KU viser dobbelte standarder for forskningstyveri

Det bliver ikke meget finere. Den 10. november åbnede Kronprins Frederik konferencen »Open World« i Den Sorte Diamant. Kronprinsen var tæt flankeret af KU’s rektor og et udvalg af prominente stemmer fra den danske og internationale forskningspolitiske debat. De skulle diskutere, hvordan forskningen kan gøres mere åben, og hvordan åbenhed kan bidrage til en mere sikker verden.

Straks efter åbningsceremonien i Dronningesalen trådte Annette Schavan på talerstolen som dagens første keynote. Ironien var til at føle på. Her stod én af Tysklands mest berygtede forskningsplagiatorer og forsikrede tilhørerne om, at »det vigtigste spørgsmål er etiske standarder«: At vi må se videnskaben »som et diplomati for tillid« og et redskab til at »udvikle en kultur af dialog«.

Schavan skænkede ikke et ord til sin plagiatsag. Ole Wæver valgte heller ikke at adressere elefanten i rummet i sin introduktion. Der var ingen i salen, der stillede det åbenlyse spørgsmål: Hvordan kan videnskaben bidrage til dialog og tillid, når forskerne ikke engang er åbne om deres egne – eller hinandens – fejltagelser? Og hvordan kan en skyldig forskningstyv, som ikke engang har anerkendt sit tyveri, bidrage meningsfuldt til en konference om åben forskning?

En ordentlig karakter

Annette Schavan var undervisnings- og forskningsminister i Angela Merkels regering fra 2005–2013. I 2013 blev hun af sit universitet i Düsseldorf fundet skyldig i systematisk og bevidst at have præsenteret andres intellektuelle arbejde som sit eget. Kort efter fik hun af fakultetsrådet frataget sin ph.d.-grad med 12 stemmer mod 2. En omfattende analyse af hendes 351 sider lange ph.d.-afhandling fra 1980 fandt 131 plagierede passager, som enten er referenceløse afskrivninger eller lette omformuleringer fra sekundærlitteraturen, der i de fleste tilfælde er fremført som Schavans egne tanker.

Schavans invitation kan nemt opfattes som en hån over for KU’s ph.d.-studerende, der selv udsættes for minutiøs plagiatkontrol

Schavans afhandling handler ironisk nok om den dannelsesmæssige betydning af at udvikle en ordentlig karakter og samvittighed. Sin egen lære til trods forsøgte hun efter afsløringerne at gå til forvaltningsretten for at omstøde universitetets beslutning. Det lykkedes ikke. Kort tid efter blev hun tilbudt en stilling som ambassadør for Vatikanet. I dag er hun aktiv i diverse katolske organisationer og varetager Kinas interesser som formand for det »Tysk-Kinesiske Dialogforum«.

Flere af de inviterede kolleger, der kender til Schavans historie, havde valgt at boykotte konferencen. Det kan godt være, at Schavan ligesom andre skal have en chance for at komme videre med sin karriere. Hvis arrangørerne eller Schavan selv havde italesat og reflekteret over hendes forhistorie, så havde det da også været en anden sag. Men hendes manglende erkendelse af egne fejl, den ringeagt for de akademiske spilleregler, som hendes sagsanlæg afslører, og de akademiske kollegers forsætlige fortielse om samme, er alt andet end befordrende for tilliden til videnskaben.

Åbenhed og integritet kan ikke skilles ad

På min forespørgsel om, hvorfor Schavan blev inviteret, skriver formanden for programkomiteen, John Renner Hansen, at man godt var klar over Schavans plagieringssag, men at hun »har væsentlige pointer i forhold til konferencens målsætning at bidrage med, som intet har at gøre med hendes oprindelige ph.d. arbejde.«

Svaret viser tydeligt, at ikke alle ansatte på KU er klar over, at Open Science og forskningsintegritet hænger sammen som ærtehalm. Umiddelbart kan det da også virke, som om de to er forskellige: Mens videnskabelig integritet især fokuserer på den rette måde at bedrive forskning på, fokuserer Open Science primært på transparens og åben adgang til forskningsresultater. Man kunne måske også mene, at mens forskningsintegritet handler om at adressere nogle potentielt negative aspekter, såsom tvivlsom forskningspraksis, snyd og plagiering, handler Open Science mere om de potentielt positive aspekter, såsom at gøre forskningen tilgængelig for alle, reproducérbar og brugbar.

