Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Kunst og videnskab fusionerer i en kropsformet bakterieformation og smagen af mors hænder

Medicinsk Museion — Udstillingen ’Verden er i dig’ undersøger vores kroppes forbindelse til verden og omvendt. Beskueren får en totaloplevelse, der helt overlagt rejser flere spørgsmål end den besvarer, idet den trækker lige meget på videnskaben og kunsten. Det er godt gjort.

Der er noget sært dragende ved montren med knapper og kyllingeben. Badet i et varmt lys står to gamle medicinske tavler bag glas, og i den ene er udstillet rækker med knapper, metalstykker, sikkerhedsnåle, hætter til skrivepenne og stumper fra lynlåse. Tavlen ved siden af indeholder knoglestykker og fiskeben, små stykker skelet fra dyr, som er svære at afkode.

»Vi starter med medicinen, der for better or worse og uanset historisk periode og kultur, ligger på grænsen mellem krop og verden. Når vi siger, at ’Verden er i dig’, er det udsagn, som i virkeligheden rummer en enorm kompleksitet og flertydighed,« siger Adam Bencard.

Han er den ene af de to kuratorer, som viser rundt på Charlottenborg-udstillingen på en oktoberdag, hvor solen skinner skarpt ned på Kongens Nytorvs gamle kunsthal og afslører, at turisterne igen tør bevæge sig ud og se København fra dens bedste sider. Jacob Lillemose er den anden.

Begge er de ansat på Medicinsk Museion ved Københavns Universitet, hvor også udstillingens to andre kuratorer, postdoc Kristin Hussey og museumsinspektør Malthe Kouassi Bjerregaard, arbejder.

Det er en kliché, men kunst og videnskab mødes faktisk på en meningsfuld måde her.

At ’Verden er i dig’ er et komplekst budskab, det har Adam Bencard ret i. Faktisk er kan det være svært helt at rumme, hvad det egentlig betyder.

»Man kan hurtigt komme til at tænke på sådan noget lidt hippie-spirituelt holistisk noget, men det er meget mere konkret og problematisk end det. Det har med ulighed, med politik og økonomi,  med død og alt muligt andet at gøre. For det at få verden i sig kan slå dig ihjel, ikke?« siger Adam Bencard, mens vi går hen mod en dæmpet lyskegle, der peger ned på den gamle montre.

Vi står og kigger på montrene med tavlerne med dimser, der ikke har nogen oplagt fællesnævner.

»Det har vi indsamlet på Museion fra Rigshospitalets øre-, næse, halsafdeling, og det er ting, lægerne gennem årene har hevet ud af halsen på patienter.«

Det er svært ikke at komme til at grunde over, hvad der dog har fået den kæmpe bukseknap ned i nogens hals.

Der står Corpora Aliena, fremmedlegmer, fra Asophagus, spiserøret, med svungne, håndskrevne bogstaver, hen over de to tavler med dimser, som folk altså har været ved at blive kvalt i gennem tiden, fordi de helt bogstaveligt har fået verden galt i halsen.

Udstillingens nulpunkt, som de to kuratorer beskriver det, er ikke flyvsk og abstrakt, det er en meget »fysisk og konkret krop«. At sige, at ’Verden er i dig’ er også at få en fire centimeter lang sikkerhedsnål eller et patronhylster galt i halsen.

Det giver pludselig mening, hvad de to kuratorer taler om.

Det største og det mindste

Udstillingen tager afsæt i ny biomedicinsk forskning, der arbejder på at forstå vores kroppe, vores sundhed og vores verden, som der står på udstillingens hjemmeside. Og pointen er, at de indsigter ikke kan rummes af adskilte discipliner – fx forskning og kunst – men flyder over i historie, kultur, filosofi, politik.

I et af udstillingens største rum svæver en kæmpestor jordklode. Den er så stor, at man ikke kan komme på afstand af den eller overskue den, syv meter i diameter, og man presses nærmest op ad væggen med en følelse af ærefrygt over den smukke, grønblå planet, man får smasket op i fjæset. Som en påmindelse om, hvor små, vi er.

Og det er da også det indtryk, udstillingen fra begyndelsen giver: Man glemmer, at afsættet måske nok er biovidenskabeligt, for kunsten er så allestedsnærværende, og formidlingen så æstetisk, at disciplinerne flyder sammen. Det er en kliché, men kunst og videnskab mødes faktisk på en meningsfuld måde her. Og skaber en større samtale. For det er svært at forestille sig, at udstillingen havde været så helstøbt, som den opleves, hvis den havde været foruden det ene eller det andet.

