Kunstquickie på Kommunen

»Undskyld, men jeg kan ikke få billedet af en skraldespand ud af mit hoved.«

»Det skal du ikke være ked af, jeg har faktisk fundet cigaretskodder nede i den et par gange de sidste uger. Så du er ikke den eneste.«

Første repliks er Heidis, som er KU-ansat. Svaret kommer fra Anna Munk. Hun står bag kunstværket Empirisk undersøgelse af en havfrue, som hun og Heidi står i haven ved det gamle kommunehospital og betragter sammen.

Måske har de studerende brug for at kunne at grine over en strikket havfruehale efter en lang dag på læsesal

Kunstakademistuderende Anna Munk

Kunstneren kigger nysgerrigt på Heidi, der har svært ved at sætte ord på den strikkede havfruehale, der holdes oppe af smalle kobbersøjler. Anna Munk hjælper os lidt på vej og beskriver sit abstrakte værk som »en undersøgelse af en materiel sensation«.

»Vi kender strikmaterialet, som vi ofte ifører os. Her blandes det sammen med et fantasivæsen og en verden af forestillinger og eventyr, der ligger langt væk fra det, vi umiddelbart kan iføre os. Det er den slags temaer, der har optaget mig, da jeg strikkede den her havfruehale,« siger Anna Munk.

Hun læser på Kunstakademiet, og sammen med fire medstuderende har hun i to uger udstillet installationskunst i gårdhaven på City Campus, CSS. Empirisk undersøgelse af en havfrue, Leras høst og Den Lille pige med svovlstikkerne er tre af de værker, som kunstkollektivet har sat op i den gamle gårdhave.

Uniavisen har taget en fotograf med for at forevige værkerne, inden det er for sent. Og for at undersøge, om de KU-studerende, der kommer forbi, lægger mærke til kunsten og høre, hvad de får ud af den.

Kunst skabt til Kommunen

Abstrakt installationskunst og CSS virker som et umage par, som det tager sig ud på en halvsøvnig eftermiddag.

I gårdhaven sidder en snes unge studerende og læser op til eksamen. Andre får sig en pause fra specialet med en øl i solen. Ingen forbigående stopper umiddelbart op og ser på kunsten. Måske de studerende på det socialvidenskabelige fakultet har for travlt med at pleje 12-tallerne til at stoppe op og fordybe sig i fem abstrakte kunstværker?

I frygt for, at kunsten på CSS ender med en Ingvar Cronhammer 2.0, sætter vi os for at lade tilfældigt forbigående analysere den kunst, de har mødt på deres daglige rute i de to uger udstillingen har varet.

Men først tager vi en snak med Olga Kristine Stage, Søren Frederik Petersen og Anna Munk, de tre kunstakademistuderende, der er mødt op for at fortælle Uniavisens udsendte om deres værker på CSS.

Kunsten er ikke blevet udstillet før. Den er skabt til udstillingen i gårdhaven, fortæller de.

»Vi har en enorm stor tillid til, at de studerende stopper op og ser på det her som kunst. Vi har udstillet et sted, hvor man normalt finder gamle buster og statuer, men ikke moderne kunst. Derfor bryder det med gårdhavens sædvanlige udtryk, og det sætter forhåbentlig nogle tanker i gang,« siger Olga Kristine Stage.

Hun har selv bidraget med værket Leras høst, der om lidt skal stå sin prøve i mødet med to forbipasserende udvekslingsstuderende.

Kunstnere og studerende har meget til fælles

Hvorfor har I valgt universitetet som udstillingsplads?

»Kunst skal ikke kun være for de indviede, der går på Kunstakademiet. Jeg tror, at kunst kan skabe et intimt rum. Og få os til at reflektere over en masse ting. Vi tænker ikke længere på kunstværker som noget, der er i et hvidt rum. Kunst er noget, der også kan møde os rundt omkring og i andre omstændigheder end på museum. Og det er også vigtigt, at studerende på CSS kan opleve det,« siger Anna Munk.

Hun ved selv, hvad kunst kan bidrage med i hverdagen. Og hun håber, at CSS’erne har fået den samme følelse de sidste to uger.

What a classy university!

Lukas, tysk udvekslingsstuderende på Økonomi, har svært ved at få armene ned over installationskunsten på CSS

»Man får en enorm glæde og energi ved at omgås ting, der er lavet med omtanke og sensibilitet. Mit håb er, at man kan bryde folks hverdag lidt op. Måske har de studerende brug for at kunne at grine over en strikket havfruehale efter en lang dag på læsesal,« siger hun.

Tror I, at de er åbne for at sætte sig ind i den her kunst?

