Kunst er et vindue til hjernen

Hvorfor giver nogle genstande anledning til det vi kalder en æstetisk oplevelse? Det gør de, ifølge hjerneforskeren Semir Zeki, fordi vores hjerner er indrettet på en særlig måde. Zeki, der er professor ved University College London og leder af forskningsenheden Vision Lab, var i 1960’erne og 1970’erne blandt pi-onererne der revolutionerede vor viden om synssansens biologi.

I dag forsøger han med udgangspunkt i denne viden at forklare hvorfor billed-kunst giver anledning til særlige op-levelser i vores hoveder. Og han er kommet frem til det svar at kunsten adlyder bestemte kognitive love som menneskehjernens indretning dikterer. Ved en samtale på hans arbejdsplads midt i det kosmopolitiske London bad vi Zeki forklare hvori disse love består.
Det vigtigste, fortæller han, er at synssansen har et bestemt formål.
»Jeg blev som neurolog selv interesseret i kunsten via et spørgsmål som sjældent stilles: Hvad er synet til for? Svaret er at synet er til for at vi kan tilegne os viden om verden.«
Hvordan udfører hjernen dette utrolige job?
»Hjernen er ikke interesseret i de evindelige forandringer øjet registrerer. For at kunne se et træ som et træ og ikke som en masse skiftende synsindtryk, må hjernen se bort fra store mængder af information om lysforhold, afstand, vinkler og så videre. Hjernen er interesseret i træets ide, så at sige.«

Det er dette bestandige arbejde med at tilegne sig viden gennem en ‘idealisering’ af de sanseinput hjernen modtager der ifølge Zeki først og fremmest forklarer eksistensen af billedkunst. Hjernen ønsker at se træets ide, men hjernen møder aldrig den ideale størrelse i den virkelige verden (som jo er fyldt med en uendelighed af partikulære træer). Hvorfor så ikke prøve at fremstille sådanne ideer på et lærred eller i form af en skulptur?
»Kunst er en bestræbelse på at give ideal viden en form som vil tilfredsstille hjernen. Som jeg ser det, skal kunstværker forstås som yderligere en måde at tilegne sig viden om verden på.«

Kunstneren er hjerneforsker
En anden hjernelov der dikterer billed-kunstens natur, er synets organisering i funktionelt specialiserede moduler, siger Zeki.
Vort visuelle system består af et stort antal separate cellegrupper som hver især behandler forskellige aspekter af synsindtrykket. Der findes eksempelvis en cellegruppe kaldet V4 der selektivt aktiveres af farve, en anden (V5) som stimuleres af bevægelse og en tredje (MT) der aktiveres af ansigter. Selv om vi oplever at se verden omkring os som en enhed af farver, bevægelse og så videre, er denne enhed i virkeligheden resultatet af en ‘sammenbinding’ af adskilte delprocesser. Det er noget vi ved fordi personer der har fået deres V5-celler ødelagt, vedbliver at have et intakt syn bortset fra evnen til at se farver. Lægerne kalder dette spektakulære syndrom for akromatopsi.

Malerier, skulpturer og fotografi akti-verer forskellige moduler. Yves Kleins monokromer eller Mark Rothkos ska-belse af et følelsernes sprog i farve er således særligt rettet mod cellerne i V4. Anden billedkunst kan være primært interesseret i bevægelse eller i por-trætter og vil da fortrinsvis aktivere V5 og MT. Pointen er at denne udforskning af forskellige form-, farve- og bevægelsesaspekter kun er muligt på grund af synets indretning. Kunstneren bør i virkeligheden opfattes som en slags hjerneforsker, siger Zeki.

