Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Arbejdsmiljø
Bæredygtighed — Flyrejser og laboratorieindkøb trækker KU i den forkerte retning. 24. april skal klimaet tilbage på dagsordenen.
Mens udledninger fra flyrejser på Københavns Universitet stiger for tredje år i træk, og det samlede klimaaftryk fra universitetet er nærmest uændret siden 2018, afholder KU den 24. april sin første fælles Klimahandledag.
Det sker med håbet om, at ansatte og studerende tager nye skridt mod en grønnere hverdag.
»Vi prøver at skabe rammerne for, at man kan tage sig tid til klimahandling midt i en travl hverdag. Mange vil gerne og gør det mange steder, men det er svært at finde tid og anledning til det,« siger Tomas Refslund Poulsen, fagleder i KU’s bæredygtighedsteam og en af de ansvarlige for dagen.
Ideen er at skabe en dag og en ramme, hvor det bliver legitimt at snakke bæredygtighed
Tomas Refslund Poulsen, fagleder i KU’s bæredygtighedsteam
Initiativet er en del af Den Nationale Klimahandledag, og på KU sættes der særligt fokus på den lokale klimahandling. Hver enhed, forskningsgruppe eller kontor vælger selv, hvordan de vil bidrage.
»Ideen er at skabe en dag og en ramme, hvor det bliver legitimt at snakke bæredygtighed, og hvor man sammen med kollegerne i fællesskab kan fokusere på, hvad vi lokalt kan gøre for at reducere klimaaftrykket på KU,« siger Tomas Refslund Poulsen.
KU har udvalgt fire temaer, som dagens aktiviteter kan kredse om: affaldssortering, laboratorier, klimavenlig mad og flyrejser. Det er områder, hvor små adfærdsændringer mange steder, samlet kan få stor effekt, vurderer han.
»Det er fire oplagte temaer, folk kan handle på. Og hvor den lokale adfærd betyder rigtig meget – altså hvad det er for nogle valg, man sammen tager, når det kommer til mad til arrangementer, men også hvordan man rejser eller ikke rejser i enheden.«
Samtidig er der frihed til at vælge andre indsatsområder, hvis det giver bedre mening i afdelingen. Dagen skal være et afsæt, ikke en skabelon, understreger Tomas Refslund Poulsen.
KU har sat sig et mål om at halvere sit klimaaftryk i 2030, målt mod 2018. Men klimaregnskaberne viser, at universitetet kun har reduceret udledningen marginalt. Og at flyrejser, som alene står for over halvdelen af universitetets udledning på rejseområdet, nu igen er på vej op.
LÆS OGSÅ: KU’s klimamål vakler: Stigende flyrejser truer grønne ambitioner
Det gør Klimahandledagen ekstra relevant, mener Tomas Refslund Poulsen.
»Jeg håber, at det bliver en sjov og festlig dag, hvor man bruger noget tid på at snakke om de initiativer for mere bæredygtighed, som er særligt relevante. Det kan være noget, man allerede har drøftet eller har på to-do-listen,« siger han.
Og så må vi nok bare erkende, at vi på rigtig mange områder skal gøre tingene på nye måder
Tomas Refslund Poulsen, fagleder i KU’s bæredygtighedsteam
Et eksempel er laboratorierne, hvor mange allerede er i gang med det såkaldte LEAF-program – en certificeringsordning for bæredygtige laboratorier. Andre steder har klimaindsatsen endnu ikke taget fart. For dem kan dagen blive en begyndelse:
»Nogen vil forhåbentlig kunne bruge det som en god anledning til at gøre noget af det, man alligevel ved, man har på listen. Og for andre kan det blive startskuddet til at kigge på, hvordan vi indarbejder bæredygtighed i praksis,« siger Tomas Refslund Poulsen.
Kritikere har anklaget KU for ikke at tage bæredygtighed alvorligt nok. I universitetets 2030-strategi blev bæredygtighed ikke et selvstændigt mål, hvilket skabte stor frustration blandt både studerende og forskere. Det sker samtidig med, at klimabelastningen fra især laboratorieindkøb og rejser gør det vanskeligt at se, hvordan målet for 2030 skal nås.
LÆS OGSÅ: Universiteternes klimaregnskaber ser sorte ud – KU er ingen undtagelse
Tomas Refslund Poulsen er helt bevidst om, at én dag om året ikke løser problemerne. Men han mener, at Klimahandledagen kan være med til at forankre klimaindsatsen bredere i organisationen:
»Man skal se dagen i sammenhæng med, at der sker en stor indsats. Og så giver vi den lokale indsats særlig opmærksomhed og giver den lidt gas på den her dag og får forhåbentlig gjort det mere okay at bruge tid og kræfter sammen med kollegerne på klimahandling i en travl hverdag.«
LÆS OGSÅ: Vi er bagud på vores klimamål, så vi må hellere … slække på dem?!
Han håber også, at dagen kan give indblik i, hvor der særligt skal fokuseres fremover, og hvad der skal til for at komme videre.
»Vi håber at få flere erfaringer med barriererne for lokal handling, som alle os, der arbejder med den bæredygtige omstilling, kan bruge til bedre at hjælpe afdelinger og medarbejdere. Og så må vi nok bare erkende, at vi på rigtig mange områder skal gøre tingene på nye måder, hvis vi skal forsøge at begrænse klimakrisen. Her er alles deltagelse og opbakning nødvendig – også selvom det kræver noget i en travl hverdag på KU.«