Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

KU’s fyringer er aktiv dødshjælp til klassisk græsk og latin

Nedskæringer — Afdelingen for klassisk græsk og latin er hårdt ramt af fyringsrunden på KU. Der er nu kun én primær underviser tilbage på latinfaget. Studerende undrer sig over, hvorfor ledelsen på SAXO-Instituttet ikke råber op.

Københavns Universitet er den 8. maj 2019 endnu engang blevet rystet af en fyringsrunde, der på Det Humanistiske Fakultet har resulteret i 11 fyringer, 24 såkaldte ’frivillige fratrædelser’, 13 ledige stillinger, der ikke bliver genopslået og 5 medarbejdere, der går på nedsat tid.

Dette er den tredje fyringsrunde inden for de sidste 8 år, for også i 2011 og 2016 har ansatte måttet sige farvel til deres arbejdsplads, og flere små fag har måttet lade livet.

Denne fyringsrunde har især ramt afdelingen for klassisk græsk og latin på Saxo-instituttet hårdt, da latinfaget har mistet to ud af tre primære undervisere. Én er fyret, og én har taget imod en frivillig fratrædelse.

Det går selvsagt ud over kvaliteten af vores uddannelse, at vores primære underviserstab reduceres så markant

Det går selvsagt ud over kvaliteten af vores uddannelse, at vores primære underviserstab reduceres så markant, da det nødvendigvis må føre til et ringere kursusudbud. Vores afdeling er i forvejen presset, og alle både på administrationsgangen og blandt underviserne løber imponerende stærkt for, at vi studerende ikke bliver ramt så hårdt.

Gruer for fremtiden

Det kan mærkes på undervisningskvaliteten, at studiet af klassisk græsk og latin har været under kniven før – senest i 2016, hvor det blev besluttet midlertidigt at lukke for bacheloroptaget på Klassisk græsk

Vi bliver samlet på hold, hvor der sidder alt fra helt grønne bachelorstuderende til næsten færdige kandidater, og hvor nogle læser græsk, andre latin og endnu andre oldtidskundskab. Her er det underviserens urimelige og utaknemlige opgave at undervise i tre fag på samme tid. Og når vi må sige farvel til to undervisere efter denne fyringsrunde, så gruer man for fremtidsudsigterne for vores lille studie.

Samarbejde på tværs af fag og årgange er selvfølgelig ikke en dårlig idé, men når det kun opstår som en tvungen spareøvelse, er det ikke kun faglige overvejelser, men først og fremmest økonomiske hensyn der får lov at bestemme undervisningskvaliteten.

Vi bliver samlet på hold, hvor der sidder alt fra helt grønne bachelorstuderende til næsten færdige kandidater

At vi i fremtiden får mere af den slags, fremgår af Magisterbladet den 9. maj, hvor man kan læse følgende udtalelse fra dekan på Det Humanistiske Fakultet Jesper Kallestrup:

»Vi skal i gang med en proces, hvor vi ser på, om vi kan fortsætte med at udbyde så mange små undervisningshold, eller om undervisning i nogle fag kan lægges sammen.«

Vi kan altså se frem til endnu flere sammenlægninger af kurser og til i højere grad at blive stuvet sammen på hold, hvor forskellige fagligheder og eksamensformer skal tilfredsstilles.

Aktiv dødshjælp

Der er blevet undervist i latin siden Københavns Universitets grundlæggelse i 1479, dengang hvor al undervisning på universitetet i øvrigt foregik på latin. I 1479 underviste man i fire fag: teologi, jura, medicin og filosofi, og latin og søsterfaget klassisk græsk var selve basen for disse studier.

Undervisningen foregår selvsagt ikke længere på latin, og det skal den heller ikke. Men latin og græsk var og er stadig en uomgængelig del af selve kernen af Det Humanistiske Fakultet, så hvis det er den langsigtede plan gradvist at udøve aktiv dødshjælp til latin, så er det samtidig en langsom afskæring af universitets rødder – ikke bare til dets egen, men også til en central del af hele europæiske kulturs historie.

Det er heller ikke uden grund, at alle gymnasieelever stadig stifter bekendtskab med latin som sprog og senere med oldtidskundskab, for arven fra antikken trækker dybe spor op gennem Europas historie. Mister vi kontakten til den, mister vi også evnen til at forstå vores historie.

Derfor var det også i dette perspektiv godt nyt, at vi for godt og vel et år siden kunne læse om undervisningsminister Merete Riisagers (LA) bekymring over et dannelsestab, idet gymnasier ikke prioriterede sprogfag højt nok. Og at en række sprogfag, herunder latin, som følge heraf blev styrket i gymnasiet, hvilket er yderst positivt. Samtidig betyder regeringens dimensionering, at der bliver færre humanistiske studerende og dermed færre penge i kassen, hvilket kommer oven i regeringens varsling fra 2018 om, at de vil forlænge omprioriteringsbidraget – altså de årlige 2%-besparelser på uddannelse – frem til 2022.

Instituttet har også et ansvar

Med den ene hånd løfter regeringen altså latinfaget ude på gymnasierne, og med den anden får faget stukket en kniv i ryggen på universiteterne. Men når de nuværende studerende også er de fremtidige gymnasielærere, hvordan kan det så forsvares at forringe vores uddannelse? Svaret er enkelt: Det kan det ikke.

Institutledelsen på Saxo, der har fået den ubehagelige opgave at føre de uundgåelige konsekvenser af regeringens omprioriteringsbidrag ud i livet, spiller rollen som den uskyldige budbringer af, hvad den selv kalder ‘en tilpasningsrunde’.

Og det er da også rigtigt, at det ikke er institutledelsen, der har dikteret nedskæringerne på især de humanistiske uddannelser. Men samtidig ser vi heller ikke læserbrev efter læserbrev eller indlæg efter indlæg, hvor ledelsen går på barrikaderne for de uddannelser, den repræsenterer.

Vi ser ikke ledelsen råbe op for at fortælle verden, hvorfor fag som etnologi, arkæologi og klassisk græsk og latin er vigtige

Vi ser ikke ledelsen kæmpe med hud og hår for, at der ikke skal spares på Saxo-Instituttet. Vi ser ikke ledelsen råbe op for at fortælle verden, hvorfor fag som etnologi, arkæologi og klassisk græsk og latin er vigtige, og hvorfor det er helt hen i vejret at spare på disse uddannelser. Det er ikke godt nok bare at sende aben videre til regeringen. Instituttet har også et ansvar.

Under ørnen, der pryder hovedindgangen for den gamle universitetsbygning på Frue Plads i hjertet af København, står der skrevet: Coelestem adspicit lucem– ’den skuer det himmelske lys’. Og med det hentydes der til, at ørnen med sit skarpe blik og sin høje flugt søger mod solens lys som symbolet på tankevirksomhed og fordybelse som et ideal for universitetet.

Men med den førte politik, der kun kan resultere i flere nedskæringer, flere fyringer og dermed endnu flere forringelser, opnår man det absolut modsatte.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste