Kvinde, hvor mange æg har du i banken?

Evnen til at kunne reproducere os selv ‘kunstigt’ udvikler sig hastigt i disse år. Vi bliver bedre til at opbevare menneskelige æg, sæd, ovarievæv og embryoner. Det skaber helt nye og komplekse dilemmaer for lovgivere, kliniske praktikere og de involverede kvinder og mænd.

Skal en kvinde eksempelvis have mulighed for at forlænge sin reproduktive alder ved at nedfryse sine æg, og hvor lang tid bør en kvindes æg egentlig kunne ligge på køl?

Danmark er kendt for at have verdens største sædbank, men mens retsreglerne understøtter salg og opbevaring af sæd, ser det anderledes ud for kvinders æg. Lovgivningen begrænser i dag opbevaringstiden af æg og embryoner til fem år, og man må kun bruge dem indtil kvinden fylder 46 år.

Derimod er der intet til hinder for, at en 65-årig mand donerer sæd eller bruger sin allerede opbevarede sæd til at få børn med – har han sagt god for det, kan sæden endda bruges, efter han er død.

Hvilke værdier gælder på hvilket tidspunkt?

Men hvad er det egentlig for værdier, hensyn og forestillinger, der ligger til grund for, at lovgivningen er indrettet, som den er? Og er de hensyn fortsat gangbare som argument for at opretholde gældende lovgivning?

Det satte vi os for at undersøge ved at analysere mediedebatter, etiske debatter, folketingsdebatter, lovforslag og love – helt tilbage fra den første regulering af assisteret reproduktion i 1997 frem til den nugældende lovgivning og aktuelle debatter om det, man i dag kalder ‘social freezing’ – altså det fænomen, hvor kvinder får frosset æg ned, fordi deres livssituation ikke er til et barn nu og her.

Vores resultater er netop udkommet i artiklen ‘Eggs on Ice: Imaginaries of Eggs and Cryopreservation in Denmark’ i Nordic Journal of Feminist and Gender Research (NORA).

Æg og reproduktion skulle kontrolleres

18. oktober 1983 blev Troels Renard Østbjerg født som Danmarks første reagensglasbarn. Hans fødsel og de reproduktive teknologiers ankomst skabte et nybrud: Hvor man før havde opfattet lægen som en moralsk ansvarlig figur i det godes tjeneste, opfattede man nu de nye teknologer som potentiel ‘monsterforskning’, der skulle tæmmes.

Det kunne man ikke overlade til forskerne og lægerne selv. I stedet måtte lovgiverne på banen. De var ikke helt trygge ved at bevæge sig ind på lægernes domæne – og den første, spæde regulering havde derfor hovedsageligt karakter af faglige vejledninger. Den første samlede lovgivning, der trådte i kraft i 1997, rammesatte de reproduktive teknologier som kunstige (lov om kunstig befrugtning) og regulerede hovedsageligt i forbudssprog.

Både sæd og æg fryses ned ved hjælp af flydende nitrogen.

Et centralt element i loven var ønsket om at kontrollere æg – også de ubefrugtede. For eksempel har handel med æg længe været fordømt som uønskeligt, mens vi har kunne bryste os af at være førende på det globale marked i sæd.

Ønsket om at kontrollere forplantningen kan da også spores helt tilbage til den tid, hvor velfærdsstaten var under opbygning.

Vi får eksempelvis den første abortlov i 1939 – der trods en grundlæggende opfattelse af abort som naturstridigt og samfundsfarligt – nu gav mulighed for at abortere syge eller misdannede fostre, så byrden på de offentlige kasser, der skulle sørge for pleje og underhold, ikke blev for stor.

Da Det Etiske Råd bliver oprettet i 1987, sker det også med det specifikke formål at rådgive Folketinget efter Indenrigsministeriets rapport ‘Fremskridtets Pris’ med et billede af Adam, Eva og det forbudte æble på forsiden havde formanet til lovgivning om nye reproduktionsteknologier.

»Kvinder er ikke beregnet til at lægge æg«

Men mens der ikke laves regler for, hvor længe sæd kan opbevares i fryseren, blev ubefrugtede æg set som sårbare størrelser, der havde brug for særlig beskyttelse.

Ordfører Henriette Kjær (K) udtaler således ved 1. behandlingen af 1997-loven om kunstig befrugtning, at »det er tanken om det kunstige, der skræmmer mig, hvor man to eller tre år efter, at ægget er blevet nedfrosset, tager det frem igen (…) man kan spørge sig selv, om æggene er i god nok stand. De fødevarer, vi fryser ned, kan jo ikke engang holde så lang tid.«

Ordfører Margrethe Auken (SF) følger op: »Vi er bekymrede for, hvad der sker, når det æg kommer ud af kvinden, for når vi ser, hvad der derefter kan findes på, er vi faktisk tilbøjelige til at sige, at kvinder ikke er beregnet til at lægge æg, og derfor vil vi ikke have det.«

Ønsket om at kontrollere æg betød, at de heller ikke måtte forlade landet, alt imens salget af sæd efterhånden blev til en national eksportsucces.

