Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

KU: Umuligt at udstede jobgarantier

JOBSIKKERHED – Universiteterne bør udpege de jobsikre uddannelser for de studerende, mener Dansk Erhverv, men det er at forenkle problemstillingen, lyder svaret fra Hanne Harmsen, vicedirektør for uddannelse på Københavns Universitet. Skiftende konjunkturer overtrumfer alligevel alt andet.

Det giver ingen mening, at universiteterne bliver ved med at udbyde uddannelser, hvor de studerende ikke har garanti for at komme i arbejde bagefter, mener arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv (DE).

»Det væsentlige er ikke, at de unge får en videregående uddannelse. Det væsentlige er, at de får den rigtige videregående uddannelse, som rent faktisk fører til jobs i den anden ende,« skriver DE således i en pressemeddelelse i anledning af, at et rekordstort antal unge i år søger ind på universiteterne gennem kvote 2.

»Det bør være slut med at optage blomsten af Danmarks ungdom for derefter at spise dem af med en uddannelse, som ikke fører til beskæftigelse,« udtaler forskningspolitisk chef Jannik Schack Linnemann.

Mere kompliceret end som så

Kritikken er for letkøbt, lyder reaktionen fra Hanne Harmsen, vicedirektør for uddannelse på Københavns Universitet (KU). Det er nemlig ikke muligt at udtale sig særlig sikkert om, hvorvidt en uddannelse er relevant, og hvad sandsynligheden er for, at den nye akademiske titel fører til beskæftigelse bagefter.

»En uddannelses relevans er et utroligt komplekst begreb, så det kan lyde meget tilforladeligt, når Dansk Erhverv mener, at vi skal lave nogle uddannelser, der sikrer folk arbejde bagefter, men det er især en meget konjunkturafhængig problemstilling,« siger hun og fortsætter:

»Selvfølgelig vil vi helst have, at alle kommer i job. Jeg kan ikke sige, at samtlige KU’s 200 uddannelser forholder sig lige meget til relevansbegrebet, som siger noget om behovet for en uddannelse, men vi er bevidste om, at det ikke nytter noget kun at se på en uddannelses indre kvalitet uden at beskæftige os med, hvad det er for et arbejdsliv, de studerende skal ud i bagefter,« siger Hanne Harmsen.

Arbejdsmarkedsdimensionen er med i ny strategi

Ifølge Dansk Erhverv er det en myte, at man ikke kan spå om, hvilke uddannelser, der bliver behov for fremover.

»Det er faktisk muligt at udpege de uddannelser, som skaber vækst i samfundet over tid og de uddannelser, som historisk har ført til høj ledighed og dårlig løn,« skriver Jannik Schack Linnemann.

Hanne Harmsen mener omvendt, at der er en risiko for, at Dansk Erhverv skaber en myte om, at det er universiteternes uddannelsesudbud, der bestemmer beskæftigelsesudviklingen.

»KU er slet ikke i en position til at kunne bestemme, at en stigende del af af den danske ungdom skal have en universitetsgrad og et sikkert job bagefter, heller ikke selvom KU’s ny strategi har arbejdsmarkedsdimensionen meget tydeligere med i uddannelserne end tidligere. En reel ændring i den nuværende beskæftigelsessituation forudsætter, at konjunkturerne vender,« siger hun.

anfj@adm.ku.dk

Seneste