Kvindeinstitut må fyre for at kunne betale barsel

»Vi er et ungt institut, der tiltrækker mange kvindelige forskere, så det kan godt være, vi er særlig hårdt ramt. Men det her er et problem på hele universitetet,« siger Pia Degn, som er administrator på Institut for Human Ernæring på KU’s Biovidenskabelige Fakultet, Life.

Problemet er udgiften til barsel, som er eksploderet siden KU blev underlagt nye regler i 2009. Mens de gamle regler gav fuld kompensation, dækker de nye langtfra udgiften, så derfor må instituttet spare andetsteds.

Sammen med sin chef, institutleder Arne Astrup, har Pia Degn beskrevet problemet i en kronik i Universitetsavisen.

Urimeligt pres på ansatte

I år har de ansattes barselsorlov indtil videre kostet Institut for Human Ernæring 1,5 millioner kroner, og det betyder fyringer, når det samlede budget til løn og drift er på fire millioner. Går en ansat på barsel, må en anden, groft sagt, gå fra jobbet.

»I virkeligheden er der tale om en indirekte besparelse på adskillige millioner,« siger Arne Astrup. »Og der er ikke nogen, der vil betale. Det betyder, at det er os som institut, der skal finde penge i vores basisbevilling, som i forvejen er barberet ned.«

Hele fakultetet har skullet spare som følge af den forrige regerings ‘genopretningsplan’, men Arne Astrup og Pia Degn har måttet vinke farvel til forholdsmæssigt flere kollegaer end de øvrige, fordi Institut for Human Ernæring har mange barsler.

»Vi har valgt at diskutere det her åbent,« siger Arne Astrup. »Da vi havde en afskedigelsesrunde, lagde vi åbent frem for medarbejderne, hvad årsagerne var. Men det betyder jo også, at nogle af de unge kvinder, der er ansat her og som har et totalt legitimt ønske om at få et barn, sikkert holder sig tilbage. Og det kan jo ikke være meningen, at der skal hvile sådan et pres på folk. Så søger de væk til Novo og andre steder, der ikke har den slags problemer.«

Pia Degn bekræfter, at hun har erfaring for, at unge ansatte føler et socialt pres for at undgå at belaste universitetet med en barselsorlov.

»Hvorvidt man skal have et barn, er ikke længere en proces, man skal diskutere med sin partner – det kommer senere i rækken – først skal man blive enig med sin gruppe på arbejdspladsen, om hvorvidt der er råd til det.«

Lykke Friis burde have grebet ind

Gryderne i det nye nordiske køkken sender sine liflige dufte langt ud over landets grænser, mens Danmark på de indre linjer slås med en epidemi af svær overvægt. Så både kulinarisk og sundhedsmæssigt er ernæring et varmt emne. Det er også lidt af et kvindefag – på Human Ernæring er flere end syv ud af ti ansatte kvinder.

Dermed er udgifterne til barsel et særlig akut emne for Astrup og Degns arbejdsplads, men de mener begge, at Københavns Universitet har sovet i timen, da barselsreglerne blev indført i 2009.

»Vi er forundrede over, at der ikke er nogen, der har hevet i en nødbremse, når vi kan se, at man gik fra at have en ordning, der sikrede refusion til en ordning, der forslår som en skrædder i helvede,« siger Arne Astrup.

»På tværs af KU er det et meget stort beløb, vi mangler. Lykke Friis må have en dårlig smag i munden over det,« siger Pia Degn med henvisning til KU’s forhenværende meget ligestillingsaktive prorektor, som forlod sin lederstilling på KU for at blive klima- og ligestillingsminister i den tidligere VK-regering.

Universitetsavisen har henvendt sig til Lykke Friis, der er blevet valgt til Folketinget, men har ikke fået svar på vores henvendelser endnu.

Ingen støtte til KU-barselsfond

Arne Astrup og Pia Degns bud på en løsning er en central KU-barselsfond, der kan fordele udgifterne til barsel jævnt mellem institutter med mange unge (kvindelige) ansatte og institutter med færre yngre forskere og en højere andel af mænd.

Men den plan har ingen gang på jorden, hvis man spørger KU’s øverste administrative chef, universitetsdirektør Jørgen Honoré:

»En barselsfond på KU ville skulle finansieres ud af det samlede lønbudget, altså os selv. Så konsekvensen ville være, at lønbudgettet bliver mindre,« siger Jørgen Honoré.

»Dertil kommer at en barselsfond vil kræve en del administration, og den skal vi som bekendt spare på.«

Politisk krav om ph.d.’er forværrer problem

Presset på instituttet er steget, fordi politikere i de senere år har stillet krav om flere ph.d.-studerende, hvilket Arne Astrup ellers bifalder. I dag er 40 procent af de ansatte på Human Ernæring ph.d.-studerende. Den type stillinger er tidsbegrænsede, så når en ph.d.-studerende eller postdoc går på barsel, skal ansættelsen automatisk forlænges, uanset at den barslendes projektarbejde er blevet videreført af en vikar under orloven.

Angsten for ekstraudgifterne får ifølge Astrup og Degn både bevillingsgivere og institutter til at tøve med at bevilge projektmidler til unge kvinder eller tilbyde dem ansættelse.

»Hvis du står med tre kvalificerede ansøgere, og en af dem er en ung kvinde, så er det sørme svært,« siger Pia Degn.

Arne Astrup nikker. »Der er ingen tvivl om, at der bliver skelet til det. Der er ingen, der vil sige noget om det eller indrømme det, men det ville være unaturligt andet, fordi man ved, at man kan blive nødt til at fyre en af sine kollegaer, hvis man ansætter en, der får to børn i løbet af sin ph.d.,« siger Arne Astrup.

»Det er jo ikke usædvanligt at få to børn i den periode, men det kan ruinere projektet med de nuværende regler, hvis det sker.«

Store institutter er måske løsning

Ifølge KU’s ledelse vil problemet med de ujævnt fordelte udgifter til barsel løse sig selv med tiden.

»Vore institutter har efterhånden en størrelse, der gør, at op- og nedgange i omfanget at medarbejdere der skal på barsel, nok vil kunne udlignes over egne budgetter over årene,« mener universitetsdirektør Jørgen Honoré.

Indtil det sker, må Institut for Human Ernæring forsøge at få enderne til at mødes og bevare det gode arbejdsklima. Arne Astrup gør sit bedste:

»Når der kommer en og siger: ”Arne, jeg er blevet gravid,” ville jeg tidligere lykønske og tale om, hvor fedt det var, og at vi selvfølgelig finder ud af det med projektet – men de kan jo godt se efterhånden, at mit smil bliver mere og mere kunstigt, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på, at jeg måske skal til at afskedige en lektor.«

chz@adm.ku.dk