Kunsten at fodre hunden med sin egen hale

Det var med en vis undren, at jeg for nylig læste i artiklen »Studerende skal holdes i hånden« på Jyllands-Postens webavis, at universiteterne efter sigende skulle være begyndt at tilbyde flere timer og mere hjælp til at lære at studere.

Og at det ikke var med universiteternes gode vilje, fordi det udelukkende var en foranstaltning, der skulle sikre, at den stadigt voksende masse af knap så dygtige studerende på universiteterne ikke faldt fra.

Mere undervisning betyder ikke mindre selvstændighed

Jeg studerer på halv tid, hvilket kan omsættes til hele tre timers undervisning om ugen. Mit semester er ti uger langt. Lægges mine undervisningstimer for hele semestret sammen giver det ikke engang én almindelig arbejdsuge på 37 timer.

Når jeg efterlyser flere undervisningstimer, er det ikke fordi, jeg har brug for en ‘voksen’ til at forklare mig, hvad der står i mine bøger.

Jeg forestiller mig tværtimod, at tanken om, at der skal undervisning til for at lære, må være en af grundstenene i konceptet »universitet«. Mere undervisning betyder ikke mindre selvstændighed – det betyder mere læring og uddannelser af bedre kvalitet.

Dårlig vuggestuemetafor

Per Andersen, studiechef ved Syddansk Universitet, er i JP-artiklen citeret for at sige, at universiteterne i højere grad »må tygge maden for de studerende«. Den opfattelse deles åbenbart på resten af landets universiteter, heriblandt mit eget.

Jeg ved, at de yngre årgange på mit studie ikke har flere timer nu, end da jeg selv startede. Der er omkring ti timer på en god uge på første år. Der er ingen frivillige undervisningstilbud. Det nærmeste de nye studerende kommer på »hjælp til at lære at studere« er, når tutorerne fortæller dem, at læsegrupper er en nyttig ting, og at biblioteket er et godt sted at læse.

Hvis vi studerende virkelig er de spædbørn, som Per Andersen antyder vi er, burde universiteterne meldes til myndighederne for omsorgssvigt.

Vi har behov for læring – ikke selvrealisering

Behovet for flere undervisningstimer og mere vejledning handler ikke om, at vi studerende har »et større behov for at blive set og for at få personlig feedback,« som Camilla Hutters fra Center for Ungdomsforskning konkluderer andetsteds.

Det handler helt grundlæggende om, at universiteterne ikke kan blive ved med at skære ned på antallet af undervisningstimer uden at uddannelseskvaliteten falder. Det handler om, at der skal undervisning til, hvis man skal blive dygtig.

Mon Per Andersen og Camilla Hutters selv tror, at de ville blive dygtigst til at spille klaver ved at læse nodehæfter og teknikbøger alene eller ved også at gå til undervisning hos en uddannet klaverlærer?