Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

KU´s rolle i globalt perspektiv

Et ansvarligt engagement er ikke muligt hvis vi blot udbyder vores uddannelser globalt til højestbydende, lyder budskabet fra Forenede Studenterråd

Deres Majestæt, Excellencer, Ministre, Bestyrelse, Rektor, mine damer og herrer!

I mandags kom jeg hjem fra Sarajevo hvor jeg som repræsentant for Danske Studerendes Fællesråd deltog i en serie møder der fortsætter arbejdet med at skabe fred og stabilitet på Balkan.

Her spiller uddannelser en væsentlig rolle – og gennem de sidste to-tre år har en betragtelig mængde studerende fra Københavns Universitet været med til at opbygge et netværk mellem danske studerende og studenterorganisationer på Balkan.

Konkret drejer det sig om at gøre tankerne i Bolognaprocessen til virkelighed. I Bolognaprocessen deltager 45 europæiske lande.

Hovedformålet er at skabe et sammenhængende uddannelsesrum i Europa som det bærende fundament for udveksling af viden og arbejdskraft.

Det er på baggrund af vores erfaringer i Sydøsteuropa at denne tale udfolder sig.
Selve Balkan kommer dog først ind i billedet til allersidst.

Permanent omstilling
De seneste år har for Københavns Universitet har været præget af en lang række markante ændringer i universitetets forhold – en ledelsesreform, en økonomisk reform, en bygningsreform, en begyndende forskningsreform og ikke mindst en uddannelsesreform på alle niveauer.
Arbejdet med disse reformer er ikke færdigt.

Særligt vores ledelsesreform har været længe undervejs – snart tre år – og er stadig uafsluttet. Tre år hvor alle med god ret og god samvittighed har kunnet forklare mærkværdige midlertidige strukturer med ordet overgangsfase.

Nu ser vi i parentes bemærket snart en ende på ledelsesreformen i denne omgang, og med de planer der er fremlagt fra rektors side, ser vi ud til at lande godt.

Ikke desto mindre er ledelsesreformen et eksempel på at der på mange måder i de senere år har hersket en art nødret i vores almindelige konstante dialog om vores universitet.

I de kommende år vil der formentlig komme nye betingelser der forandrer universitetet markant. Der er ikke udsigt til fred og ro og tilbagevenden til rigtig gamle dages dyder hvor universitetet i mange henseender ikke var en del af et omskifteligt samfund. Det er i sig selv meget positivt!

Men hvis vi som universitet skal gøre det rigtig godt i en tid af permanent omstilling, skal vi beslutte os for at konstant forandring er et godt grundvilkår der kan bruges som afsæt for forbedring i bredeste forstand.

Min pointe er at alle løsninger, uagtet at de kan blive midlertidige, skal leve op til præcis de samme krav som var de tænkt til evigt virke.

KU’s rolle i globalt perspektiv
Dette grundprincip bør også gælde for løsningen en af de store udfordringer vi i de kommende år står overfor, nemlig udformningen af Københavns Universitets rolle i et globalt perspektiv.

Ikke fordi vores aktiviteter i størrelse kommer til at udgøre en afgørende del af det globale uddannelses- eller forskningsrum, men fordi vi som et universitet med demokratiske traditioner og en værdimæssig ambition om et ansvarligt virke kan blive en globalt udvekslende, udviklende aktør.

En aktør der, som eksempel til efterfølgelse, både er til fordel for det agerende land og dets uddannelsessystem, det vil sige os selv, men også til fordel for både lande og uddannelsessystemer i de regioner, lande og verdensdele vi agerer i forhold til.

En tale om globalisering og dens udfordringer gør de fleste lidt fjerne i blikket, og løsningsforslagene bliver ofte noget kortsigtede. For globaliseringen er kompleks og lader sig dårligt diskutere i enkeltdele.

Derfor ender en diskussion i Danmark om globalisering ofte med en konklusion der siger at hvis Danmark ruster sig, hvis Danmark øger sin tiltrækningskraft, hvis Danmark kommer i front, så skal det nok gå.

I det ræsonnement glemmer folk som regel at globaliseringsprocesser i høj grad udgår fra lande som Danmark, og at det dermed ofte er resultaterne af vores egne handlinger vi ser som problemer.

Betalingsuddannelser og elitestipendier
En væsentlig del af det danske bud på løsning af globaliseringens udfordringer inden for universiteternes område er på den ene side at ville servicere det globale samfund med uddannelser mod betaling og på samme tid med elitestipendier at tiltrække og fastholde verdens bedste studerende.