I rummene er udvalgte genstande og kunstværker, som vender tilbage til kroppen og dens »umiddelbarhed,« det er udstillingens nulpunkt og tilbagevendende omdrejning, er de to kuratorer enige om. Mange af genstandene har en uventet karakter, hvor man ikke lige først kan afkode, hvad man bliver præsenteret for. Som nu en meteorit, der stammer fra solsystemets oprindelse, siger Jacob Lillemose og vender blikket mod en sten, som altså ikke bare er en sten.

»Alle de væsentlige bestanddele af vores krop er jo skabt her, så ideen om at vi er skabt af stjernestøv, er i ret konkret forstand sand«.

Hvad mikroberne fortæller

Vi går fra det helt konkrete, bukseknappen i halsen, til universets skabelse og vores forbundethed til det. Mikro- og makrokosmos fordelt over de fire rum og temaer, som udstillingen er bygget op om: Rummet, Mikrober, Generationer og Tid. Adam Bencard peger rundt på indgangene til de fire rum, der samtidig repræsenterer hver sit videnskabelige felt. Rummedicin, mikrobiomforskning, epigenetik og kronobiologi eller døgnrytmeforskning.

På hver sin måde peger de forskningsområder på den ’forbundethed’, som Jacob Lillemose og Adam Becard kredser om.

Det er ikke videnskabsformidling, som vi kender det fra naturvidenskabelige udstillinger og tidsskrifter. Både Weekendavisen og Politiken har lavet podcasts om udstillingen, og flere anmeldere har rost udstillingen for, hvordan kunst og videnskab supplerer hinanden og skaber noget fælles større.

»Vi har taget kompleksiteten på os som en del af den opgave, vi stillede os selv, da vi fik penge til udstillingen. Nemlig hvordan kan man formidle kompleks videnskab uden at ende i fake news, som er manipulerende, eller simpelthen bare i forsimplinger,« siger Jacob Lillemose.

Udstillingen foregiver ikke at give svar eller løsninger, men, som Jacob Lillemose formulerer det, så viser den veje ind i det her komplekse felt, som er i øjenhøjde. Adam Bencard supplerer:

»Det er måske også et spørgsmål om, hvad det er, der er vigtigt at fortælle. Det er klart, at hvis det handler om, how the machine works, så er det noget andet end hvilke spørgsmål, det rejser,« siger han og trækker os over til et kunstigt tarmsystem, der er som taget ud af et laboratorie.

»Altså, det her er jo en maskine, der står og laver lort,« siger han.

Vi betragter en opstilling af glas med slanger, der er forbundet på kryds og tværs.

Det er ikke fordi, man skal forstå, hvordan opstillingen virker. Men den viser, at videnskaben arbejder eksperimentelt og tit med stor afstand til den krop, der bliver studeret, siger Adam Bencard. Og samtidig er den billedskabende på samme måde, som kunst kan være det.

»Når man ser ting som et billede, aktiveres ens sansning og forestillingsevne. Det er noget af det, som et display som det her gør skidegodt, fordi det er en konkret fortolkning, en abstraktion, over vores tarmsystem,« siger Jacob Lillemose.

Kunsten har vidst det længe

Adam Bencard taler med myndig og tydelig diktion, og samtidig lyser en uforfalsket glæde ved stoffet ud af ham, når han tegner og fortæller. Til daglig er han lektor på Medicinsk Museion, der holder til i det oprindelige Kongelige Kirurgiske Akademi i Bredgade. Her kan man med lige dele gru og spænding se på kropsdele i glasbeholdere og blive klogere på den medicinske kulturarv.

Samtidig er Medicinsk Museion en forskningsenhed under Københavns Universitet, som arbejder med medicinsk forskningskommunikation.

Jacob Lillemose er ph.d. i kunsthistorie og har forsket i, hvordan udstillingsmediet kan bruges til at drive forskning frem, og altså ikke blot formidle det.

De sidste år har de to sammen med Kristin Hussey og Malthe Kouassi Bjerregaard arbejdet på denne udstilling. Og med udstillingen er de vante lokaler i Bredgade altså skiftet ud med Kunsthal Charlottenborgs store, åbne rum.

En vigtig del af arbejdet med udstillingen har været, at kuratorerne har ladet deres ‘hatte’ ligge.