»Ja da!« siger Olga Kristine Stage.

»Uanset om man går på Kunstakademiet eller læser på CSS er mange af de tanker og områder, vi finder interessante, ens. Det er ærgerligt, at kunsten og det akademiske altid opfattes som to vidt forskellige verdener, for de kan sagtens have en masse til fælles – og det vil vi gerne være med til at vise. Vi formidler bare vores interesser og tanker i et fysisk kunstværk, mens universitetsstuderende skriver en opgave,« siger Olga Kristina Stage.

Til ferniseringen på CSS for et par uger siden var de kunstakademistuderende overvældede over CSS-folkets positive respons. »Men der havde vi også taget øl med og delt dem gratis ud,« ler Anna Munk, inden vi tager en runde og lader kunstnerne forklare deres værker.

Præmissen er enkel: Når kunstnerne har forklaret ideerne bag værket, beder vi en tilfældigt forbipasserende beskrive kunsten.

Værk #1: Empirisk undersøgelse af en havfrue

Anna Munk fortæller:

»Det skal jo ikke handle om Den Lille Havfrue, men alligevel trækker den på nogle af de billeder, som det eventyr skaber i os. Jeg vil sætte tanker i gang ved at blande strik med et væsen, som lever i vores fantasi. Og så har jeg bare længe haft sindssygt meget lyst til at strikke en havfruehale.«

Hvorfor kalder du det ’en empirisk undersøgelse’?

»I det akademiske felt finder du empiri, danner indtryk og skaber ny viden. Processen går på en eller anden måde lidt igen her. Jeg tænker på en havfrue, danner mig indtryk af, hvordan den ser ud, og sætter den så sammen på en ny og anderledes måde.«

Godt så. Tid til at få en forbipasserende til at kigge med. Vi møder Heidi, der normalt er ansat på Søndre Campus, men som i dag er til et administrationsmøde på CSS.

»Havfruehalen er flot, « udbryder hun.

»Men jeg kan ikke få billedet af en skraldespand ud af mit hoved, « siger hun og nikker mod en skraldespand, der står 20 meter derfra. Og, indrømmet, den har visse træk til fælles med Empirisk undersøgelse af en havfrue. Anna Munk kommer Heidi til undsætning og siger, at hun ikke er den første, der har lavet den sammenligning.

»Det skal du ikke være ked af,« siger hun.

Efter skraldespandsanalogien kommer Heidi til orde igen. »Jeg kan godt lide, at det forestiller en havfrue. Der er noget anderledes og spændende over det. Noget fantasifuldt. Lidt som når man kigger på hende nede på Langelinie,« siger hun og tager et halvt minuts observationspause.

»Men hvad det ellers skal betyde, ved jeg virkelig ikke,« siger Heidi.

Selv om hun har svært ved at afkode værket i dybden, er hun glad for, at kunsten kan bryde med KU’s ellers til tider kedelige indretning.

»KUA er jo ren beton og glas, så der er det helt nødvendigt, at vi har noget kunst på væggene,« siger Heidi.

Inden hun smutter videre slår Anna Munk fast, at hun altså ikke skal tænke for meget på det med skraldespandssammenligningen.

»Et eller andet sted er det okay, at nogen tror det. Så er værket da i hvert fald integreret i omgivelserne,« ler hun.

Værk #2: Leras Høst

Hvad ser vi her?

»Det er et keramisk fad af ler, som jeg har glaseret og puttet i ovnen. Og så har jeg friseret det med en kam, ligesom når man friserer sit hår,« siger Olga Kristine Stage, der har lavet værket.

Det lyder mærkeligt. Prøv at forklare os lidt mere om tankerne bag.

»Jeg har behandlet det her objekt på samme måde, som mennesker behandler sig selv. Materialer er altid en forlængelse af os selv.  Der er ting, man som menneske gør for at gøre sig selv smuk og attraktiv. Det har jeg prøvet at overføre til et objekt, i det her tilfælde et stykke glaseret ler.«

Og hvad med de to lerstykker med påsatte hårklemmer?

»Der er tanken lidt det samme: At udforske og behandle objekter, som mennesker behandler sig selv. Det er også derfor, at værket hedder Leras Høst. ’Lera’ er et femininum af ler, og jeg vil sætte et feminint udtryk på materialet,« siger hun.

Ok. Og hvad så med sølvstængerne, de ligger på?

»De er med for at løfte dem fra jorden. Jeg kunne også have placeret værkerne i halvanden meters højde, men jeg føler at de har en større skrøbelighed, hvis der er en reel risiko for, at man kan træde på dem.«

Hvad siger de studerende til Leras Høst? Mens Olga Kristine Stage afslutter sin beskrivelse af værket, går to udvekslingsstuderende forbi.

