Kulturmøde i Kamembe

Vi var fem studerende fra fire forskellige institutter på KU der mødtes for første gang en lørdag i begyndelsen af oktober 2007. En fra statskundskab, en fra psykologi, en fra folkesundhedsvidenskab og to fra medicin. Fem måneder senere sad vi i en flyver på vej til Kamembe i Rwanda.

Det hele begyndte med et tilfældigt møde i Rwanda i sommeren 2007. To universitetsstuderende fra hver sin del af verden – en fra Danmark og en fra Rwanda – blev venner og aftalte at udarbejde et projekt for at hjælpe gadebørn i Kamembe. Projektet drives af den frivilligt baserede ungdomsorganisation Red Barnet Ungdom i samarbejde med frivillige unge som os i Danmark og Rwanda. Et par måneder blev brugt på projektskrivning både i Rwanda og i Danmark, og i december 2007 kunne projektet begynde.

Gadebørnsdrømme

Kamembe ligger tæt på grænsen mellem Rwanda og Congo. Byen er præget af grænsehandel hvilket gør den attraktiv for gadebørn. Der er nemlig penge at tjene.

Området omkring Kamembe var hårdt ramt under folkemordet i 1994, så mange af børnene er forældreløse. Den ældste i en børneflok er ansvarlig for sig selv og ofte fem-seks mindre søskende. Med en gnavende og konstant sultfornemmelse i maven, hver eneste time hver eneste dag, er det måske forståeligt nok at børnene i Kamembe vælger livet på gaden og mulighed for at tjene penge, i stedet for skolen.

Nogle af børnene kan ikke finde arbejde på gaden, så de stjæler for at overleve. Vi fulgte en gadedrengs færden i gaderne, og så hvordan han elegant stak hænderne i lommer på forbigående.

En anden gadedreng havde et lille spidst rør som han, uden nogen så det, stak op i sække med ris eller bønner. Ud af sækken kom der små mængder mad som han enten spiste eller solgte. På den måde overlevede han. Hans tøj var stort, beskidt, hullet og usselt. Hvis han fik noget bedre, solgte han det eller også stjal de andre det fra ham, præcis som han selv ville have gjort.

Ved første øjekast virker det ret håbløst at få de to drenge væk fra gaden. Men det er langtfra alle gadebørn der er så langt ude. De er inddelt i ti grupper. Hver gruppe består af børn med de samme drømme for fremtiden, f.eks. skolegang, etablering af en lille indkomstgenererende aktivitet eller oplæring i tømre- eller mekaniker- fag. Vejen væk fra gaden og hen imod et godt og trygt liv tager således udgangspunkt i børnenes egne behov og drømme. Det lyder rigtigt i vores ører.

Hvordan hjælper vi?

Men hvordan kan fem danske universitetsstuderende hjælpe gadebørnene i Kamembe ved at tage til Rwanda i en uge? Projektets mål var at stifte en frivillig rwandisk ungdomsorganisation. Så kan de der faktisk ved noget om gadebørnenes liv, hjælpe gadebørnene.

Vores rolle i projektet er blandt andet at undervise 20 rwandiske studerende i demokrati, organisationsstruktur, vedtægter, teambuilding og ledelse. Vi fandt hen ad vejen ud af at vores forskellige studieretninger var en enorm styrke da vi havde forskellige erfaringer med begreberne og derfor kunne supplere hinanden rigtig godt.

De rwandiske unge underviste til gengæld os i gadebørnenes liv og vilkår i Kamembe, og sammen fik vi på en uge skrevet vedtægter, holdt stiftende generalforsamling og udviklet en fremtidig fælles strategi for hvordan gadebørnene i Kamembe skal hjælpes.

Vores samarbejde fortsætter pt via mail, men ender forhåbentligt ud i en udvidelse af projektet så den nye ungdomsorganisation bliver endnu bedre funderet og måske ekspanderet til andre områder i Rwanda.

Historier fra de varme lande
Fire dage før vi skulle ankomme, havde der været jordskælv i Kamembe hvor 20 mennesker var omkommet. Der var stadig små efterskælv tre-fire gange i døgnet hvilket gav os et naturligt wake-up call indimellem.

Vi boede sammen med medlemmerne af ungdomsorganisationen i et stort hus lidt uden for Kamembe. Der var køkken og bad og toilet ude i baghaven i en lerhytte. Maden blev lavet på bål, toilettet var et hul i jorden, og bruseren en balje med vand. Finalen i African Nations Cup blev set på en lille bitte skærm på en bar i selskab med et par lokale øl og alle mændene fra de omkringliggende huse.

Regntiden forvandlede gåturen på lervejen ned til vores hus til dagens udfordring, og så var der alle svømmeturene i den nærliggende sø, fodboldkampene, hyggestunderne, aha-oplevelserne, venskaberne der blev knyttet på kryds og tværs, frustrationerne over små og store ting, og lettelserne over at alting altid gik alligevel.

Turen til Kamembe gjorde et fantastisk indtryk, og de forskellige studier til trods har vi alle lært noget vi aldrig kunne have læst i bøger. I sådan en kold februar måned gjorde det bestemt ingenting at rejse til de varme lande.