Konkret er der både i Globaliseringsrådet, i Videnskabsministeriet og på universiteterne tiltag i den retning på bedding. Det er nemlig sådan at den fri udveksling som Bolognaprocessen skal give, er afløst af fuld egenbetaling for uddannelse i Danmark hvis man kommer fra et land uden for EU og EØS.

Dermed tilpasser godt 20 lande i Bolognaprocessen – dem der ikke er i EU – deres uddannelser til et uddannelsesrum som de ikke kan få del i.

De penge ministeriet sparer på at uddanne studerende fra andre steder end EU, omsættes til 75 danske stipendier til de bedste studerende i verden – fem studerende til hvert dansk universitet er planen.

Alt dette er meget paradoksalt og meget uambitiøst, og det modarbejder direkte universiteternes ambition om et samlet slagkraftigt europæisk rum for videregående uddannelser og risikerer at medvirke til at sabotere Bolognaprocessen.

Underminering af lokale uddannelsessystemer
Det er i dansk sammenhæng noget nyt direkte at udsætte vores internationale engagement for national profit.

I internationalt perspektiv er det dog et meget udbredt fænomen, og konsekvenserne af denne politik har i mange år været tydelige. Store dele verden kender effekten af at lande med velfungerende uddannelsessystemer tiltrækker og fastholder de mest talentfulde studerende.

Effekten er underminering af lokale uddannelsessystemer og gør at landene mangler forskningsaspiranter, dygtige akademikere i centraladministrationen, gymnasielærere, ingeniører og så videre og så videre.

Forsvinder de dygtigste studerende, ophører uddannelsessystemet med at være en hjørnesten i det stabile samfunds fundament og udvikling.

Dette er en fantastisk svær problematik fordi det på den ene side er meget vigtigt for uddannelsesniveauet i et samfund at det er baseret på udveksling af viden med andre samfund – fx gennem studerende – men på den side er det faktisk værre hvis udvekslingen gør at de studerende ikke tager den viden med hjem.

I det scenario har samfundet både mistet dets potentielt højtuddannede og får heller ikke tilført viden fra andre samfund. Denne globalisering af uddannelser bidrager ikke til stabile samfund med bæredygtige uddannelser, og den type globalisering hvor alle idealer er sat til side, er derfor ikke en fordel for det danske samfund.

For den stabilitet i verden vi i Danmark arbejder for, også af langsigtede økonomiske årsager, hviler på at alle samfund har bæredygtige uddannelsessystemer. Uden dem ingen stabilitet.

Regionale netværk for universiteter
Spørgsmålet er hvordan Københavns Universitet skal være en spiller i disse processer? Vi har som universitet nedfældet vores værdigrundlag hvorpå vi vil agere, og her er ansvarlighed og engagement to helt centrale begreber.

Vi vil på den ene side engagere os, men det skal foregå ansvarligt. Hvis dette skal opfyldes, er det nødvendigt at vores internationale engagement er bundet op i nogle strukturer der gør det muligt for os som universitet at følge processerne tæt.

Ellers er vi ikke i stand til at ændre på vores engagement hvis konsekvenserne af vores handlinger ikke er hensigtsmæssige. Et ansvarligt engagement er derfor ikke muligt hvis vi blot udbyder vores uddannelser globalt til højestbydende. Det er nødvendigt med en gennemtænkt politisk strategi.

Et bud på en konkret og realiserbar løsning er at binde vores internationale engagement op i langsigtede regionale samarbejder. Her kommer Balkan ind i billedet som jeg lovede i min indledning.

På Balkan er det tydeligt for enhver besøgende at det der er brug for, er langsigtede løsninger med bedre uddannelser og studerende der ikke forsvinder nordpå.

Hvis Københavns Universitet regionalt, fx gennem Øresundsuniversitetet, laver et større universitetsnetværk i én bestemt region, fx Balkan, og dér igangsætter udvekslingsprogrammer, udbyder enkeltuddannelser, laver fællesuddannelser etc., har vi en unik mulighed.

For fæstner vi vores engagement i et konkret samarbejde, så har vi også mulighed for at gøre vores internationale virke ansvarligt og bæredygtigt og på den måde høste de langsomt voksende, men også langtidsholdbare frugter.

Kun sådan vil globaliseringen være gunstig for både vores samarbejdspartnere og for Københavns Universitet. Tak for ordet.

Af stud.mag. Henrik Friis, Forenede Studenterråd

Seneste