Kvinde kend din pilleæske

Hvad er baggrunden for din doktordisputats?

»Det der startede projektet for snart ti år siden, var en undren over at alle kvinder skulle tilbydes medicin i form af hormonbehandling når de kom i overgangsalderen. Jeg studsede over at kvinderne ofte blev beskrevet som syge og i forfald. Man koblede overgangsalderen sammen med det at blive en ældre kvinde, og med de sygdomme som er betinget af alder. Sammenkoblingen mellem aldersbetingede sygdomme og overgangsalderen betød at der blev meget negativ omtale af overgangsalderen, og kvinderne blev tilbudt at afhjælpe symptomerne ved at tage hormoner. Det paradoksale var at de kvinder jeg mødte i min praksis, var velfungerende kvinder der havde det strålende, selvom nogle af dem selvfølgelig havde symptomer. Derfor satte jeg mig for at undersøge området nærmere.«

Hvad handler disputatsen om?

»Den tager udgangspunkt i de undersøgelser jeg efterfølgende lavede om kvinders overgangsalder. Især kom jeg frem til tre delresultater. For det første opdagede jeg at kvinder også kunne beskrive en lang række positive erfaringer i forbindelse med både overgangsalder og selve aldringsprocessen. Det kunne være at slippe af med menstruationerne og tanken om at skulle bruge prævention. De følte også at de var blevet mere erfarne og havde fået mere tid og frihed. Disse positive erfaringer blev en ressource der kunne bruges til at stå imod de belastninger som tilværelsen uundgåeligt byder på og bør indgå som en vigtig brik i sundhedsfremme.«

»For det andet undersøgte jeg hvad der sker når vi hele tiden taler om risiko og prøver at finde fejl. Danske kvinder i dag ved at de skal være opmærksomme på knogleskørhed når de kommer i overgangsalderen, og mange bliver derfor bekymrede. Da jeg talte med kvinderne, var det fortsat almindeligt at tilbyde hormoner som forebyggende medicin mod knogleskørhed. Kvinderne var dog godt klar over at hormonbehandling kunne give dem brystkræft, så de syntes at det var et valg mellem pest eller kolera. Det kalder jeg bekymringsgørelse. Det giver store bekymringer at vi hele tiden påpeger hvad der kan gå galt hvis ikke vi gør tingene på en bestemt måde.«

»Den sidste del af min undersøgelse er en diskursanalyse af en række tekster som beskriver hvordan man italesætter overgangsalderen i Danmark. Det har været enormt spændende at se hvilke roller, positioner og muligheder kvinderne får, afhængig af hvordan man taler om tingene. Nogle taler fx om overgangsalderen som en mangeltilstand, og dermed iscenesættes lægen som eksperten der ved alt om hormoner. Kvinden bliver lille og magtesløs. Men hvis du fx taler om overgangsalderen i en eksistentiel diskurs som handler om at se på livet på godt og ondt, så forsvinder lægen og hormonerne pludselig ud af billedet. Vi må som læger blive mere bevidste om hvilken betydning det har når vi sætter en dagsorden, og hvordan den måde vi taler om sygdom og risiko på, påvirker patienten.«

Hvad er din konklusion?

»Min konklusion er at man ikke én gang for alle kan afgøre om det er en syg ide at medicinere raske. Vi skal tage udgangspunkt i det enkelte individ, den enkelte situation og hvilken sygdom eller hvilket symptom vi har med at gøre. Det allervigtigste er at vi skal blive ved med at stille den her type spørgsmål. Er det en syg ide? Er det forkert det vi går rundt og laver? Vi skal have plads til noget kritik, noget der ikke er megen plads til i dag.«

»Jeg mener i øvrigt at mennesker skal være klar over at der kan være bivirkninger når man lader sig undersøge og behandle selvom man er rask. Endelig mener jeg at der opstår etiske dilemmaer når vi bruger mange penge på at behandle raske mennesker hvis der ikke er tid og ressourcer til at tage os af de syge.«

Hvordan ser du situationen i dag?

»På det konkrete område med hormoner er det blevet meget rimeligt da man i dag kun medicinerer dem der har brug for det. På forebyggelsesområdet synes jeg at det indimellem løber helt af sporet, og det gælder især den proces der har at gøre med fejlfinding hos enkeltindivider. Der tænker jeg især på at vi måler kolesterol, blodtryk og blodsukker og screener i en uendelighed.«

Hvorfor mener du at det er negativt at man forsøger at forebygge så meget som muligt?

»Jeg er bestemt ikke imod forebyggelse. Man kan godt forebygge meget med ændringer i livsstil fx i skolerne hvor man kan opfordre til sunde vaner, og man kan forebygge ved at koncentrerer sig om mennesker med stor risiko for at udvikle sygdom. Men når man hele tiden fokuserer på det negative, kan det blive en selvopfyldende profeti. Det påvirker os hvis vi bliver kaldt syge eller patienter selvom det kun handler om en forhøjet risikofaktor.«