Kunsten kan ruske op i vanetænkningen og bringe forskningen fremad

I et hjørnekontor på Niels Bohr Institutet, NBI, sidder forsker og ph.d.-stipendiat Clara Ferreira Cores, som betragter sig selv som både fysiker og kunstner.

Mange andre før hende har skrevet ph.d. her på stedet, men som regel handler afhandlingerne om kvanteteknologi eller partikelfysik.

Clara Ferreira Cores går i en anden retning. Hendes projekt handler om, hvordan naturvidenskaben kan drage fordele af kunsten, når det gælder arbejdsmetoder og fremgangsmåder.

Hendes tese er, at de to verdener godt kan krydsbestøve hinanden.

»Jeg har altid været fascineret af, hvordan vi skaber viden på tværs af kulturer og historie. For mig giver det mening, for den videnskabelige praksis har sin egen metodologi, der tilstræber objektivitet, og selv om den kunstneriske metodologi ikke altid søger det samme, kan den alligevel inspirere videnskabens vanetækning,« siger Clara Ferreira Cores.

Clara Ferreira Cores blev ansat ved Dark Cosmology Center første gang i april 2025 for at forske i statistisk mekanik og tyngdesystemer, der udfordrer vores klassiske måde at forstå termodynamikken på – fordi nogle fysiske systemer opfører sig på en anderledes måde end forventet.

LÆS OGSÅ: Cosmic Dawn Center ryddede forsiden. Her fortæller de, hvordan

Kultur skaber tidsbegrebet

I sin ph.d. går Clara Ferreira Cores blandt andet ud fra, at man ikke kan forstå kunsten alene som æstetik, mens videnskaben heller ikke kun bør opfattes som erkendelsesteori. Vanetænkningen kan udfordres begge veje.

I sin egen forskning har hun behov for at lære at tænke på nye og anderledes måder, hvis hun skal løse udfordringerne med at forstå termodynamikkens love på både nanoskala og i kosmiske strukturer, fortæller hun.

På hendes område er især tiden et fænomen, der giver hende udfordringer. Derfor lader hun sin tænkning udfordre af den måde, som tid kan brydes op på både i forskellige referencesystemer og i forskellige kulturer.

Det transdisciplinære begreb, hun udvikler, åbner en mulighed for at være opmærksom med alle sanser, så forskere kan overskride nedarvede akademiske grænser og lave virkelig nytænkende forskning, siger hun.

Udøvende kunstner (og fysiker)

Clara Ferreia Cores kom til København efter først at have taget sin bachelor i astrofysik i Skotland i 2020. Sin kandidatuddannelse tog hun i kvantefysik på NBI, hvor hun var færdig i 2022.

Mens hun har boet i København har hun taget en cirkusuddannelse på AFUK Daghøjskole i flyvende trapez og gruppeakrobatik, fortæller hun, der siden den tidlige ungdom har været lige så interesseret i kunst og kultur som i fysik.

Selvom fysikken for tiden fylder mere, gælder det stadig:

»Allerede som teenager havde jeg en nærmest umættelig sult efter viden, der fik mig til at stille mange spørgsmål i fysiktimerne, selv om det trættede mine undervisere. Men min kærlighed til kunsten var lige så stor, og jeg kunne næsten føle en smerte over, at de er skilt ad,« siger hun.

Som barn begyndte hun at danse, og senere kom hun med i en galisisk folkloristisk balletgruppe, som hun optrådte med flere gange i Spanien og i udlandet.

Og som 16-årig valgte hun at flytte til USA for at kunne blive student fra et kunstgymnasium. Siden har hun dyrket næsten alle kunstformer, inklusive litteratur og filosofi, men fysikken blev dog hendes studievalg.

Da Niels Bohr Institutet oprettede en stilling som ph.d.-stipendiat, der integrerer kunstnerisk, videnskabelig og filosofisk forskning i 2024, var det som om, den var skræddersyet til hende, og hun begyndte at skrive på ph.d.’en i sommeren 2025.

Men hun er fortsat aktiv kunstner. Hun skal blandt andet opføre en performance i Centre of Gravity på instituttet.

Både hun og hendes vejledere opfatter ph.d.-projektet som et stykke pionerarbejde, og derfor er det for tidligt at sige, hvad det hele ender med, men meningen er, at hun blandt andet skal beskrive, hvordan vi skaber ny viden inden for andre områder end fysikkens.

»Uanset hvor excentrisk min ph.d. kan se ud, er der mange mennesker og forskere rundt om i verden i dag, der søger efter nye måder at tænke og studere på, for de føler sig fanget i silotænkning af hensyn til et krav om effektivitet og produktion,« siger Clara Ferreira Cores.