KU’ere kæmper for et frit Tibet

10. marts er Tibets nationaldag. På denne dato i 1959 gik det meste af hovedstaden Lhasas befolkning i demonstration mod den kinesiske besættelse.

Oprørets årsdag markerede foreningen Studerende for et Frit Tibet i weekenden med en demonstration på Rådhuspladsen i København.

»Kina overtræder forsat grundlæggende menneskerettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed i Tibet, ligesom mange tibetanerne er blevet økonomisk marginaliserede,« siger Tashi Andersen, næstformand og statskundskabsstuderende.

Med andre ord fik 59-oprøret langt fra en ‘happy end’. Kinesiske styrker slog opstanden ned, Dalai Lama og den siddende tibetanske regering måtte forlade landet, og i de kommende år flygtede op imod 85.000 tibetanere som reaktion på en brutal kinesisk kampagne mod tibetansk kultur, hvor mængder af klostre, monumenter, litteratur og religiøs kunst blev ødelagt.

Konflikten mellem Kina og Tibet har historiske rødder helt tilbage til det 7. århundrede, men finder sit moderne udspring under Maos kulturrevolution. I 1950 invaderede Det Kommunistiske Folk Befrielseshær Tibet. Selvom underskrivelsen af den såkaldte ’17-punktsaftale’ i maj 1951 – trods formelt kinesisk overherredømme – på papiret sikrede Tibet autonomi, blev aftalen aldrig overholdt af Kina. I stedet dikterede Mao drastiske omlægninger af det tibetanske samfund, blandt andet et religionsforbud, og igangsatte en massiv, organiseret kinesisk indvandring, der gjorde de etniske tibetanere til en minoritet Tibet – eksempelvis er 70 procent af indbyggerne i Lhasa i dag kinesere.

»Så der er fortsat meget at kæmpe for,« siger Tashi Andersen.

Internationalt engagement og forpligtigelse

Studerende for et Frit Tibet er en international organisation, der blev grundlagt i 1994 og har afdelinger verden over. Den danske afdeling har eksisteret siden 2003, og formanden Pema Andersen, jurastuderende og ekstern lektor ved Sociologi, fortæller, at foreningens formål er at skabe fokus på konfliktens politiske aspekt.

»Det gør vi via demonstrationer, for eksempel på nationaldagen, men også gennem foredrag, informationskampagner og ved at troppe op til politiske arrangementer og insistere på at debatere emnet.«

Formanden og næstformanden, som er søskende, har tibetanske rødder. Men de har aldrig selv været i landet. Begge har de flere gange ansøgt om visum, men er – af kinesiske ambassader – blevet nægtet indrejse.

Er det ikke mærkeligt, at engagere sig i et land man faktisk ikke kender?

»Jeg har aldrig følt, at den hellige gral var velbevaret, bare fordi jeg er opvokset i Danmark,« siger Pema Andersen.

»Tværtimod mener jeg, at vi, der har friheden til at ytre os om den politiske situation, også har en forpligtelse til at gøre det.«

Et umuligt oprør?

For en politisk modstand, som vi kender den, er umulig i Tibet, fortæller Dechen Penpa, tibetansk aktivist bosat i London, der talte ved demonstrationen og som på sin hjemmeside monitorerer tibetanske blogs og oversætter indlæg til engelsk.

»Alene i år er syv blevet dræbt af kinesiske styrker under fredelige demonstrationer.«

Også kommunikationen til omverdenen er under angreb.

»Der er tale om en slags ’information blackout’. Man kan ikke kommunikere direkte; telefonsamtaler bliver aflyttet og blogs og hjemmesider lukkes ofte ned. Derfor er den information, der slipper ud, ofte indirekte og subtil, og kan være svær at forstå, hvis man ikke kender konteksten.«

En modstandsform er dog blevet sørgeligt synlig. Som The Guardian har kunnet berette, oplever Tibet netop nu en bølge af ’selvantændelser’, hvor munke tænder ild til sig selv i protest mod det kinesiske styre. Inden for det seneste år er det sket 26 gange med 19 dødsfald til følge.

»Det viser graden af desperation hos mange tibetanere,« siger Pema Andersen.

»For grundlæggende er handlingen i strid med den Tibets buddhistiske tradition, hvor selvmord er noget, man fordømmer i lyset af den smerte, man forårsager pårørende. Men det er blevet et sidste nødråb«

Muligheden og pragmatikken

De tre aktivister er da også enige om, at den eneste mulige løsning på konflikten skal komme udefra.

»Det eneste, der kan hjælpe, er et samlet politisk pres fra de vestlige regeringer,« siger Dechen Penpa.

Her kunne man forvente, at den traditionelle politiske duks Danmark ville være et forgangsland. Det er vi langt fra, siger Tashi Andersen:

»Det er sigende, at da Tibets premiereminister i november besøgte Danmark, ville man kun mødes med ham på ’administrativt niveau’ – ikke politisk. Men som statskundskaber forstår jeg da godt bevæggrundene. Undersøgelser viser, at handlen med Kina falder drastisk, hvis man har haft diplomatisk kontakt med Tibet.«

Derfor er man, med aktivisternes ord, villige til ’please’ kineserne. Tashi Andersen fremhæver sagen om den såkaldte ‘verbalnote’. Efter daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) private møde med Dalai Lama i 2009 lagde Kina de diplomatiske og handelsmæssige forbindelser til Danmark på is. Et økonomisk men også politisk problem for Danmark, med den kommende værtsrolle for klimakonferencen COP15 in mente. Derfor indvilgede folkestyret i at underskrive en verbalnote dikteret af Kina, der blandt andet inkluderede følgende udsagn:

»Denmark recognizes China’s sovereignty over Tibet and accordingly opposes the independence of Tibet.«

Et ydmygt oprør

Selv om kampen for et frit Tibet har stået på i mere end 50 år, er det altså småt med de politiske landvindinger. Men det, at protesterne stadig består, er ifølge de to KU’ere en unik sejr.

Men de danske aktivister er trods alt pragmatiske, når snakken falder på protesternes politiske mål.

»For mig personligt er det p.t. ikke selvstændighed, der bør være det centrale i den tibetanske kamp,« siger Tashi Andersen. »Det essentielle er, at vi sikrer bedre rammer for de seks millioner tibetanere i Tibet og giver dem muligheden for at opretholde tibetansk kultur.«

Pema Andersen er enig:

»Den ideelle løsning ville være uafhængighed. Den realistiske er at skabe en form for tibetansk autonomi. Men som det er nu, handler det først og fremmest om at sørge for, at Kina overholder menneskerettighederne, og at tibetanerne ikke længere behandles som andenrangsborgere i deres eget land.«

uni-avis@adm.ku.dk