Kvinder dominerer på dyrlægestudiet

Hesten tripper lidt på det hårde betongulv, men virker ellers tryg, selv om den om lidt skal røntgenfotograferes omgivet af tre mennesker der iført lange blyfrakker måske godt kan se lidt farlige ud i hesteøjne. Den er halt, og det er nu dyrlægernes opgave at finde ud af hvad der er i vejen.

Det er 26-årige Henrik Harpøth der holder hesten. Han er studerende på veterinærmedicin på femte år, og han har altid gerne ville være dyrlæge. En drøm han tilsyneladende ikke deler med ret mange andre mænd, for veterinærmedicinstudiet er som flere andre universitetsstudier de senere år mere eller mindre blevet overtaget af kvinder, 93 procent for at være præcis, og det kan mærkes i det daglige. »Det kan somme tider være en hønsegård, men man vænner sig til det,« siger Henrik Harpøth der allerede på første år fandt sammen med sin nuværende studiegruppe der består af fire mænd. »Det er ikke fordi vi ikke gider være sammen med de kvindelige studerende, vi faldt bare godt i hak, os fyre, og vi hænger stadig sammen.«

Slagteri og herreloge
Henrik Harpøth dannede også allerede på førsteåret det de kalder ’Herrelogen’, et fællesskab for de ti mænd der er på hans årgang. De mødes og laver middage sammen, går i byen og har blandt andet arrangeret en studietur til Jylland hvor de var ude og kigge på et slagteri. Når Henrik Harpøth er færdig på studiet, vil han gerne arbejde på en klinik som tager sig af alle slags dyr, fra mindre husdyr til produktionsdyr, og han vil gerne flytte på landet. Om ti år er det ifølge ham heller ikke utænkeligt at han åbner sin egen dyrlægepraksis. Leder af Institut for Produktionsdyr og Heste Hans Henrik Dietz kan godt være lidt bekymret for om den store tilstrømning af kvinder til veterinærmedicinstudiet kan have konsekvenser.
»Det giver et meget feminint miljø, og det betyder at de studerende grupperer sig mere i køn. De mandlige studerende klumper sig sammen med andre mænd og går mere for sig selv,« siger han.
Hans Henrik Dietz så gerne at fordelingen af køn var lidt mere lige fordi han mener at kønnene supplerer hinanden godt, og ifølge ham bliver det diskuteret internt hvordan studiet kan rekruttere flere mænd for at få lidt mere balance i tingene. »Vi er nærmest nødt til at tænke i en slags hormontest når vi laver en brochure. Så skal vi tænke på hvad der tiltaler kvinder, og hvad der tiltaler mænd.«

Han vil dog godt understrege at det intet har med kvaliteten af uddannelsen at gøre at der er mange kvinder på studiet, for de klarer sig absolut lige så godt som mændene. Problemet opstår ifølge Hans Henrik Dietz først når uddannelsen er slut, og de nye dyrlæger skal ud og have job, fordi kvinderne er mest interesserede i den medicinske del af faget, og mændene generelt har mere mod på den kirurgiske del. »Måske kan jeg øjne begyndelsen til et problem. Alle kan operere når de er færdige, men for at balancen skal forblive i orden, er der nogen der er nødt til at interessere sig brændende for kirurgi. Kvinder vil typisk gerne arbejde på deltid, de ønsker heller ikke så ofte at være virksomhedsejere som mænd, og de interesserer sig næsten aldrig for produktionsdyr.«

Status hos kæledyr
Men det er der ifølge Per Thorup, formand for Den Danske Dyrlægeforening, næsten ingen der gør længere, og det har ikke noget med køn at gøre, mener han. »Jeg er ikke sikker på det skyldes kvinderne at vi ikke kan skaffe dyrlæger nok til at tage sig af produktionsdyr. Da jeg begyndte som dyrlæge i 1964, ville alle arbejde med produktionsdyr, men nu har kæledyrene fået en højere status i samfundet, og dermed interesserer dyrlæger sig også for hunde og katte,« siger Per Thorup. Han mener ikke det har noget at gøre med at kvinder synes det er for hårdt at arbejde med produktionsdyr. »Der er ingen forskel på om det er en mandlig eller kvindelig dyrlæge. Vagterne kan selvfølgelig besværliggøre det at have familieliv, men det gælder jo for begge køn,« siger han.

Bløde værdier
Inde på husdyrklinikken på Dylægevej på Frederiksberg, er Kirsten Rosenmay på 24 år og Maja Baadsager på 26 i gang med at undersøge labradorhunden Vitus. De læser begge veterinærmedicin på femte år, og der er ingen af dem der tænker over til daglig at studiet er domineret af deres eget køn. De synes heller ikke det er et problem at drengene grupperer sig, det er nærmest bare lidt sjovt. De interesserer sig begge to mest for den medicinske del af faget og har ingen ambitioner om at blive kirurger. »Jeg kan godt lide den kontakt man har med ejerne af de dyr vi får ind og have et helhedsforløb omkring det syge dyr,« siger Kirsten Rosenmay. »Det er nok noget med de bløde værdier, måske lidt nusse pusse. Drengene kan nok bedre lide at det er lige på og hårdt og har måske sværere ved at tage seriøst når nogen kommer med en syg kanin,« siger Maja Baadsager. Begge kvinder vil gerne ansættes på en middelstor klinik når de er færdige på studiet, og ingen af dem har lyst til at have deres egen klinik. »Man har aldrig fri, og jeg prioriterer også familien meget højt,« siger Maja Baadsgaard.