Uværdigt at have et ‘barn’ i fryseren

Nedfrysning af kvindens arveanlæg bliver i lovgivningen og de etiske debatter indflettet i en bestemt kønnet værdighedsforståelse. Det Etiske Råd har i deres redegørelse fra 2004 et separat afsnit, der handler om etik og nedfrysning.

I afsnittet diskuterer Rådet alene ubefrugtede og befrugtede æg. Nedfrysning bliver set som »uværdigt,« og Rådet ser bekymret på den »voksende industrialisering og teknologisering af den menneskelige forplantning.«

Det ser på det tidspunkt helt anderledes ud med sæden. Nedfrossen eller ej – så bliver sæd set som en »klat« (donerede) celler. Kvindens æg er derimod indlejret i en række kulturelle og ret kønnede forståelser.

Hendes arveanlæg er nemlig ikke ‘bare’ kønsceller. De er i højere grad gjort til fremtidige børn. Og i debatterne bliver det potentielt uværdigt at have sine fremtidige børn liggende i fryseren. Det er tydeligt i den meget glidende overgang, der finder sted i Det Etiske Råds redegørelser mellem ubefrugtede og befrugtede æg.

Et bekymret Råd ser nedfrysningsteknologierne som en måde at kunne »overplanlægge« og »suspendere livet« på. Nedfrysning af æg bør derfor, skriver Rådet, »forvaltes efter forsigtighedsprincippet, det vil sige efter de samme regler som for fosteranlæg.«

I 2006 udvides opbevaringsperioden på befrugtede og ubefrugtede æg dog til fem år. Det primære hensyn er dog her ikke kvindens råderet over egne æg. Det er til gengæld hendes mulighed for at få barn nummer 2 og derved en etablering af kernefamilien, der udtrykkelig anføres som baggrunden for ændringen ved ministerens fremsættelse.

Ægfrysning er nu et frynsegode i USA

Når det handler om den kvindelige reproduktion, har lovgivningen arbejdet ud fra et naturligheds- og forsigtighedsprincip. Assisteret reproduktion (tidligere benævnt som ‘kunstig befrugtning’) skulle nemlig helst ligne den ‘naturlige’ forplantning mest muligt.

Og mens fryseteknologien var veletableret i forhold til mandens sæd, var den i 1990’erne og i starten af det 21. århundrede i forhold til kvindens arveanlæg fortsat ny.

Det er ikke længere tilfældet.

I 2012 slog The American Society for Reproductive Medicine (ASRM) fast, at nedfrysning af æg ikke længere er en eksperimentel behandling. Det er i dag muligt at nedfryse (og optø) ubefrugtede såvel som befrugtede æg på formentlig ubestemt tid – idéen er at nedfryse, mens æggene er biologisk ‘unge og friske’, enten for at bruge dem efter endt kræftbehandling, der ødelægger fertiliteten eller senere i livet, når det passer i kvindens livsplaner.

Facebook, Apple og Pentagon tilbyder nu ægfrysnings-pakker som en del af deres frynsegoder. Amerikanske fertilitetsklinikker har ikke overraskende også fået øje på det store marked og afholder ‘cocktails and cryo’ informationsaftener, hvor frysemulighederne bliver forklaret til en gruppe af fertilitets-bevidste men også bekymrede kvinder.

Vi hylder de gamle fædre, men skoser de ældre mødre

Den danske lovgivning fastholder derimod en 5-års regel, der gælder for kvindernes æg, men ikke for mandens sæd. Samtidig er der en øvre aldersgrænse for behandling af kvinder, mens mænd kan blive fædre i alle aldre. Hensynet kan dog ikke længere kun være forbundet med et medicinsk forsigtighedsprincip.

Det handler snarere om kuldegysninger forbundet med det kommercielles ‘indblanding’ i forplantningen, bekymring forbundet med, at nedfrosne æg stikker kvinder blår i øjnene om deres fremtidige frugtbarhed og så risikoen for, at gamle kvinder bliver mødre.

For mens gamle danske fædre hyldes som højtprofilerede mænd, der kører sportsvogn og har ‘vind i håret’, fastholder mediedebatterne og lovgivningen en forståelse af det respektable moderskab som tilhørende kvinden, der er yngre end 45.

I modsætning til de spanske, britiske, amerikanske og svenske kvinder (samt de danske mænd), har danske kvinder således i dag ringe mulighed for at få deres arveanlæg i banken.