Kunsten at dirigere

Er rektor Ralf Hemmingsen lige så god til at lede en stor virksomhed som til at dirigere et lille ensemble af korsangere, er der alle muligheder for at fusionsprocessen med KVL og DFU ender i lutter harmoni.

Den påstand vil de fleste af de over 200 deltagerne i Hovedsamarbejdsudvalgets konference om fusioner torsdag 30. november i Geocentrets festsal kunne skrive under på efter at have oplevet hvordan rektor Ralf Hemmingsen og prorektor Lykke Friis hver især klarede sig i rollen som kordirigenter.

Meningen var vist ellers at vi alle bare skulle have haft et billigt grin over at se topledere optræde på slap line.

I alt fald havde oplægsholder Peter Hanke, musikalsk dirigent og forsker ved Center for Kunst og Lederskab, et svedent smil på læberne da han som afslutning på sit oplæg om »Fusion og kompleksitet – musikudøvelse som rollemodel for ledelse og samarbejde i fremtidens KU« efterspurgte et par frivillige til at demonstrere hvordan man som dirigent kunne overføre sin vilje til de ni professionelle sangere fra hans kor Voces Copenhagen som sad spredt blandt deltagerne i salen.

Først måtte Lykke Friis op at stå foran deltagerne og vifte med armene mens korsangerne med deres stemmer fulgte hendes mindste vink; op og ned, ud og til siden, laaangsomt frem og så hurtigt tilbage.

Lykke Friis’ egen vurdering af indsatsen var at det næste gang nok ville være en fordel hvis hun lærte melodien at kende først. Og ja, det ville måske nok gøre fremførelsen mere jævn, medgav Peter Hanke.

»Men lige så afgørende er det at dirigenten hele tiden bevarer øjenkontakten med sangerne og sender entydige signaler med sine kropslige bevægelser. Koret retter sig fuldstændig efter dirigenten, men må vide hvad dirigenten gør og hvor hun vil hen,« pointerede Peter Hanke.

Det havde Ralf Hemmingsen tydeligvis skrevet sig bag øret da det blev hans tur til at melde sig som frivillig – for sådan er fusioner jo – for passioneret at overføre sin energi til korsangerne mens de sang ‘Brich an, O schönes Morgenlicht’, en koral fra Bachs Juleoratorium.

Overlægen hævede armene, nikkede kort med hovedet og straks satte sangerne i gang som var de en stemme der blev ført frem af rolige håndbevægelser til sidste verselinje der blev afsluttet med en abrupt cirkelbevægelse med hænderne som øjeblikkelig stoppede sangerne og fik lyden til et kort øjeblik at stå helt stille i salen.

Havde det ikke været for Peter Hankes åbenlyse forbavselse, ville man have troet at der var tale om aftalt spil eller dårligt spin fra Kommunikationsafdelingen.

»Det må jeg sige. Her var et sjældent eksempel på hvordan den ideelle ledertype opgiver sin strategiske retorik til fordel for en kropslig troværdighed,« sagde Peter Hanke og lød som en der mente det.

Individualistisk konkurrencekultur
At dømme ud fra reaktionerne på det flyvske oplæg om »Jeg-automaten, tidsånden og dens uvæsen« som forfatter og forhenværende lektor i teologi på Københavns Universitet Jørgen I. Jensen holdt om formiddagen, har mange ansatte da også efterhånden fået nok af strategisk retorik fyldt med markedsorienterede buzzwords om globalisering og elite.

I alt fald var der bred tilslutning til lektorens kritik af nutidens ‘biografistiske kultur’ hvor det vigtigste er hvad vi hver især kan sige om os selv under overskriften ‘Mig og mine behov’.

Den afspejles fx i den særlige coachingkultur hvor livet opfattes som en stor fight. Der tales om cv-mennesket, kompetencemennesket, det selvudviklende menneske, det bevidstgjorte menneske, eliten og faren for at halte bagefter.

»Man kan næsten ikke få lov at passe sit arbejde længere for alle de ting man skal leve op til. I stedet kan man få lov til at passe sig selv. Men hvis vi ikke længere tør tro på hinanden, forsvinder også grundlaget for store organisationer,« sagde Jørgen I. Jensen og advarede mod tendensen til at ville evaluere alle former for aktivitet ud fra samme skabelon, hvad enten det drejer sig om vuggestuer, skoler, universiteter eller alderdomshjem.

