Kunsten at forbedre et mirakel

Måske har du set videoerne på Youtube eller Facebook.

Af døve (eller tungt hørehæmmede, som det rettelig hedder), der får tilsluttet et nyt, højteknologisk høreapparat – og for første gang i deres liv kan høre deres elskedes stemmer.

Miraklet skyldes et såkaldt cochlear implantat (CI), der er opereret ind i det indre øres snegl. Implantatet (og det tilhørende høreapparat) omdanner lydbølger til elektriske pulssignaler. Hos normalt hørende sker automatisk ved hjælp af fimrehår og hårceller i øresneglen.

Hos de CI-brugere bliver lydbilledet så at sige ‘genskabt’ som elektriske signaler og sendt videre ind i hjernen.
dag kan 1.000 danskere høre takket være et CI-apparat, som siden teknologiens lancering i 1998 er blevet meget mindre og mere fintfølende. Men der er et problem, som den mirakuløse teknologi ikke har kunnet løse.

Nuancerne forsvinder

CI kan nemlig endnu ikke gengive de finere forskelle i lyd: Stødene, de korte og lange vokaler og intonationen. Det gør det umuligt eller meget krævende for de tungt hørehæmmede at forstå nogle former for indhold i sproget.

I 2014 begyndte David Morris, postdoc i audiologopædi på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet på Amager (KUA), derfor at arbejde med at få den sproglige gengivelse til at blive bedre for CI-brugere.
Han arbejder sammen med lektor John Tøndering ved KUA, der er ekspert i lingvistik, som er almen sprogvidenskab, mens audiologopædi populært sagt er tale og lydforskning.

De to forskeres mål var at modificere processorens softwareprogrammer til at kunne gengive hverdagssproget bedre, men selvom David Morris stadigvæk er optimistisk omkring at kunne nå målet en dag, har opgaven været lidt for meget at gabe over til hans treårige postdoc.

»Vi når ikke at blive helt færdige, men vi er kommet et par vigtige skridt videre med at identificere, hvori problemerne består,« siger David Morris.

Gennembrud på to områder

»Vi har gjort en indsats på to områder. Det ene er, at vi har lært os mere om at måle den såkaldte N1-P2-respons i det område af hjernen, som står i det område hjernen hvor lyde bearbejdes. N1-P2-responsen er interessant, fordi den siger noget om, hvor godt hjernen har modtaget de lyde, som et CI har overført til den indre øresnegl, herunder om brugerne kan skelne imellem forskellige ændringer i vokaler og i intonation,« siger han.

For nemmere at forstå deres anden indsats, giver John Tøndering eksempler på, hvad fremtidens høreapparat og CI skal kunne.

»Det skal helst kunne gengive forskellene imellem lange og korte vokaler, som i fx ordene ’kulde eller kugler’. Det skal også kunne gengive forskellene i intonation som i ’det er dét?’ som et spørgsmål, eller i ’det er det’ som konstatering. Og så skal det blive muligt for den døve at kunne skelne imellem vokalændringer som fx ‘mit, midt og mat’. I dag kan det være for svær en opgave for nogle tungt hørehæmmede med et CI,« siger John Tøndering.

Til brug for at kunne teste og arbejde videre med at løse problemet, har David Morris, John Tøndering og andre kollegaer inden for audiologopædi og neurolingvistik derfor udviklet en række hørestests, der måler CIbrugernes evne til at kunne skelne imellem sprogets skift i rytme, styrke og intonation.

David Morris har i øvrigt gennemført sin forskning i et samarbejde med den danske høreapparatvirksomhed Oticon Medical.

anfj@adm.ku.dk