Magnus er fra Oslo og læser psykologi. Hans kammerat hedder Lukas, er tysker, og læser økonomi. De nikker genkendende mod Leras Høst og rynker lidt på brynene.

Jeg føler at værkerne har en større skrøbelighed, hvis der er en reel risiko for, at man kan træde på dem

Kunstakademistuderende Olga Kristine Stage

»Det her er det sværeste af dem alle at afkode,« siger Lukas.

Så I har set værkerne før?

»Jaja, alle sammen. Og tænkt over dem. Men det her har jeg haft lidt svært ved at forstå. Men altså, jeg kan godt lide det. Jeg er faktisk ret vild med den nye kunst her i gården. What a classy university, vi går på,« siger Lukas og fortsætter.

»For at vende tilbage til værket: Der er en lidt middelalderlig stemning over det, særligt med den brune farve. Den plade til højre minder mig om en stor svamp i skoven,« siger han og peger på det flade lerfad.

»Ja, og det til venstre ligner to store fluer. Der lader til at være et naturtema i de to stykker ler. En svamp og noget med nogle fluer. Det passer også fint ind i miljøet. Vi er jo i en slags have,« supplerer Magnus.

»Det er fedt med noget mere kreativitet her på CSS. Det er socialvidenskabeligt fakultet, så vi har godt af kreative indspark,« siger Lukas, der faktisk har lidt svært ved at få armene ned over kunsten.

Olga Kristine Stage lytter med, smiler, og takker de to udvekslingsstuderende for snakken. Den med lerets feminine repræsentation fangede de ikke helt – men de havde tænkt på kunsten flere gange, og det er det vigtigste for hende:

»Der er jo ikke nogen facitliste for værkernes betydning,« siger hun.

Værk #3: Den lille pige med svovlstikkerne 

Vi slutter af med Søren Frederik Petersens Den lille pige med svovlstikkerne. En firkant svejset i jern, der slynger sig i forskellige retninger.

»Det kan være svært at tro, men sådan her ser den lille pige med svovlstikkerne ud i mit hoved,« siger Søren Frederik Petersen om det H.C. Andersen-betitlede værk.

»Ingen vil umiddelbart tænke i de samme baner. Kun, hvis de samtidig ser navnet.«

Hvad er din mening med værket?

»Jeg ville skabe noget råt. Noget ærligt. Den her have er jo vildt smuk og idyllisk. Jeg fik lyst til at give haven et andet udtryk, og derfor gik jeg i gang med at svejse det her værk,« siger Søren Frederik Petersen.

Og så til de studerendes dom. Den første forbipasserende er en asiatisk udvekslingsstuderende. Hun har meget svært ved at forstå værket – særligt da vi forklarer hende, at det skal forestille noget fra en H.C. Andersen-historie. Så vi prøver med to specialeskrivende statskundskabere, Jens-Ole og Mads Christian.

Hvis jeg skal være helt ærlig, gik der lige et par dage inden det gik op for mig, at det var kunst

Mads Christian, Specialestuderende på Statskundskab

»Pyha, og så mens kunstneren ser på? Det er jo ligesom at være til billedkunsteksamen,« siger Mads Christian – og giver det alligevel et forsøg:

»Der er leget med formerne, så meget kan jeg da se. Det er lidt mørkt og hårdt, lidt trist. Så måske er det derfor, det hedder Den lille pige med svovlstikkerne?«

Jens-Ole leger med: »Den minder mig lidt om det der legetøj, der altid er hos lægen. En metalstang med en trækugle, der kan bevæge sig langs stangen. Men derfra og så til H.C. Andersen – hmm, det er straks sværere,« siger Jens-Ole.

Begge er enige om, at CSS har haft godt af den lille kunstquickie.

»Det er da en skidegod idé. Jeg har lagt mærke til det før, men hvis jeg skal være helt ærlig, gik der lige et par dage inden det gik op for mig, at det var kunst,« siger Mads Christian.

De to statskundskabere siger tak for snakken og lister væk igen.

Vi er færdige med kunstfremvisningen for denne gang. Olga Kristine Stage, Anna Munk og Søren Frederik Petersen gør klar til, at deres værker skal tages ned den efterfølgende dag. Det har været en god oplevelse at udstille på CSS, siger de.

»Det værste ville være, hvis folk synes det var ligegyldigt og bare gik forbi. Så længe folk på min egen alder stopper op og tænker lidt over det, har det været en god oplevelse,« siger Anna Munk.