Men tænker man lidt dybere over begreberne, er det klart, at Open Science og forskningsintegritet ikke kan skilles ad. Deres gensidige afhængighed er givet ved, at de begge er nødvendige for at fastholde tilliden til forskningen og til forskerne. Man kan ikke kræve, at folk har tillid til videnskaben, hvis den ikke er åben for granskning.

Men videnskaben er ikke åben for granskning, hvis man ikke gør selve forskningsprocessen transparent og sikrer sig, at forskerne er ærlige og ansvarlige. Ja, det er netop åbenhed, ærlighed og ansvarlighed, der udgør KU’s definition af forskningsintegritet. Ved at invitere Annette Schavan til en højt profileret konference om Open Science risikerer KU at undergrave sin egen indsats for at formidle og opretholde principperne for god videnskabelig adfærd.

En hån mod ph.d.-studerende

Open Science er med andre ord et aspekt af forskningsetikken, ligesom forskningsetik er et aspekt af åben forskning. Open Science indgår da også som del af flere moduler i KU’s obligatoriske ph.d.-kurser om »Responsible Conduct of Research« på SCIENCE og SUND. Annette Schavans case indgår sågar i kursernes grundbog på side 16–17 som et skrækeksempel på, hvordan man ikke skal bære sig ad.

Jeg er selv en af underviserne på disse kurser. Det er ganske pinagtigt for mig som underviser på den ene side at skulle prædike til de ph.d.-studerende en striks afholdenhed over for at stjæle eller blot omformulere andres tekster, og på den anden side se de øverste lag af KU’s hierarki være stiltiende indifferent over for uredeligheden hos deres inviterede gæster.

Schavans invitation kan nemt opfattes som en hån over for KU’s ph.d.-studerende, der selv udsættes for minutiøs plagiatkontrol og tekstlighedsscreening. Ved den mindste mistanke om plagiering risikerer de at tabe flere års arbejde på gulvet, fordi enhver anklage videresendes til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed med en estimeret behandlingstid på 1–2 år. Det er urimelig tortur, især fordi de fleste sager ender med at blive frafaldet.

Man kunne få den mistanke, at KU alligevel ikke tager plagiering alvorligt, når det kommer til stykket: At der er dobbelte standarder for, hvad vi forventer af vores studerende, og hvad vi forventer af kolleger i egne rækker. Det er ganske enkelt pinligt.

Efter aftale med programkomiteens formand John Renner Hansen bringer Uniavisen hele hans svar på Robin Engelhardts henvendelse:

»Tak for din mail hvor du stiller nogle meget relevante spørgsmål om valget af Anette Schavan som taler ved næste uges Open World konference. Jeg har modtaget en enkelt negativ kommentar fra én person udenfor KU og har svaret på en forespørgsel fra et par nære kolleger.

Organisationskomiteen var fra starten informeret om den sag, som blev rejst vedr. plagiering i Schavans ph.d. afhandling og frakendelse af ph.d. graden fra universitetets side, samt den efterfølgende afvisning af hendes appel til forvaltningsdomstolen i Düsseldorf i 2013.

Det har vi diskuteret i komiteen og konkluderede at Anette Schavan inviteres til at holde et politisk indlæg, ikke en videnskabeligt tale. Det er hun som mangeårig minister for forskning og uddannelse, dels på delstats niveau og siden på nationalt niveau, og som mangeårig medarbejder tæt på Angela Merkel. Vi mener Schavan har væsentlige pointer i forhold til konferencens målsætning at bidrage med, som intet har at gøre med hendes oprindelige ph.d. arbejde.

Anette Schavan blev æresdoktor ved universitetet i  Lübeck i 2014, som jeg forstår det på baggrund af hendes store arbejde for de tyske universiteter i almindelighed.«