Kundskabens akse

Der findes mange myter og konspirationsteorier i det danske kulturliv. Men få er mere sejlivede end myten om Den Kulturradikale Bermudatrekant. Myten går ud på at der lige siden 1970’erne har været en særlig rød forståelse mellem dagbladet Politiken, forlaget Gyldendal og Danmarks Radio, og at disse har stukket deres venstresnoede fangarme ud i enhver afkrog af dansk kultur- og samfundsliv i et forsøg på at presse deres halvmarxistiske og kulturradikale dagsorden igennem.

Konspirationsteorien lyder usandsynlig, men har gennem alle årene ikke desto mindre været et symbolsk fjendebillede i den borgerlige kulturkamp. Og selvom det ikke altid har stået helt klart hvilke hemmeligheder der skulle være forsvundet mellem Klareboderne, Rådhuspladsen og Gyngemosen, så har myten alle dage været en effektiv måde for højrefløjen at mistænkeliggøre ’de røde lejesvende’ på.

Det eneste der har manglet, er at fange trekantens medlemmer in the act. Og derfor er det faktisk lidt af et scoop at Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab endelig har fået samlet de tre ledende aksemedlemmer i samme rum til dagens ’Blå Tirsdag’-debatarrangement. Der sidder de: Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, Gyldendals litterære direktør Johannes Riis og DR’s kulturchef Torben Smidt Hansen. Ordstyrer er lektor Sune Auken, og han giver de medsammensvorne ti minutter til at bedyre deres uskyld.

Desværre uskyldig
Men Tøger Seidenfaden ville hellere bedyre sin skyld, fortæller han. Men det kan han desværre ikke. »Hvis det virkelig var sådan at DR, Gyldendal og Politiken havde en dominerende og fuldstændig hegemonisk position i dansk åndsliv, så ville dansk åndsliv være betydelig bedre kørende end tilfældet er,« siger han og kalder ideen om en kulturradikal Bermudatrekant for en »ikke født, død sild.« Det eneste de tre kulturinstitutioner har til fælles, er nogle meget høje idealer, og at de alle tre påtager sig et udvidet public service-begreb, mener Seidenfaden.

Det er Johannes Riis enig i. Som stor fan af konspirationsteorier var det med gysende forventning at han blev ansat på Gyldendal for 30 år siden, fortæller han. Men Riis fandt ikke så meget som skyggen af en konspiration mellem DR, Gyldendal og Politiken. »Så til min skuffelse måtte jeg konstatere at Bermudatrekanten ikke findes. Det tætteste jeg var på at finde den, var da jeg så Paul Hammerich i Gyldendals kantine med dagens varme ret i hånden. Og ham var der intet konspiratorisk over,« siger Riis med henvisningen til den legendariske kulturradikale kæmpe der skrev for Politiken, udgav bøger på Gyldendal og lavede fjernsyn for DR.

Torben Smidt Hansen runder benægtelserne af. Han savner stadig en middagsinvitation fra sine to formodede medsammensvorne, fortæller han.

Antidemokratisk og protofascistisk
Så meget for konspirationen. Hvad der derimod virkelig får debattørerne op af stolene er konspirationsteorien og det fjendebillede myten om Bermudatrekanten har sat op. Ifølge Johannes Riis spiller myten en afgørende rolle når højrefløjen med Dansk Folkeparti og Ulla Dahlerup og Søren Krarup i spidsen taler om kulturradikalismens undertrykkelse af den sunde, danske folkeånd. Men den opfattelse holder ikke hvis man ser på kendsgerningerne.

»I vore dage udgiver både Ulla Dahlerup og Søren Krarup på Gyldendal. Alligevel kalder Krarup mig kulturradikal. Så hard facts har ikke kunnet gøre noget ved legenden om den særlige forståelse mellem DR, Gyldendal og Politiken,« siger han. Tøger Seidenfaden mener at det er en kæmpe kompliment til regeringen og Dansk Folkeparti at man bliver ved med at tale om Den Kulturradikale Bermudatrekant, selv her på Københavns Universitet. Det skjuler nemlig den virkelige magt og hegemoni i Danmark.

»Dansk Folkeparti og regeringen har overtaget retorikken fra blandt andet trotskismen: de bliver ved med at hævde at de er undertrykte, selv efter de er kommet til magten. Det er en antielitær, antidemokratisk og protofascistisk retorik. Og den skaber et forrået debatklima som er meget ubehageligt,« siger han.

Johannes Riis advarer dog mod at man kun ser på højreorienterede konspirationsteorier og glemmer de venstreorienterede. Fx den teori der stortrives i øjeblikket om at regeringen og Kenneth Plummer hemmeligt er enige om at køre DR i sænk. Det er DR-kulturchefen til dels enig i. Han oplever ikke nogen stor forkromet masterplan om at ødelægge DR. Men at DR er under angreb vil han heller ikke skjule.

»DR er under et voldsomt pres. Ikke bare økonomisk, men også politisk. Det skyldes den mærkelige konstruktion at man kan have folk i DR’s bestyrelse der ikke kan lide DR,« siger Torben Smidt Hansen. Tøger Seidenfaden afviser også ideen om en venstreorienteret konspirationsteori om DR. »Jeg har ikke gang i en konspirationsteori. For Søren Krarup, Jesper Langballe og Ole Hyltoft har ikke gang i en konspiration. Deres virke foregår fuldstændig offentligt,« siger han.

Luk røven på Riis
Herefter drejer debatten sig mest om DR og dets problemer. Johannes Riis stikker vanen tro til det han mener er en mangelfuld kulturdækning i fjernsynet, og Tøger Seidenfaden taler om de ledelsesproblemer organisationen åbenlyst er ude i. Det får Torben Smidt Hansen til at reagere.

»Jeg er en lille smule træt af at fremstå som en irakisk propagandaminister der med røg til anklerne stædigt holder fast i at alt går godt i DR. Selv om vi er det vingeskudte ben i denne trekant, og selv om besparelser ikke er sjove, leverer vi faktisk langt mere end der forventes. Også på kulturområdet,« siger han.

Johannes Riis er ikke enig. »DR er bange for sin egen skygge. Der findes ingen korpsånd. Engang stod cheferne op for deres medarbejdere, nu undsiger man dem. DR har ingen selvtillid, og det er vi ikke tjent med,« siger Riis der netop på grund af DR’s problemer overvejer om ikke konspirationsteorien om Den Kulturradikale Bermudatrekant er ved at synge på sidste vers. Som bevis fremdrager han det seneste nummer af fagbladet Forfatteren hvor Torben Smidt Hansen er citeret for at have stillet spørgsmålet: »Hvordan lukker vi røven på Johannes Riis?«

»Dermed opfatter jeg myten om Bermudatrekanten som værende stedt endegyldigt til hvile,« siger han.

Men mon ikke myten viser sig mere sejlivet end som så?