Mondrian, Malevich, Calder…
»Tænk på en billedkunstner som Mondrian. I begyndelsen af sin karriere var han en form for naturalistisk maler, men senere vendte han sig i stadig højere grad mod det filosofiske og endte som teosof. En tid var han interesseret i kubismen, men han mente ikke at kubisterne drog den logiske konklusion af deres arbejde. Konsekvensen af Braque og Picassos kubisme er nemlig formuleringen af et nyt spørgsmål: ‘Hvad er alle formers konstans? Hvilke urformer er alle former skabt af?’
Mondrian satte sig for at finde frem til disse urformer, og hvad nåede han frem til? Den lige linje! Det interessante er at Mondrian gør denne opdagelse 40 år før neurofysiologer fandt ud af at der er celler i hjernen som selektivt reagerer på lige linjer og at disse celler anses for at være hjørnestenen i hjernens percep-tion af form.

Hertil indvender mange at der blot er tale om et tilfælde, men Malevich ar-bejdede på et tilsvarende projekt og nåede også frem til den lige linje. Eller tænk på Calder og hans begreb om kinetisk kunst. Calders ide er at fremhæve bevægelsen som sådan. Det gør han ved at nedtone formaspektet og fjerne farverne helt. Det viser sig at Calders mobiler aktiverer neuroner i hjernens visuelle bevægelsescenter, V5. Og cellerne dér er ligeglade med farver og form. V5 blev opdaget omkring 1973, men Calder skabte allerede sine mobiler i 1940’erne, 30 år tidligere.

I mine øjne er kunstneren en hjerne-forsker på to måder. For det første ved at gøre brug af de perceptuelle egen-skaber som vi senere har opdaget er af vigtighed for hjernen. For det andet ved at stimulere enkelte aspekter af hjer-nens perceptuelle apparat. Jeg synes det er vanskeligt ikke at kalde noget sådan for en slags studie i hjernens poten-tiale,« siger Zeki.

Flertydigheder
Et tredje træk ved kunsten der i Zekis øjne skyldes hjernens særlige ind-retning, er værkernes flertydige karakter. Kunstværker kan som regel opleves og fortolkes på mere end en måde, og det er et af de træk vi opfatter som karakteristisk ved stor kunst.
»Det er ikke fordi stor kunst er vag eller ubestemt. Tværtimod. Al stor kunst har en klar bestemthed, men sagen er at den rummer mange bestemtheder på en gang. Et kunstværk kan fortolkes på mange forskellige måder, og disse måder har alle lige stor gyldighed,« lyder Zekis bud.
Her viser det sig igen at hjernen mulig-gør dette fænomen i kraft af sin indret-ning. Normalt giver et synsindtryk diktatorisk og automatisk anledning til én fortolkning, én oplevelse. Men fordi synet er modulært, kan aktiviteten i et modul af og til påvirke aktiviteten i et andet så flere mulige oplevelser af synsindtrykket bliver muligt. Kunstværker udnytter dette forhold.
»Kunstværkets flertydighed skyldes de forskellige billeder hjernen er i stand til at danne af et og samme kunstværk. De har alle lige stor gyldighed, og hjernen kan derfor vælge den fortolkning den ønsker afhængigt af stemningen eller anledningen.

Jeg plejer i den forbindelse gerne at fremhæve et billede som Vermeers maleri En frue ved spinettet med en herre. Hjernen kan forestille sig en række scenarier når den oplever dette billede. Manden siger fx til kvinden ‘du spiller godt’ eller måske ‘jeg vil gerne tale med dig. Vi er nødt til at stoppe vores forhold’. Der er mange muligheder. Alle fortolkninger er tilgængelige, og derfor kommer der noget fremmed og mangetydigt over billedet. Det lukkede kunstværk der kun har én bestemthed, øver ikke på samme måde en tiltrækning på os,« lyder Zekis påstand.

Hvorfor der er denne oplevelsesmæssige forskel på entydige og flertydige syns-indtryk, er et andet spørgsmål som vi ikke kender svaret på endnu. Men svaret, vil Zeki sige, ligger gemt et sted i menneskehjernens forunderlige arkitek-tur.

Martin Skov studerer Dansk ved KU. Andreas Roepstorff er
adjunkt ved PET-centret, ÅU.