»At kunne opstille detaljerede kontrol– og evalueringssystemer er efterhånden blevet vigtigere end virksomheden selv,« konstaterede teologen til stor applaus fra salen.

Mislyde i melodien
Hermed var tonen lagt for resten af dagen, og det i en sådan grad at Ralf Hemmingsen i sit oplæg med den sexede titel ‘Personalepolitik og Organisation’ næsten ikke turde nævne ordet ‘coaching’ som et af de midler ledelsen vil tage i brug for at få flere unge kvinder til at søge job som forsker for at komme den skæve kønssammensætning i mange fag til livs.

På samme måde måtte Lykke Friis krybe til korset og give SU-medlem Hanne Munch
fra Psykologi ret i at terminologien måske ikke var så heldig når hun i sit oplæg om »Udfordringer for universitetet i en globaliseret verden« skelnede mellem ‘erhvervslivet’ og ‘omverdenen’ – som om industrien ikke er en del af samfundet.

»Der er meget lidt plads til det kritiske universitet i ledelsens oplæg til strategi,« mente Hanne Munch og blev støttet af fællestillidsmand på KUA Henrik Prebensen der havde fundet flere eksempler på ‘tidsånden og dens uvæsen’ i strategipapiret (se også Synspunkt på debatsiderne).

AC-fællestillidsmand Leif Søndergaard var bekymret for forskningsfriheden der i den nye universitetslov defineres som institutledernes frihed til at disponere over de ansatte forskeres tid.

»Jeg vil gerne kunne sige til mine udenlandske kolleger at nok er lønnen lav, men til gengæld har vi fuld forskningsfrihed,« sagde han blandt andet.

Ralf Hemmingsen beroligede kritikerne med at KU står for grundforskning med stort G – og at den hviler på forskernes frihed til at søge sandheden.

»Selvfølgelig er der en margen for løbende prioriteringer, men vi har netop ansat akademiske institutledere for at sikre grundforskningen de bedste vilkår,« sagde han blandt andet.

Rationalisering og forsvundne TAP’er
Sværere var det at forklare hvorfor TAP-gruppen på 5.000 personer helt var forsvundet fra den overhead der viste hvor stort det fusionerede KU bliver.

»Det er skam en fejl«, beroligede rektor og afviste bestemt Lisbeth Haugaards og Ingrid Kryhlmands ironiske antydninger af at der måske allerede var taget højde for den rationaliseringsgevinst på fire procent om året der er indregnet i fusionsbudgettet.

»Nok regner vi med en rammebesparelse på 12 procent over tre år, men det skyldes altså stordriftsfordele som ikke reducerer stillinger,« sagde rektor uden at afvise at stillingsmassen måske vil blive reduceret hen ad vejen.

»Men det vil i så fald ske ved nedlæggelse af stillinger og ikke gennem fyringer,« understregede han og henviste til garantierne i Virksomhedsoverdragelsesloven der sikrer ansatte mod fyringer i forbindelse med fusioner, men ikke nye opgaver.

Det tillod næstformand i HSU Poul Erik Krogshave at opfatte som et tilsagn om fast beskæftigelse de næste to år. Han havde dog også håbet på at ledelsen i stedet for at spare fire procent, ville have brugt rationaliseringsgevinsten til at give de ansatte en velfortjent lønforbedring.

»Der er jo andre universitetsansatte der har fået deres løn forhøjet med beløb der langt overstiger fire procent,« sagde han med slet skjult henvisning til at dekaner og rektorer har scoret lønstigninger på over 50 procent med rektor helt i front med en årsløn på 1,8 millioner kroner.

Ralf Hemmingsen erkendte at nogle grupper på universitetet lønmæssigt halter bagefter udviklingen på det private arbejdsmarked, men at det nok er for stor en mundfuld at forbedre lønniveauet for alle på en gang.

I stedet må de ansatte indstille sig på større lønspredning, lød budskabet. Og ideen om at bruge rationaliseringsgevinsten på fire procent til en generel lønfest kan man godt glemme alt om.

»Det lyder besnærende, men der er altså ikke juleaften endnu,« bekendtgjorde rektor.