»Vi har den grundlæggende overbevisning, at hvis vi skal begribe og udforske tesen om, at vi lever i forbundne kroppe, er vi nødt til at bruge al den viden og alle de sprog, vi har. Og så er det lige meget, om sproget er kunstens eller videnskabens,« siger Jacob Lillemose.

Det er gået op for forskerne, at mange af de ting, som videnskaben først har fået øjnene op for i løbet af de sidste ti-tyve år, faktisk har eksisteret i kunsten i måske 150-200 år, siger han.

I takt med, at de problemer, der dukker op verden over, viser sig ikke at passe i de kasser, vi har delt verden op efter, bliver det stadig vigtigere at bringe de spørgsmål, det rejser, sammen. Og det kan udstillingsrummet gøre, siger Adam Bencard, mens han viser, hvordan selve arkitekturen i udstillingen sidestiller de forskellige discipliner.

»Simpelthen for helt fysisk at manifestere, at de er en del af en fælles samtale,« siger han.

Der er ikke skelnet mellem, hvordan de små, sorte skilte er skrevet, alt efter om man ser på et værk eller en videnskabelig genstand, og man tænker ikke rigtig på, om man ser på det ene eller det andet, når man går rundt i de udstillingens dunkle rum.

Den tomme petriskål

I et af rummene ser vi på billeder af petriskåle med en streg i midten, der deler skålens areal op i to. Den ene side er tom. I den anden spreder en mikrobiologisk skylignende formation sig. Skålens ene side er podet med tarmbakterier fra en forsker, det er ham med den blomstrende flora, der ligner en himmelsky. Den anden side er kunstneren Kathy Highs egen.

Hun lider af tarmsygdommen Crohns, der med sin permanente betændelsestilstand gør de vigtige tarmbakteriers vilkår barske, hvorfor petriskålens ene halvdel nærmest er tom. Det er smukt på sin egen facon, og det tager tid, før man forstår, hvad man ser på. Kroppens invasion, bakterievækst som kunstnerisk udtryk – og når de mangler, vidner det om kroppens sårbarhed. Fraværet af liv er et sygdomstegn. Og værket »er ikke olie på lærred men bakterier i petriskål«, som Jacob Lillemose udtrykker det.

Op igennem det 20. århundrede har vi i den vestlige verden oparbejdet en vis afstand mellem os selv og verden omkring os. Vi fortalte en historie om os selv, hvor der var en forgrund, mennesket, og en baggrund, resten af verden. Vestlig medicin udviklede sig ved at adskille de to ting, ved at kigge ind i kroppen for at finde ud af, hvad der var galt, siger Adam Bencard.

»I dag står vi et sted, hvor menneskets status som enestående, adskilt og løsrevet fra kontekst bare ikke længere holder. Der er flere og flere ting: klima, mikroplastik, tungmetaller og mikrober, som peger på, at vi er mere porøse og dannet af det, som er omkring os.«

På et stort vægtæppe-lignende stykke lærred er omridset af en krop aftegnet i, hvad der viser sig at være bakterieformationer, vokset frem i en kæmpe periskåls overflade, som kunstneren altså har lagt sig i. Og ved hjælp af den mikrobiologi, som findes på vores kroppe, lige meget hvor rene, vi skrubber os i badet, er kroppen tegnet af. Det er stærkt fascinerende. Alt det usynlige liv, vi ikke bare lægger krop til, men som er en del af vores ’selv’: Et mikrounivers i armhuler, håndflader og mellem tæerne.

Eller som mors mad. Smagen af den mad, mor har lavet med sine hænder kan konkret og mikrobielt koges  – eller kultiveres – ned til et pulver. Det har kunstneren Jiwon Woo gjort i et af udstillingens værker. De mikrober og gærceller, der lever på vores hænder, når vi rører ved den mad, vi fermenterer, har kunstneren fået til at gro. Værket viser, hvordan de arbejdende hænders gærceller er blevet identificeret og fremdyrket. Og endelig blevet til et pulver, måske lidt som tørgær, af levende mikrober, der kan få mad til at smage, som vor mor lavede den. Det er en vild tanke.

For hvad er smag og arv egentlig, når livet og kroppen og vores relationer pludselig ser så anderledes ud, som det gør i et mikrobielt perspektiv, hvor man kan drysse et skvæt mama i sin gryderet, hvis man savner smagen af barndom? Dengang verden var lidt mindre i dig, end den er i dag.

Seneste