at rykke så tæt på ledelsen og til at forandre både institutionens ideologi og praksis.

Jeg er selv feminist – blot ikke i Rosenbecks aftapning à la privilegiefeminisme. Men jeg finder det fuldstændig uantageligt, at en videnskabelig institution som KU så ensidigt forlover sig med en ideologi, uanset om vi taler om feminisme, socialisme, liberalisme, eller you name it.

Nu kan Rosenbeck også stolt fremhæve, hvordan hun og KU får ros for deres kvindelige belønningspolitik fra autoritativt paternalistisk hold af FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon og rektorerne for New York University, Princeton University, the University of Pennsylvania og Yale University for intet mindre end at bidrage til ”Empowering Women to Change the World”.

I sin glæde for flotte tal fremhæver hun endnu engang, at ”KU har fundet en model (belønnings- og incitamentsstrukturer), som synes at virke”. Målet helliger åbenbart midlet, men mon Ban Ki-Moon og rektorerne fik at vide, hvordan de kvindelige belønningsstrukturer fungerer i praksis?

Virkelighed versus skåltaler

Fortalte I dem om, hvordan planen reducerer kvinder til svage ansatte, der kun kan ansættes, hvis der følger en stor pengepose med? Fortalte I dem, hvordan fakulteter kan sætte ”pris på deres ansatte” ved simpelthen at tildele et institut store økonomiske belønninger, når de ansætter en kvinde, men ikke en mand som lektor og professor? Fortalte I dem, om eksempler (se Information 7/11, 2011) som den mandlige lektor, der skrev:

”Jeg er Lektor på en afdeling på KU. Instituttet slår så et professorat op lige netop inden for mit felt. Jeg er gruppens ledende forsker, med ubestrideligt flest publikationer, studerende, samarbejdsaftaler og større internationale bevillinger. Jeg kontakter så ledelsen lidt undrende over at jeg ikke havde hørt noget, om hvad det opslag handlede om, og yderst trykkede fortalte de at stillingen var øremærket en kvinde, så instituttet kunne få udløst en ”professorbonus” fra dekanatet …”

Eller fortalte I dem om beskeden til en mand, der var ansat i et tidsbegrænset professorat på KU og som ifølge bemandingsplanen stod til, at der ville blive slået et permanent professorat op inden for hans område: ”Du har det forkerte køn”? Replikken faldt, da ledelsen skulle forklare, at der i stedet i al hast blev skubbet et belønningsprofessorat ind foran. Denne forskers fordel var til gengæld, at hun var kvinde, for det betød, at der fulgte en økonomisk bonus med til fakultetet, hvis de ansatte hende.

Eller fortalte I dem den sandfærdige, men ikke enestående historie, om en mand og en kvinde, der begge var førende forskere inden for det samme forskningsfelt, og begge havde et femårigt tidsbegrænset professorat. Pludselig kaldtes kvinden, uden opslag, uden om bemandingsplan og uden om forskningsudvalg, til et permanent professorat faciliteret af KU’s kvindelige belønningsmidler.

Hvordan skal manden i det femårige professorat klage? Der har jo slet ikke været en åben ansættelsesprocedure, hvor han kunne pege på at være vurderet fagligt højst og alligevel være forbigået. I øvrigt opdager de fleste vragede mænd slet ikke, hvad der sker, fordi ledelserne ikke just reklamerer med de mange rare millioner, der kan indhøstes via de kvindelige belønningspuljer. De mandlige forskere må blot resigneret konstatere: ”hun må sgu være dygtigere, end det lige fremgår”.

Omfattende kvotefeministisk program

Rosenbeck skriver endvidere, at KUs model skal ”danne forbillede i andre sammenhænge”. Så ærede læsere, det her handler simpelthen om et fremtidigt Danmark, der skal reguleres ud fra forestillinger om en kønsbalance, som KU i øvrigt ideelt vurderer til minimum 40 procent stillinger til det ”underrepræsenterede” køn.

Bedre kan det ikke siges, at der ikke er tale om en lokal teknisk mekanisme til forbedring af rekruttering, men et omfattende kvotefeministisk program, hvor KU ses som spydspids. Både som kvinde og som mand bliver vi skubbet ind i en skabelon, hvor vi skal stå for nogle værdier, som samfundet har bestemt, vi via vort køn skal repræsentere, og uanset om vi indeholder disse kvaliteter og livserfaringer eller ej.

Rosenbeck fortsætter ved at fremholde universitetsledelsens ret til at sammensætte sin forskerstab, som den vil. For hende er der ingen forskel på, om en ledelse fx udstikker forskningsstrategiske mål, eller om de begynder at sortere på køn. Den holdning viser efter min mening en rystende mangel på forståelse af elementære menneskerettigheder.

Der er himmelvid forskel på, at ledelsen prioriterer mellem faglige temaer og så, at den prioriterer mellem hvem der kan ansættes til opgaven, rødhårede, vegetarer, etniske, socialt slagsideramte etc. Med den sidste metode bevæger man sig meget tæt på en overskridelse af ligebehandlingslovens § 2, hvorefter: ”Enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.”

Endvidere står der, at: ”der ikke – heller ikke efter tilladelse fra ressortministeren – kan iværksættes initiativer, hvor det ene køn får fortrinsstilling ved fx ansættelse, da kvalifikationerne altid skal være afgørende.”

Talknuser

Jeg har fulgt feminister som Bente Rosenbecks argumentation gennem snart mange år, og en genkommende figur er, at man altid ude i verden eller tilbage i historien kan finde et eller andet, der understøtter ens urokkelige synspunkt om, at kvinder diskrimineres.

Denne gang er det en svensk undersøgelse fra 1995, der henvises til. Men Bente Rosenbeck, hvorfor skal du over broen og tilbage i historien, når vi har gode danske tal fra 2009, der viser, at kvinder har lige så stor succes som mændene med deres ansøgninger til forskningsrådene?

For slet ikke tale om den førende statistiker inden for området, Bertel Ståhle, der allerede i 1998 kunne vise, at til trods for, at: “til både lektor- og adjunktstillingerne med kvalificerede ansøgere af begge køn, var der i gennemsnit dobbelt så mange mandlige som kvalificerede kvindelige ansøgere”, viste det sig, helt i modsætning til de feministiske forskeres antagelser, at kvinderne i begge kategorier til trods for deres ringere antal opnåede lidt over halvdelen af stillingerne.

Som led i talmagien henviser Rosenbeck til EU-tal i de såkaldte ”She-figures”. Prøv at læg mærke til det demagogiske greb, når hun om antallet af kvindelige professorer siger: ”Statistik var et af de redskaber som EU tog i brug, og siden har vi i She-figures kunnet følge Danmarks ringe placering – og vi er nærmere bunden end toppen.”

Det giver jo ingen mening. Hvis man ligger ”nærmere bunden”, men helt tæt på midten, kan man vel ikke siges at have en ”ringe placering”. Så lad derfor tallene tale. I den EU-rapport Rosenbeck henviser til, vises det på side 59, at Danmark (med sin score på 2.3) ikke afviger særligt fra midten, der er på 2.1.

Der er kun to lande, der markant har en højere sandsynlighed end de andre lande, for at en kvindelig lektor bliver professor, og det er Tyrkiet (1.1) og Rumænien (1.4), som vi vel ellers på alle andre parametre ikke ønsker at sammenligne os med, og hvilket kan skyldes markante generelle kulturforskelle, som en statistik ikke kan tage højde for.

Hertil kommer, at en meget sandsynlig årsag til, at vi ligger lidt lavere end fx Norge (1.7) er, at Danmark er et af de lande i verden, der har bevaret et ret elitært professorsystem med doktordisputatsen bevaret og med ret få professorstole, i modsætning til fx Norge, hvor man kan ansøge om opgradering til professor fra lektor uden åbent oplag.

Sverige ligger på 2.1, men de har jo også haft en massiv statsbestemt udnævnelse af seniorstillinger til kvinder og kvindeprofessorer fx via 30 såkaldte Thamm-professorater i 1995. Hvis man virkelig ønskede at øge antallet af kvindelige professorer, skulle man overveje på de danske universiteter at indføre den norske model, hvor en lektor kan søge om at blive opgraderet til professor, hvis vedkommende har opnået en tilstrækkelig forskningsvolumen. Men denne model bør i så fald gælde begge køn, og ikke som nu tendere mod at blive en norsk model kun for kvinder.

En særlig kønsidentitet

Til slut nævner Rosenbeck i sin argumentation, der tydeligvis kan hente næring fra de mest fjerne og farverige eksempler, en amerikansk kvindelig forsker, der efter sit kønsskifte til mand pludselig både følte sig meget bedre behandlet, og følte sin forskning højere vurderet. Tilgiv mig Bente Rosenbeck, men kunne eksemplet ikke også vise, at forskeren stadig hang fast i sin gamle kønsidentitet med ret til at hævde sig undertrykt og kræve særlig opmærksomhed og beskyttelse?

At favorisere et bestemt køn i ansættelsessituationen er efter min mening en farligt efterladende attitude, for hvis vi et sted giver køb på vores grundlæggende norm om, at ingen må privilegeres ud fra køn, etnicitet eller social baggrund, så risikerer vi at åbne for en langt mere vidtgående ”etnificering” af samfundet, hvor statsmagten eller samfundets institutioner begynder at udnævne os til repræsentanter for stammer eller særgrupper med ens karaktertræk.

Samfundet risikerer at blive revet i stykker af særinteresser, hvor gruppers særlige kendetegn bliver opfattet som afgrundsdybe forskelle, som statsmagten må anerkende i form af særlige juridiske regler. Samfundets sammenhængskraft står og falder med dets evne til at fastholde et fælles medborgerideal, hvor statsmagten og samfundets institutioner behandler alle ens med samme sociale rettigheder og pligter.

Den anden frontfigur i kampen for at påvise kvinders ”underrepræsentation” ved universitetsstillinger er statistikeren Inge Henningsen, men der er nu kommet sprækker i den feministiske front, for Inge Henningsen har undsagt belønningsordningen, fordi hun er imod enhver form for diskrimination, altså også når det går ud over mænd (i Information 9/ 11).

Jeg har ikke de store problemer med, at feminister overdriver undertrykkelsen af kvinder eller udbreder negative billeder af mænd. Herregud, der ryger hurtigt en finke af panden i kampens hede. Der hvor jeg står fuldstændig af er, når feminismen, som altså jeg selv i dens grundform støtter, bliver brugt til diskrimination og køns-privilegier, som man troede udryddet med patriarkatets fald omkring år 1900, men nu søsættes med omvendt fortegn.

For mig hopper kæden helt af, når feminister som Bente Rosenbeck accepterer diskrimination af mænd gennem kønsbiologiske kriterier ved stillingsbesættelser. Hvordan kan man være så gold over for det andet køns retsstilling?

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste